Sara har styr på pensionsopsparingen, men hun er alligevel nervøs: »Kan jeg holde til at arbejde så længe?«

Fra det øjeblik 38-årige Sara Søgaard Pedersen fik sit første job, har hun sørget for at have styr på pensionsopsparingen. Det er hun lykkelig for i dag, for ligesom halvdelen af danskerne er hun stresset ved udsigten til yderligere tre-fire årtier på arbejdsmarkedet.

Sara Søgaard Pedersen er 38 år og seniorkonsulent. Hun har mange år på arbejdsmarkedet, inden hun kan gå på pension. Derfor gør hun sig nogle tanker om, hvorvidt hun kan holde så længe. Og om hun kan styre sin karriere i en retning, så hun fortsat er attraktiv for arbejdsgiverne. NIELS AHLMANN OLESEN

Allerede da Sara Søgaard Pedersen som 25-årig sad ved sin første jobsamtale, var pensionen et emne, hun tog seriøst. Hun studerede grundigt virksomhedens pensionsordning og noterede sig, hvor meget der hver måned røg ind på fremtidskontoen.

»Jeg kiggede på, hvad min arbejdsgiver ville betale, og hvad jeg selv skulle betale,« siger Sara Søgaard Pedersen, der er fyldt 38 år og er nået 13 år længere ind i sit arbejdsliv. I dag er hun seniorkonsulent med fokus på digital strategi og forretningsoptimering i den digitale rådgivervirksomhed eCapacity.