Sandt eller falsk – politiet er på sporet

Tysk politi mistænker en talentfuld kunstner for at stå bag 40 falske renæssancemalerier, som er blevet solgt for 3,7 mio. kroner. Den mistænkte har tidligere været involveret i en svindelsag.

Det ægte maleri af Lucas Cranach. Foto: cranach.net/Dr. Michael Hofbauer Fold sammen
Læs mere

Freden i et idyllisk hus langt ude på landet i Niederbayern er brat blevet brudt.

For få uger siden ransagede kriminalpolitiet i Bayern huset, en nedlagt mølle, der ligger ensomt omgivet af grønne bakker og skov et stykke fra landsbyen Untergriesbach, for at finde beviser i en sag om mulig kunstsvindel af historiske dimensioner. Malerier, tegninger og andet muligt bevismateriale blev beslaglagt.

 

I huset bor Christian Goller, der er en gudsbenådet kirkemaler og konservator. Han er anerkendt for sin ekspertise og sit talent og på egnen kendt som en venlig mand. Men politiet mistænker Goller for at stå bag omfattende svindel med værker fra den berømte tyske kunstner Lucas Cranach den ældres værksted. Cranach (1472-1553) var et af renæssancens hot shots, og bl.a. Statens Museum for Kunst i København har flere mesterværker af kunstneren, der beskæftigede sig med kirkelige temaer som Jesu Korsfæstelse, de ti bud og syndefaldet.

Politiet blev ledt på sporet af kunsthistorikeren Michael Hofbauer fra Heidelberg. Han forsker i Lucas Cranach og står bag en omfattende database, som efter Wikipedia-princippet skal samle billeder af kunstneren. Det var i forbindelse med dette arbejde, at Michael Hofbauer fik mistanke om svindel og derefter gik til politiet.

Mistænkes for 40 tyverier

Politiet mistænker Christian Goller for at stå bag mindst 40 malerier, der er blevet solgt på tyske og udenlandske auktionshuse under betegnelsen »Fra Lucas Cranach den ældres værksted/miljø«. Salget skal have indbragt 500.000 euro svarende til cirka 3,7 mio. kroner. Foruden Goller er tre andre mistænkt for at have medvirket til bedraget.

 

»Skulle mistanken blive bekræftet, vil dette usædvanlige tilfælde i kraft af det store antal forfalskede værker af en navngiven tysk maler være et kunsthistorisk tilfælde,« udtaler Peter Dathe, retspræsident for anklagemyndigheden i Bayern i en pressemeddelelse.Michael Hofbauer har sammen med kolleger analyseret billeder af Christian Goller og sammenlignet dem med billeder af Cranach, og det er små detaljer, der har fået dem til at konkludere, at der er tale om forfalskninger. Stilen er lidt anderledes, det gælder f.eks. den måde ører er malet på, farverne har en anden kemisk sammensætning, og også penselstrøg og ridser i billederne adskiller sig.

Hertil kommer mistænkelige forhold omkring salget af billederne. I et tilfælde har man kunnet konstatere, at sælgers navn og adresse var falsk.Christian Goller var for 40 år siden mistænkt i en anden sag om kunstsvindel. Han solgte en imitation af et forsvundet kirkebillede af Matthias Grünewald (1470-1528) til en privat køber for en beskeden sum. Køberen solgte det senere videre til en respekteret kunsthandler i München for 50.000 mark. Nu var værket pludselig, skriver Süddeutsche Zeitung, et arvestykke fra »en tante i Alsace«. Derefter blev det solgt videre til et kunstmuseum i Cleveland i Ohio for angiveligt en million dollar. Tre år senere konstaterede museet, at der var tale om et falskneri og meldte sagen til politiet. Christian Goller bekræftede, at han stod bag maleriet, men han havde solgt det for en lav pris som en imitation, og der blev ikke rejst tiltale mod ham.»Hvem, der end kalder mig en forfalsker, lyver. Jeg maler blot i samme stil som den gamle mester,« sagde han dengang ifølge Der Spiegel.

Nyhedsmagasinet har besøgt Christian Goller, som bladet beskriver som »en stor fyr med stridt lysegråt hår, ikke uvenlig og en type, der gerne bærer åbentstående skjorte og en tung amulet om halsen«. Han ønsker ikke at udtale sig om sagen, men i Untergriesbach, der ligger tæt på Donau, har borgmesteren kun godt at sige om Goller, og ifølge Der Spiegel roser byens præst ham for at forære værker til kirken og lave restaureringsarbejde til venskabspris.

Svært at afgøre ægthed

Statens Museum for Kunst (SMK) har den største samling af Lucas Cranach den ældre uden for Tyskland, 14-15 malerier plus en samling af grafisk kunst. Bl.a. et portræt af Martin Luther og et billede af Jesu korsfæstelse regnes blandt museets hovedværker.

 

Museumsinspektør Hanne Kolind Poulsen, der for nogle år siden stod bag en stor Cranach-udstilling på SMK, siger, at det er svært at afgøre, om et billede er malet af Cranach selv eller en af hans medarbejdere. Han var meget populær i sin samtid og havde et stort værksted med mange ansatte. Virksomheden gik i arv til hans søn, Lucas Cranach den yngre, og over en periode på 80 år blev der produceret en enorm mængde billeder.»Der er malerisk set tale om ret enkle malerier, så han er sikkert ret nem at kopiere. Hertil kommer, at produktionen var meget stor, og derfor er der mange af hans billeder, som ikke er registreret, fordi de hænger i private hjem og kirker,« siger Hanne Kolind Poulsen.

Derimod mener hun, at konservatorer vil have gode muligheder for at fastslå alderen på værkerne.

»Cranach billederne er malet på træpaneler, og her kan man fastslå alderen ret præcist. Konservatorer råder også over en række teknikker, hvor man kan belyse maleteknik og stil og dermed ægthed,« siger Hanne Kolind Poulsen.