Sandheder er menneskets værste fjende

I Nordkorea er religion forbudt, men den enevældige hersker Kim Jong-il kaldes for »Solens søn«, og tættere på det guddommelige kan et menneske næppe komme. Det er et godt eksempel på, at der hvor menneskeskabte systemer ikke tillader fundamental undren og tro, bliver systemet i sig selv guddommeligt - og dermed det menneskeliges fjende, hævder den nu afdøde filosof Eric Voegelin. Og med ham også Voegelin-eksperten Søren Hviid Pedersen, for hvem ikke bare marxismen, men også Søren Krarup, CEPOS og velfærdsstaten er det menneskeliges fjende.

Illustration: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Hvilke guder beder chimpanserne så til?

Søren Hviid Pedersen slår en høj latter op, og det er lige før, at den overdøver trafikken udenfor hans lejlighed ved et af de mest trafikerede hjørner i Odense.

»Der findes faktisk forskere, som i øjeblikket er i færd med at sammentænke evolutionslæren med bevidsthedsforskning, men så langt gik Voegelin nu ikke«, siger han så. Med andre ord: Måske er spørgsmålet ikke så vanvittigt, som det umiddelbart kan synes.

Voegelin?

Voegelin er en af de største tænkere indenfor området politisk videnskab eller politisk filosofi, hvis man spørger lektor ved Syddansk Universitet Søren Hviid Pedersen, og det er lige præcis, hvad vi gør. For i USA er »The Voegelin Institute« ved at lægge sidste hånd på udgivelsen af hans samlede værker.

Det bliver i omegnen af 40 bind.

Søren Hviid Pedersen er en af de danskere, der ved mest om Voegelin. Han erhvervede en ph.d. fra University of Essex med afhandlingen »Natural Law and the Good Polity«. Og her er vi inde i kernen af Voegelins filosofi: Langt de fleste filosoffer og forskere i politisk videnskab standser deres undersøgelser ved bystaternes og det moderne demokratis fødsel i det antikke Grækenland.

Men ikke Voegelin. Hans forskning går tilbage til de første skriftlige kilder, vi overhovedet har, kileskriften og dens videreudvikling hos sumerne, assyrerne, babylonerne og de andre tidligste civilisationer.

Det ligger umiddelbart til højrebenet: Hvordan kan man forske i politisk videnskab uden at inddrage det, der gik forud for politikken? Det er selvfølgelig her, at det guddommelige kommer på banen. For i disse tidlige civilisationer havde det guddommelige en helt anden status, som vi i den moderne, såkaldt oplyste, verden har svært ved at forestille os.

Hvordan sammentænker Voegelin Gud og politik?

»Gud og politik hænger uløseligt sammen, hvis du spørger Voegelin«, siger Søren Hviid Pedersen og kommer med et nutidigt eksempel: »Tag Nordkorea. Her er religion forbudt, men i stedet er lederen Gud. Han kaldes endog Solens søn, og tættere på det guddommelige kan man vel ikke komme. I Japan mente man indtil Anden Verdenskrig, at kejseren var Guds stedfortræder på Jorden. Det kan koges ned til noget meget simpelt: Når religionen tages ud af samfundskonstruktionerne, overtager konstruktionerne det guddommelige. Derfor gælder det for alle ideologier, at hvis de ikke giver plads til det guddommelige, så bliver ideologien en guddom i sig selv og så bliver det totalitært.«

»Tag for eksempel marxismen. Voegelin kaldte direkte Marx for en intellektuel svindler, for Marx sagde lige ud, at han havde fundet sandheden og vejen, og han ville ikke modsiges. Det er jo ren Jesus, det er en religion. Selve konstruktionen af marxismen er også religiøs, fordi den opererer med treenigheden før, nu og fremtid, hvor fremtiden er utopien, paradiset på jord. Samme konstruktion som i kristendommen, men der er utopien tilhørende gudsriget, det er hævet over mennesket. Derfor udvikler kristendommen sig ikke til noget ultimativt totalitært, selv om den ved Gud har været tæt på«, siger Søren Hviid Pedersen, som først bagefter lægger mærke til det lettere komiske ved udtalelsen.

Med det verdensbillede må Voegelin have en klar definition af mennesket?

»Ja, men kendetegnende nok er det en definition, der åbner for det søgende i stedet for at fastslå noget én gang for alle, for så ville han jo også være totalitær ifølge sin egen definition. Voegelin opererer med et fundament, som han kaldet »The Ground« og »The Question«. Mennesket har altid søgt svaret på to spørgsmål: Hvorfor er der noget snarere end ingenting, og hvorfor er tingene som de er og ikke anderledes? Disse spørgsmål er vores basale fundament som mennesker, mener Voegelin. Vi lever i en evig spænding i vores søgen efter svaret på disse spørgsmål, og det er menneskets basis. Vi er nysgerrige, undersøgende og spørgende; mennesket er undren. Når denne undren bliver undertrykt, mister vi humaniteten. Begrebet sandhed afskaffer derfor humaniteten, og moderne ideologier gør det samme. Resultatet er, at mennesker bliver til midler i stedet for mål.«

Det må du lige pinde lidt mere ud

»Når vi afskaffer disse to grundlæggende spørgsmål, altså vores fundamentale spænding, så får vi vrangbilleder. Vi afskaffer kontakten til virkeligheden og bliver derfor totalitære. Det er måske svært at forstå, for det er jo radikalt anderledes end det, vi ellers præsenteres for. Vi er for eksempel vænnet til at betragte utopier som noget positivt, men det mener Voegelin overhovedet ikke, tværtimod. I stedet sætter han idealer, for de har det søgende element i sig, det har utopier ikke. For så vidt er det meget enkelt: Vi har alle en fornemmelse af, hvad det gode er, og det søgende og undrende menneske er mindre tilbøjeligt til at slå ihjel, fordi det ikke opererer ud fra en bestemt sandhed.«

Kan han decideret påvise det?

»Voegelin gør meget klart rede for vores opfattelse af verden i første bind af fembindsværket »Order and History«, som omhandler tiden indtil bystatstanken og demokratiet i antikken. Demokratiet indfører et led mellem mennesket og det guddommelige, som ikke var der tidligere, men det tager ikke livet af det guddommelige. Samspillet mellem myterne, oraklerne og kosmos­tanken får deres gang på Jorden som politikken, borgerne og verden, men stadig med denne søgen som et fundament. Voegelin kalder disse undersøgelser for historiegenesis, altså oprindelseshistorie, en søgen efter vore basale præmisser. Og helt basalt har vi altid gjort det samme, nemlig søgt efter svaret på, hvorfor vi findes. Derfor udtænker vi skabelsesberetninger som svar på de fundamentale spørgsmål. Og vi gør det såmænd stadigvæk, tag bare Søren Krarup.«

Søren Krarup?

»Søren Krarups store projekt er at udtænke en Danmarksmytologi, en Danmarkshistorie. Danmark blev født engang, er påstanden. Det er en moderne skabelsesberetning, for de universelle spørgsmål er på spil. Men det er selvfølgelig altid en konstruktion. Hvis det bliver gjort til en sandhed, går man, ifølge Voegelins tankegang, ud over det væsentligste i mennesket, og så begynder totalitarismen at dukke op.«

Så Søren Krarup er nutidens svar på Saxo?

»Det kan du godt sige. Søren Krarup går fejl af det fundamentalt menneskelige i sin iver for at få vedtaget en sandhed, der ikke kan rokkes ved. Det er i modstrid med vores behov for en transcendental bevidsthed, altså en bevidsthed der går ud over det, vi ved med sikkerhed. Når du indfører paradiset, sandheden, det ultimative mål i en jordisk sammenhæng, bliver det totalitært, i dette tilfælde det, som jeg vil kalde en blød totalitarisme, for der er ikke helt lukket. Det er det, der viser, at vi lever i et demokrati. Al-Qaeda og islamisme er et godt eksempel på en hård totalitarisme. Her skal der ikke stilles spørgsmål ved noget som helst, og det skulle der heller ikke i marxismen eller nazismen. Igen: Når du har vedtaget en sandhed, lukker du for den transcendentale bevidsthed og bliver dermed til fjende af menneskeligheden. Det totalitære er fravær af transcendens. Man kan med Voegelin sige, at der er en fundamental forskel på mennesker, der anerkender religiøsitet og dem, der ikke gør det. Al-Qaeda er en perversion, de er ikke religiøse. Du kan ikke være religiøs og totalitær påén gang, for det totalitære er et forsøg på at få paradiset ned på Jorden i form af politik. Og så er vi tilbage til Nordkoreas store leder, Solens søn. Når mennesket ikke får lov til at være religiøst, altså søgende efter de fundamentale spørgsmål, bliver det religiøse erstattet af det totalitære. Voegelin siger, at tilværelsens gåde ikke kan løses. Det er derfor, at vi skal bevare åbne institutioner i de politiske systemer. Det er også derfor, at jeg synes, at Voegelin er særdeles relevant i vore dage.«

Han går for at være en konservativ filosof men hvorfor egentlig?

»Jamen, det skyldes vel, at han var samtidig med hele Den Kolde Krigs periode. Voegelin leverede en meget brugbar kritik af marxismen, og derfor er han også stor i USA. Men sagen er, at hele opfattelsen af en højre/venstre-akse i sig selv er en reduktionisme, en forenkling af virkeligheden. Når vi først har slået fast, hvad der er henholdsvis højre- og venstreorienteret, behøver vi ikke tale med hinanden. Så Voegelin kan bruges til at kritisere både til højre og venstre. Først efter Murens fald kan vi begynde at se ham noget mere tydeligt, men han er ufed på den ufede måde: Han leverer ingen svar, men han leverer eminente redskaber til en analyse. Al-Qaeda kan ikke forstås ud fra en højre/venstre-akse, og det kan hele problemstillingen med globalisering, den moderne kapitalisme og nationalismens genkomst heller ikke.«

Voegelin burde få en revival?

»Bestemt. Men han er meget svær at læse, så det ligger måske ikke lige for. Hans blik for det totalitæres rødder ser du til gengæld også hos en tænker som Hannah Arendt, som er kommet meget frem på det seneste, og hun er meget mere tilgængelig. I dag kunne man også bruge Voegelin til at kritisere neokonservatismen, hele holdningen, at vi skal udbrede den liberale tankegang for enhver pris, er totalitær, fordi den bliver en sandhed på samme måde som marxismens sandhed: Modsig mig ikke. Så det bliver til det, jeg kalder blød totalitarisme. CEPOS herhjemme har også en rem af huden: Det frie marked er Gud, det er deres sandhed. Men omvendt, hvis vi, som der er tendenser til i øjeblikket, betragter velfærdsstaten som et mål i sig selv, bliver det også totalitært. Her kan du se resultatet i den moderne danske evalueringskultur, der gør mennesket til et middel. Så det er måske derfor, at Voegelin aldrig bliver populær hos overbeviste regeringsledere, der laver ideologier: Voegelin ville kalde de her tendenser for det menneskeliges fjende«, siger Søren Hviid Pedersen, som åbenbart ikke selv er bange for at rage uklar med stort set alle og enhver.