Sanne Søndergaard: »Jeg bliver ofte udskammet, men det værste er, når folk taler til mig, som var jeg en hund«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag komikeren og forfatteren Sanne Søndergaard.

»Jeg har altid vidst, at jeg havde talent, og at jeg gerne ville skabe noget. Men det var først i starten af mine 20ere, at det gik op for mig, at det var noget, jeg kunne leve af,« siger Sanne Søndergaard om sin vej ind i stand-uppen. Henning Bagger

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»At man ikke skal lave sin partner om. Det er en moderne damebladsmyte. De skriver »du kan ikke lave ham om«, men jeg synes, det er forkert og fjollet. For det kan du, og det skal du! Man laver hele tiden sin partner om. Det er da det, et parforhold handler om. I en hvilken som helst relation vokser man med hinanden, udvikler sig og tilpasser sig den anden. Hvis ikke en partner er parat til at ændre de uhensigtsmæssige mønstre vedkommende har, og som generer dig, går over dine grænser eller ikke opfylder dine behov hos en partner, så skal I ikke være sammen.«