Sarah Iben Almbjerg: Bliv ven med din eksmands ekskone – det gør tingene meget nemmere

Familien er knopskudt i utallige retninger, vores børn har mange fædre og mødre. Og vi har alle et fælles ansvar for at få det kaos til at fungere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I sidste uge var jeg på sommerferie med min eksmands ekskone. Hun kørte ud til os i Odsherred, den mørkeblå Volvo lastet med børn og bajere, halvdelen af karosseriet næsten slæbende mod grusstien, der fører ned til vores sortmalede sommerhus.

Vi tog imod ved hækken. Mig, forventningsfuld over at skulle tilbringe et par dage med en af mine mest usandsynlige veninder. Drengen med lyst til at tilbringe et par dage sammen med sine halvsøskende. Han stod på tæer i sandalerne for at se over hækken.

Hun og jeg har været gift med den samme mand. Vi har tilmed fået børn med ham – dog ikke på samme tid. De var først sammen og splittede op, inden jeg kom ind i billedet. I en periode boede jeg så sammen med ham. Dengang var hun en skygge, der afleverede børn på dørtrinet og koordinerede det praktiske via en SMS-tråd, jeg ikke var del af.

Det var faktisk først efter min egen skilsmisse, at jeg tog kontakt. Jeg forstod ikke de konflikter, jeg havde med manden, der nu var min eks. Jeg havde brug for en, der kunne gøre mig klogere uden nødvendigvis at tage mit parti.

»Jeg har tit tænkt på, at vi skulle dele en flaske vin,« foreslog jeg over Facebook.

Der gik kun få minutter, så svarede hun:

»Kan du på fredag?«

»Vores børn har mange fædre og mødre. Og vi har alle et fælles ansvar for at få det kaos til at fungere for de små.«


Jeg har ikke mødt andre, der har fået et venskab med deres eksmænds ekskoner. Tit er vores bekendtskab noget, som folk undrer sig over. Kan I være venner? Jeg har også selv lige skrevet det. Hun er min mest usandsynlige veninde. Men hvorfor egentlig?

Vi har netop delt drømme og født drenge med ens træk. Vi har haft konflikter magen til hinanden, stødt panden mod de samme mure. Skulle vi virkelig skule til hinanden fra hver sin side af København, fordi børnene deler gener? Det virker mere oplagt at finde sammen. Det gør også børnefødselsdage sjovere og det praktiske nemmere.

Den danske familie er ikke længere kun den monogame familieform, der kan sidde i en campingvogn. Den er knopskudt i utallige retninger, vores børn har mange fædre og mødre. Og vi har alle et fælles ansvar for at få det kaos til at fungere.

Desværre ser jeg alt for mange, der ser på deres børns stedmødre med mistro og skepsis. Vil hun passe godt nok på mine børn?

Invitér hende på kaffe. Find ud af, hvem hun er. Forstå, hvorfor hun ikke kommer ind, når hun afleverer børnene. Det er meget nemmere, hvis man insisterer på, at der ikke skal være konflikter i hver eneste afkrog af et brud. Som det tyndslidte John Lennon-citat lyder: »Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Det her skete for os. Nu lærer vi at leve med det.

Så her står vi altså på grusstien og ser, hvordan min veninde, der også er min familie, slæber ting op til huset. Selvfølgelig sker det stadig, at vi taler om vores eksmand, men han er ikke længere det, vi taler mest om. Vi er enige om så meget andet.

Som værdien af en varm august, hvor vi sammen bygger sommerhus, mens børnene leger i haven. Og om at vi begge engang kendte en mand, der havde en god smag i kvinder. Det er såmænd nok for os.