Salmesnedkere ved den yderste rand

Bøger: Bo Nygaard Larsen. »Himmelgrus«. Journalist Bo Nygaard Larsen har opsøgt ti moderne danske salmedigtere, og det er der kommet en veloplagt bog ud af. Med en del siderøg som sidegevinst til læsende eks-rygere.

Den vejrbidte og forblæste stemning i »Himmelgrus« understøttes fint af Martin Munchs sort/hvide-fotografier. Her er det forfatter, salmedigter og præst for Bovlund Frimenighed Sten Kaalø. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

De salmedigtere, vi insisterer på at kalde moderne, er efterhånden nået en ærværdig alder. Journalist Bo Nygaard Larsen, kendt fra bl.a. programmet Folk og Kirke på DR P1, har besluttet, at hvis de skal præsenteres som samlet gruppe, skal det være nu. Så i denne interviewbog rejser han rundt til Lars Busk Sørensen, Hans Anker Jørgensen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Leif Rasmussen, Sten Kaalø, Jens Rosendal, Johannes Johansen, Inge Hertz Aarestrup, Johannes Møllehave og Holger Lissner.

Deres yngre arvtagere er ikke lige til at få øje på, men som Holger Lissner siger, kommer nye salmer kun, når kirken går rundt om et hjørne. I tilfældet med denne generation, der for de fleste vedkommende er født i 1930erne og 1940erne, var det måske mere hele samfundet, kulturen og musikken, der rundede et skarpt hjørne i 1960ernes opbrud. Mens kirken fortsatte ligeud.

De nye salmedigtere er nemlig på ingen måde blevet båret rundt på hænder. Mange har vejet og fundet dem for lette målt med den klassiske danske salmeskat, og mange af deres salmer har været omstridte, både teologisk og kunstnerisk. Nu er de imidlertid alle, bortset fra Inge Aarestrup, der har sin baggrund i KFUM og Indre Mission, repræsenteret i Den Danske Salmebog fra 2003. Her i bogen har de hver især udvalgt tre af deres egne salmer, der står at læse efter samtalerne, der ofte foregriber salmernes temaer.

Den proto-typiske moderne salmedigter er mand på omkring de 70. Han er født på landet, har gået på seminarium, været folke- eller højskolelærer og bor i dag i den yderste klitrække med Vesterhavet lige uden for døren. Han er en sej og vejrbidt gammel gubbe, der lever med i ebbe og flod og skyernes flugt hen over himlen. Han ryger cigaretter, cigarer og pibe, men der er heldigvis så meget træk i den gamle rønne, at røgen slet ikke hænger ved i huset.

Vel, jeg overdriver, for geografisk kommer vi rundt i landet fra Johannes Johansen i Svendborg til Johannes Møllehave på Frederiksberg og Lisbeth Smedegaard Andersen tæt på Kongens Have i København. Alligevel er der i bogen en særlig rammesætning med et liv på kanten af elementerne, digteren mellem himmel og hav, i ensom kamp med stoffet og Vorherre. Den vejrbidte og forblæste stemning understøttes fint af Martin Munchs sort/hvide-fotografier.

Fri for automatsprog
Bo Nygaard Larsen er tydeligvis fascineret af sine salmedigtere, skam ikke kun deres salmer, men også deres personligheder, livshistorie, møbler, rygevaner. Han bliver lidt ked af det, når han ikke må komme ind og kigge i den »modfaldne skurvogn«, hvor Sten Kaalø skrev sine første salmer. Vi er meget langt fra båndudskriftet, og selv om den megen henførthed godt kan kamme over, har den alligevel noget rørende over sig, der gør, at begejstringen forplanter sig til den måske mere reserverede læser.

Også fordi samtalerne i denne bog har et andet præg end andre kirkelige samtalebøger, hvor præster ofte ikke kan lade være med at »forkynde« og dermed lægge et filter af rituelt (automat)sprog ind i snakken. Selv om en del af de moderne salmedigtere har været præster, en enkelt sågar biskop, taler de på en anden måde, mere nøgternt og nøgent. Måske skyldes det den praktiske og ydmyge tilgang til det svære salmehåndværk. Måske er det fordi salmedigteren, som flere pointerer, skal sætte sig i menighedens og ikke i præstens sted. Salmen er ikke forkyndelse, men et svar på den forkyndelse, der høres. Derfor skal menigheden kunne gøre salmens ord til sine egne ord. De må være vederhæftige.

Og sådan virker de i denne bog. I tilgift får vi læsende eksrygere så en masse siderøg, der stiger op fra bogen og lifligt ombølger os. Så sødt som et hiv i gamle dage. Dybt ned i lungerne. Sådan kan man leve på den yderste rand.