Sarah Iben Almbjerg: Kun det middelmådige er lige godt hver gang

Tro på, at vinterferien bliver fantastisk uanset, hvor man tager hen, og at du derfor godt kan prøve noget nyt. Tro på, at nytårsaften bliver den bedste nogensinde. Tro på, at du møder en ny kæreste i Netto. Og holdt fast i troen på, at han er fantastisk og ikke bare bliver lige så kedelig som den gamle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Vi skal nok bare ind til naboen. Ligesom sidste år«.

I de sidste uger før nytår hørte jeg den sætning igen og igen. Min vennekreds havde åbenbart truffet en kollektiv beslutning om at bruge årets sidste aften på at implodere i vante omgivelser med champagnen så tæt på, at man helt sikkert kunne nå den uden at rejse sig.

Forståeligt nok, hvis det handlede om, at de ikke orkede at cykle gennem byen med trætte unger i barnesædet, mens fulde københavnerne skød middelalderbyen ned omkring dem. Men det nemme valg var ikke reserveret til nytårsaften.

De sidste par uger har jeg hørt nogenlunde samme lave ambitionsniveau i forbindelse med vinterferien. Igen lyder svaret, at vi nok »bare bliver hjemme og besøger nogle venner«. Ikke for at samle klimapoint. Ikke for at nyde en staycation i København. Det viser sig, at mange af mine venner træffer små valg, fordi de ikke vil blive skuffede.

»Jeg ender alligevel altid med at stå og tude klokken tolv«, som en veninde sagde, da jeg spurgte ind til hendes praktiske staycation-nytårsaften.

»Vi ender alligevel altid med at blive uenige om, hvor vi skal hen,« svarede en anden, da vi talte om deres vinterferie, der er henlagt til 2300 Kbh S. »Så kan man altid smide ungerne ind bagi og køre hjem, når det begynder at regne,« som hendes mand tilføjede.

Så lave er vores forventninger åbenbart, at vi med glæde indstiller os på syv dages heldagsregn på Amager.
Min generation er ikke alene med de gråmelerede tanker. De unge i 20erne er så præget af håbløshed, at man har givet dem et navn. Hopeless Millennial. Det kan blandt andet ses ud fra, at deres forventninger til karrieren er lavere end den var i den foregående generation.

Jeg har lyst til at fortælle dem om Rosenthal-effekten. Fænomenet blev konstateret af psykologen Robert Rosenthal i 1960erne, hvor han gennemførte en række psykologiske eksperimenter som bekræftede, at man kan påvirke både dyrs og andre menneskers præstationer gennem forventningerne til dem. Sagen er nemlig, at jo større tro på og jo større forventninger, man tillægger personer, ofte børn og studerende, desto bedre fungerer de.

Effekten er en selv-forstærkende effekt i både negativ og positiv retning. Fortæller du folk, at de aldrig vil klare sig i livet, begynder de at tro på det. Fortæller du, at de er stjerner, aspirerer de efter at blive det.

Måske kunne man bruge effekten i sit eget liv. Tro på, at vinterferien bliver fantastisk, og at man derfor godt kan prøve noget nyt. Tro på, at nytårsaften bliver den bedste nogensinde. Tro på, at ens liv er ligesom en amerikansk film, hvor den helt rigtige kan stå nede i Netto, når man mindst venter det. Og gå ind i forholdet med troen på, at han er fantastisk og ikke bare bliver lige så kedelig som den gamle.

Jeg insisterer på at have de højest mulige forventninger til hver eneste dag, jeg går ind i. Bliver jeg skuffet? Utvivlsomt. Men hellere tage chancen for en enkelt skuffende aften end ligge i naboens hjørnesofa og fejre nytår.

Som filosoffen Arthur Schopenhauer sagde, er kun det middelmådige lige godt hver gang. Det er i hvert fald altid bedre end at gennemleve en vinterferie i regnvejr, fordi man ikke tør tro på, at der kan findes et bedre alternativ.