Sarah Iben Almbjerg: Kære jer, der tager børn med på festival - jeg har et budskab mere til jer

Hold fri, hvil i dit liv. Få børnene passet. Om lidt begynder hverdagen igen. Foto fra årets Copenhell. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Der er ikke sket noget større og mere fantastisk for mig end fødslen af mine to børn. Min fantasifulde datter med det harmoniske humør og min lille krølhårede dreng med de store drømme. Så er dét sat på plads.

Alligevel måtte jeg i sidste uge se min indbakke fuld af vrede mails fra folk, der mener, at jeg er hjerteløs, ubarmhjertig og en dårlig mor - og at jeg i øvrigt skal holde min mund.

Anledningen var en klumme, hvor jeg skrev, at småbørn ikke hører til på rockfestivaler efter mørkets frembrud. I min optik er der ingen blebørn, der drømmer om at rende rundt på en gigantisk markedsplads, når de burde sove, og at dømme ud fra de gigantiske høreværn, de fleste har på, er de heller ikke i gang med at få en stor, musikalsk oplevelse.  Mest af alt synes jeg, at det er synd for dem.

Men måske er det også synd for os. De voksne.

»Den dag Copenhell bliver de smarte københavnerforældres Lalandia, er festen slut.«


Måske er vi så ivrige efter at gøre alting rigtigt, at vi gør det hele forkert. Arbejdet bliver slæbt med hjem på mobiltelefonen, som bliver besvaret, mens vi bygger med Duplo. Det manglende nærvær bliver dulmet med en familietur til Copenhell, hvor vi både skal være nærværende voksne og sjove kammerater og huske teksten til »Plush«, når Stone Temple Pilots indtager hovedscenen. Når vi endelig har fri, skvatter vi sammen som sofasouffléer, der max kan drikke et enkelt glas hvidvin, før vi falder i dødssøvn foran Netflix.

Det er her, festivalerne kommer ind. Som små enkeltstående vikingeoplevelser, hvor vi kan fylde os med (stadigt mere lækker) mad, musik og andre mennesker. Festivalerne er et frikvarter, et gigantisk sanseorgie af lyd og lugt. Der er varmt og beskidt, i hvert fald hvis man gør det rigtigt. At sidde på et storblomstret tæppe og amme er i bedste fald en halv festivaloplevelse, og den dag Copenhell bliver de smarte københavnerforældres Lalandia, er festen slut.

Det handler nemlig ikke bare om forældrene, der muligvis har styr på situationen. Det handler også om festivalens øvrige gæster, der mister et reservat, fordi deres voksenrum bliver taget som gidsel i andres projekt. Som min kollega sagde: Det er altså ikke det samme at tage på Library Bar og drikke Whiskey Sour, hvis der sidder to børn og synger alfabetsangen ved siden af. På samme vis er det også sjovere at sidde i et øltelt, hvor man kan tænke på sin egen fest uden at være bekymret for, om man spilder på de fremmede børn, der sidder ved siden af.

Og ja, man kan indvende at rigtige voksne mennesker slet ikke tager på festivaler. De bliver bare derhjemme. Jeg vil mene, at der er mere brug for de frirum end nogensinde. Især for voksne.

Så tag endelig børnene med på festival. Tag dem med til privatfest, lad dem falde i søvn til »Rabalderstræde«, lad dem se, at også mor kan slå sig løs. Og bed så bedsteforældrene om at tage dem senere på aftenen, når Roskilde Festival for alvor begynder, og musikken skrues op. Find dine gamle militærbukser frem og nyd fire dage, hvor du ikke skal være bange for at ramme et fremmed barn i hovedet med den festcigaret, du skjuler i hånden.

Du er et voksent menneske i en tid, hvor alting glider sammen, og alle skal være alting. På festivalen skal du bare være dig selv.

Hold fri, hvil i dit liv. Om lidt begynder hverdagen igen. Den er fuld af pligter og opgaver og børn. Og de er helt fantastiske at vende hjem til, når du lige har været væk et par dage.