Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kan du huske Duffy? Den britiske sangerinde, som for mere end et årti siden udsendte ørehængerne »Mercy« og »Warwick Avenue«?
Siden har man ikke hørt meget fra sangerinden, der kun få gange har vist sig i offentlige sammenhænge, men nu er hun selv kommet med en dyster forklaring på sin tavshed. Duffy – med det fulde navn navn Aimee Anne Duffy – skriver i et Instagram-opslag, som hun delte tirsdag, at hun er blevet »voldtaget, bedøvet og holdt fanget over flere dage«. Det er hendes første Instagram-opslag siden 2017.
»Undrer du dig over, hvorfor jeg ikke brugte min stemme til at udtrykke min smerte? Jeg ville ikke vise tristheden i mine øjne til verden. Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan jeg synge, når mit hjerte er knust? Nu er det langsomt begyndt at hele.«
Duffy har angiveligt været i tvivl om, hvornår det var det rette tidspunkt at dele sin historie – men fordi en »venlig« journalist kontaktede hende i sommer, åbnede hun op. Og det viste sig at være en befrielse endelig at fortælle om sine oplevelser, forstår man på hende.
»Selvfølgelig overlevede jeg«
Det er ikke alt, Duffy fortæller i sit opslag. Blandt andet åbner hun ikke op for, hvornår episoden skal have udspillet sig. Men i de kommende dage er der sandsynlighed for, at offentligheden får mere at vide. Et interview vil nemlig blive publiceret, fremgår det. Her håber Duffy at kunne besvare de spørgsmål, hendes følgere måtte brænde inde med.
Duffy blev første gang offentligt kendt, da hun i 2008 udsendte pladen »Rockferry.« Et album, hun modtog en Grammy for, og som solgte over syv mio. eksemplarer. Sangen »Mercy« fra netop »Rockferry« toppede de britiske hitlister.
I 2010 udgav hun albummet »Endlessly«, men siden dengang har der været tæt på total tavshed fra den britiske sangerinde. Hun optrådte til en hyldestkoncert for Edith Piaf, og i 2015 spillede hun med i filmen »Legend«. I sidstnævnte forbindelse udgav hun to numre.
Fra Duffy lyder det, at det var en tidskrævende proces at få det bedre.
»Selvfølgelig overlevede jeg. Bedringen tog tid. Der er ingen nem måde at sige det på. Der er ingen let måde at fortælle dette på. Men jeg kan fortælle jer, at jeg det sidste årti har brugt tusindvis af dage på at få solskinnet tilbage i mit hjerte, og nu skinner solen igen,« skriver den 35-årige sangerinde.