Sarah Lund goes to Hollywood

DR har indgået kontrakt med amerikanske TV-selskaber om et remake af "Forbrydelsen 1".

Sofie Gråbøl (Sarah Lund) Mikael Birkkjær (Ulrik Strange)(stående) og Morten Surballe (Lennart Brix) skal nu have amerikanske dobbeltgængere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu skal amerikanske tv-seere også sidde fængslet foran fjernsynet uge efter uge og følge Sarah Lunds kamp for at opklare mordet på Nana Birk Larsen. I hvert fald, hvis det står til den amerikanske tv-station AMC og produktionsselskabet Fuse Entertainment.
 
DR har indgået kontrakt om et remake af den populære serie "Forbrydelsen I" i USA, og AMC har netop givet grønt lys til, at optagelserne af en såkaldt tv-pilot kan laves i dette forår.

Titlen på serien bliver "The Killing", og den skal produceres af  Fuse Entertainment i samarbejde med Fox Television Studios. Hvis pilot-udgaven falder i et amerikansk testpublikums smag, er det planen, at der skal laves i alt 26 afsnit ud af de eksisterende 20 danske afsnit - 26 for også at få plads til reklamer.

Arbejdet med at lave en amerikansk version har allerede stået på i halvandet år, der bl.a. er gået med at finde de helt rigtige partnere og de rette folk, der kan omsætte historien til en amerikansk version, oplyser DR.

Det er Søren Sveistrup, der er hovedforfatter på serien, mens Piv Bernth fra DR Fiktion er producent, og Birger Larsen har været konceptuerende instruktør.

Enestående

DRs generaldirektør Kenneth Plummer glæder sig meget over amerikanernes interesse for "Forbrydelsen".

- Gennem det seneste årti har vi i DR haft stor succes med vores dramaserier, og det har været fantastisk at se, hvordan vi gang på gang har kunnet samle danskerne søndag aften, siger han i en pressemeddelelse.

Og selv om flere af DRs dramaserier har været vist udenlands med succes, er det ifølge generaldirektøren helt enestående, at Hollywood nu også får øjnene op for deres kvaliteter.

- Der er ingen tvivl om, at det er én af sidegevinsterne, DR nu høster ved de seneste års mange Emmy-priser og -nomineringer, siger han.

Det er sjældent, at amerikanerne kaster sig over at lave et remake af danske tv-serier og film. Det nærmeste, DR har været på noget lignende, var da amerikanerne i 2004 viste interesse for serien "Nikolaj og Julie", som netop havde vundet en Emmy. Projektet blev dog skrinlagt igen. Lars von Triers "Riget" og film som "Klatretøsen" og "Nattevagten" er også blevet lavet i amerikanske versioner.

Manden bag de to sidstnævnte var danske Mikkel Bondesen, som ejer Fuse Entertainment i Hollywood. Han skal nu være executive producer på USA-versionen af "Forbrydelsen I".

"Forbrydelsen" var både nomineret til en Emmy for afsnittene 1-10 i 2007 og for afsnittene 11-20 i 2008, ligesom Sofie Gråbøl var nomineret i kategorien "Bedste kvindelige skuespiller".