Sarah Iben Almbjerg: Godmodige danske kramme-vikinger dræber kulturen

Det er intet galt med enighed. Problemet er bare, at den søvndyssende konsensus i alt for lang tid har sænket sig over kulturdebatten.

Et foto fra dengang, hvor kulturministeren hed Brian Mikkelsen og folk kom helt op af stolene, fordi han talte om at noget kultur var vigtigere end andet. Arkivfoto
Et foto fra dengang, hvor kulturministeren hed Brian Mikkelsen og folk kom helt op af stolene, fordi han talte om at noget kultur var vigtigere end andet. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Man ser det alle steder. På Folkemødet. På fjernsynet. I den danske debat.

Det er en lille bevægelse, der begynder i nakken og som får både kæbe og pande til at foretage et høfligt buk til siden. Ofte er bevægelsen ledsaget af en ufarlig brummen, der sendes ud mellem lukkede læber. Jeg kalder det evighedsnikket.

Evighedsnikket er den ultimative tilkendegivelse af samtykke. Det er en funktionær-bevægelse. Vedvarende, solid, Monoton.
På Folkemødet handlede evighedsnikket om kulturen. Ja, den er vigtig, nikkede folk. Ja, den er god. Og klimaet skal også reddes. Nik. Nik. Nik.

Men nikket må også forventes, når Kulturmødet begynder i dag. Her vil man nemlig diskutere emner som »Skal fremtidens generationer læse?« og »Er kulturen en redningsplanke i en tid, hvor populisme vinder frem og dannelsesbegrebet er i opløsning?«.

De titler er så intetsigende, at det kunne virke, som om diskutionerne allerede har fundet sted. Jeg ser i hvert fald ingen grund til at rejse til Mors for at se folk nikke i evig samtykke som menneskelige udgaver af små hoptimister, man kan købe i enhver Kop & Kande. Bare lidt kedeligere.

Det er intet galt med enighed. Problemet er bare, at den søvndyssende konsensus i alt for lang tid har sænket sig over kulturdebatten. Det er formentlig også derfor, at Alex Ahrendtsen er blevet landets kulturpolitiske superstjerne. Samme status var Uffe Elbæk lige ved at få, da han lancerede en Marshallplan for dansk kulturliv. Ikke fordi den ville tage penge fra klassiske musikere og give dem til de rytmiske, men fordi den ville noget. Senere kom Elbæk ind på Christiansborg og så døde visionerne.

Sagen er, at vi danskere allerhelst vil være gode venner. Med undtagelse af tastatur-terroristerne, der sviner hinanden til på Facebook, er vi en nation af godmodige kramme-vikinger, der gerne vil have, at alle har det godt.  Det gavner bare ikke kulturen.

Hvis vi elsker ting, skal vi puste nyt liv i dem. Vi skal stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi elsker dem og få det bedste frem i det. Ellers ender man bare med at udpine hinanden som et gammelt ægtepar, der kun bor sammen, fordi ingen orker at finde en ny lejlighed.

Der har været politisk konsensus om kulturpolitikken siden 1970erne, og kulturlivet har vænnet sig til at være stille, medmindre der er udsigt til besparelser. Den, der lever stille, lever af masser af offentlige bevillinger og kun ganske få har modet (og pengene) til at turde skille sig ud og råbe højt. Så er det bedre at nikke videre i næsten Nordkoreansk indforståethed, hvor alle bekræfter hinanden, i at kulturen er vigtig.

Men måske er der forskel på, hvad de unge skal læse, måske betyder læsning noget andet i dag end det gjorde før. Måske skal vi lave en hær af gode, danske kunstnere, der tør at tage til Mors og sætte en kæp i hjulpet på de forudsigelige debatter og vise lidt af den ungdom, kraft og vilde ideer, det hele handler om.

Det er da et forsøg værd. Medmindre man hellere vil synke dybere ned i hjørnesofaen, indstille blikket på uendelig og begynde at nikke.