Sammenbidt julehygge

Christian Mørk bylinefoto byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Brooklyn er ramt af sammenbidt julehygge. Det er et udtryk, vi opfandt i mit barndomshjem for at beskrive den aktivitet, folk sætter i sving for at camouflere, at familien faktisk er ved at gå lige så meget i opløsning som samfundet omkring den. Flere gaver! Flere grangrene! Og kan I så allesammen hygge jer, så man kan se det!

Min barber rundt om hjørnet, Sergej, har mistet humøret. Han og hans bror Robert kom hertil fra Usbekistan efter at have klippet Den Røde Hærs soldater. Normalt er Sergej god for mindst et par brandere om Putin, mens han serverer gratis kold øl til dem, der sidder og venter. Men ikke i dag.

»Du skal bare studses, ikke?« spurgte han mig mut, mens en kunde kiggede på sin Budweiser-dåse, hvorpå der stod AMERICA. Manden lo bittert.

»Tja, det er vel vores Amerika i mindst et par uger endnu, hvad?« sagde han.

Anna, en af frisørerne, vendte sig om, som om nogen havde brændt hende med en cigaret. Hun stammer fra Moskva, og hendes mund blev stram. Hun følte sig truffet på en måde, jeg aldrig før har set i mit kvarter, hvor folk ellers er vant til at spøge med hinanden på groveste vis. Rusland er hurtigt blevet et skældsord, selvom det ikke bliver sagt højt.

Hjemme i min bygning var der pyntet op til den årlige julefest, som altid afholdes i foyeren. Bygningen var hotel engang, og vi har stadig portnere, der sidder bagved den gamle skranke og tager imod vores post.

En af dem hedder Zahra. Hun er en tungt bygget kvinde et sted i tresserne, som altid er tildækket og går med hijab. I de fire år, jeg har boet i bygningen, har hun altid spurgt til Amerikas kulturelle sædvaner og skikke, så hun bedre kunne begå sig i dem. Hun stammer fra Yemen og har siddet bag skranken i 29 år. Julefesten var også hendes afskedsreception.

Efter at en af beboerne havde overrakt hende et gigantisk postkort, hvorpå alle vi andre havde skrevet lykønskninger, gik hun ind ved siden af i postrummet og græd.

»Jeg elsker at være her hos jer, men jeg holder op nu, fordi jeg ikke ved, hvordan tingene bliver i Amerika for os muslimer,« forklarede hun.

Men hvad ville hun så?

»Måske flytter jeg over til min nevø i London. Jeg ved det ikke. Måske er det et godt tidspunkt at udføre min pilgrimsfærd til Mekka på. Men det er jo også livsfarligt, efterhånden.«

På pubben Pete’s Tavern sad min veninde Karen, som arbejder med latinamerikanske værdipapirer, og rystede på hovedet.

»Alting står stille lige nu,« sagde hun. »Ingen banker vil understøtte nye byggeprojekter, fordi vores nye regering ikke har sagt, hvad den vil gøre ved de regler, vi har for frihandel.«

I hendes bank havde halvdelen fået en fyreseddel i julegave.

Selv vil jeg sætte mig på en flyver i morgen. Jeg vil gå gennem security uden at være sammenbidt. Og jeg vil lande i Danmark juleaftensdag i forvisning om, at højtiden ikke er forloren, hvis blot jeg husker, at kun frygten kan uddrive julen.

Lad det ikke ske.