Sarah Iben Almbjerg: Kvinder vil hellere krydse ben og tæer end møde Bjarne fra regnskab foran håndvasken

Er der virkelig kvinder, der har glemt, hvor vidunderligt det er at gå ind på et område, hvor man kun møder folk, der har instinktiv forståelse for, at man gerne vil låne lidt håndcreme eller er kommet afsted i en BH, der sidder alt for stramt? Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er måske ikke sådan et emne, der normalt bliver berørt ved middagsbordet, men det skete altså for nylig:
Under en fest blev min kollega bænket ved siden af indehaveren af en af de tarmskylningsklinikker, som er blevet så moderne, og de faldt i snak om de mange fordele og ulemper ved at få, som han genfortalte det, »masseret peristaltikken«.

Det viser sig, at klinikkerne stadig oftere bliver besøgt af kvinder, der lider af forstoppelse. Ikke fordi de spiser forkert, men fordi de forsøger at undgå at skulle ud på et af de unisex-toiletter, der er indført på de fleste arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Kvinderne vil simpelthen hellere krydse ben og tæer end møde Bjarne fra regnskab foran håndvasken.

Det lyder overraskende, men jeg må indrømme, at jeg også husker tilbage på dengang, redaktionens kvinder havde deres eget toilet med duftlys og en lille opsætning af deodorant, hygiejnebind og Chanel No 5 til dem, der havde behov. I dag er det lille fristed nedlagt til fordel for et demokratisk og dødsygt fællestoilet i nærheden af printerrummet.

Ligestilling på alle områder

Hvem er det egentlig, der ønsker disse unisex-toiletter? Er der virkelig kvinder, der har glemt, hvor vidunderligt det er at gå ind på et område, hvor man kun møder folk, der har instinktiv forståelse for, at man gerne vil låne lidt håndcreme eller er kommet af sted i en BH, der sidder alt for stramt? Er der virkelig mænd, der ønsker at være del af den samtale?

Eller handler det i virkeligheden om noget meget større, nemlig at der er opstået en idé om, at sand ligestilling kun træder i kraft i det øjeblik, da alle køn har adgang til alle de samme områder. I så fald må man konstatere, at unge kvinder i hobetal lige p.t. lider af forstoppelse på ligestillingens alter.

Det skaber faktisk også problemer for mænd. Jeg husker en busstur til Stockholm gennem landet, hvor man i stor stil er gået over til kønsopdelte toiletter. Her stod vi så, 50 mennesker af alle køn i en alenlang kø, der sneglede sig af sted, fordi også mænd og drenge måtte vente på de kvinder, der forsøgte at skjule, at de lige skulle rette på deres bh - eller havde brug for at låne håndcreme af hinanden.

Undertrykkelsen sidder ikke bag toiletpapiret

Ideén om unisex-toilettets velsignelser viser også, hvor galt det kan gå i disse identitetsforvirrede tider: Fordi alle skal være med i bussen, ender man med at skabe nye problemer.

Men jeg føler mig ikke undertrykt, fordi mænd har deres egne opklædningsrum, og det rammer mig ikke på ligestillingen, hvis mænd og kvinder har hver deres kontor-toilet. Mens alle bør have lige adgang til beslutningskontorer, pusleborde og de forreste sæder ved offentlig transport, så synes jeg, at vi skal værne om et par fristeder, hvor vi kan være kvinder og mænd med de fordele og ulemper, det nu engang har.

Nu vil der være personer, som komikeren Sofie Hagen, der mener, at det kønsbestemte toilet rammer folk, der ikke identificerer sig som et af de to klassiske køn. Men vi behøver ikke fjerne vores rummelighed og omsorg, fordi kvindetoilettet består. Identificerer man sig som kvinde, er man velkommen - uanset udgangspunkt.

Alternativt kan vi beholde de kønsneutrale toiletter bag printerrummet. Men kan vi ikke også holde fast i et par af de helt gammeldags, hetereonormative toiletter? Det gavner peristaltikken, kan jeg forstå. Og det dufter nu engang så godt, når kontorets damer er iført lidt Chanel No 5.