Historien om en ung nordmand, der blev nægtet adgang til USA og sendt hjem til Norge igen, er gået verden rundt.
I et interview med den norske avis Nordlys sagde 21-årige Mads Mikkelsen, at han var blevet nægtet indrejse til landet, efter det amerikanske grænsepoliti havde fundet et meme – altså et sjovt billede – med den amerikanske vicepræsident J.D. Vance på hans telefon.
Historien blev samlet op af udenlandske medier, og modstandere af den nuværende amerikanske regerings brugte det som et eksempel på overdreven politisk kontrol.
En af dem er finske Pekka Kallioniemi, som forsker i desinformation.
»Dette er de samme folk, der skyder Europa i skoene, at der mangler ytringsfrihed,« skrev han med henvisning til historien om Mads Mikkelsen.
Men det amerikanske grænsepoliti (CBP) går nu i rette med historien.
»Mads Mikkelsen blev ikke nægtet indrejse på grund af memes eller politiske årsager, det var på grund af hans indrømmede stofbrug,« skriver det på X.
Mikkelsen mener dog ikke, at CPBs historie holder vand.
Lovligt som alkohol
Han forklarer til de norske medie Nordlys og Dagbladet, at grænsepolitiet i Newark lufthavn truede ham med en stor bøde på mindst 5.000 dollar, hvis ikke han lod dem kigge i sin telefon.
Siden blev han afhørt meget længe i den amerikanske lufthavn, og politiet stillede spørgsmål om narkotikasmugling, terrorplaner og om højreekstremisme.
Mads Mikkelsen skulle også udlevere navne, adresser og telefonnumre på alle, han skulle mødes med på sin tur til USA.
Undervejs i afhøringen fortalte han, at han ved to lejligheder havde røget cannabis, har han sagt til Nordlys.
Én gang i Tyskland og én gang i New Mexico i USA. Begge steder er det lovligt, og derfor mener Mikkelsen ikke, at det burde være grund til, at han ikke måtte rejse ind i USA.
»Det er et lovligt rusmiddel ligesom alkohol de steder, hvor jeg indtog det,« siger han til Nordlys.

Han tilføjer, at det ikke i øjeblikket virkede som om, at grænsebetjentene gik synderlig meget op i dén detalje.
Derudover, påpeger han, var der en række fejl i de dokument han fik fra Homeland Security, da han efter flere timers afhøring og venten blev nægtet indrejse.
De skrev blandt andet, at han har et spansk pas – men han har aldrig været i Spanien – og at han skulle besøge familie i USA, hvad han ikke skulle. Homeland Security skrev også, at han var i besiddelse af en pibe, men det var han heller ikke.
Dagbladet skriver, at det har set billeder af dokumenterne, som bekræfter Mikkelsens udlægning af de forkerte oplysninger.
Han siger til Nordlys, at hans egen teori er, at han blev nægtet indrejse, fordi de amerikanske immigrationsmyndigheder har kvoter for, hvor mange der skal deporteres.
»Som solorejsende blev jeg tilfældigt udvalg og sendt hjem,« siger han.
Han tilføjer, at han på ingen måde havde forestillet sig, at sagen skulle gå verden rundt – han ville bare gøre opmærksom på, hvordan grænsekontrollen i USA kan opføre sig over for turister.



