»Sårfeberen fra 1864«

1864 var et traume for Danmark, og den begivenhed filmatiseres fra april af Ole Bornedal, og DR lægger ifølge dagens avis op til en flot og dyr serie med en række af landets bedste skuespillere.

»Historikere er jo stort set uenige om alt, så det er svært at tale om historisk korrekt,« siger Bornedal. Det er upræcist sagt, fordi der kan etableres viden ud fra håndgribelig forskning, men det er sandt, at der er konkurrerende fortolkninger af, hvordan vi skal forstå 1864 som national skæbnestund. Så vi har til gode at se om og hvordan Bornedal vil lægge vægten i fortællingen, der dog klogeligt som historisk afsæt bruger Tom Buk-Swientys roste værker om forløbet.

Betydningen af 1864 er stor: Danmark fik savet en tredjedel af sit område og blev Europas næstmindste land. Vi var truet på eksistensen og i høj grad holdt oppe af andre stormagter. Vi blev for alvor så små at vi nogle generationer efter indrettede et forsvar, der knapt kunne mere end markere vor neutralitet.

Vi gik i hele perioden før og efter 1864 fra at være krigsførende til at være en pacifistisk nation. Den bevægelse kender i vores egen tid fra Murens fald, over Eks-Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen og Mali. Sådan noget har både før og nu delt nationen.

1864 betød en voldsom indadvendthed. Godt nok blev heden opdyrket og blev til rigt landbrugsland. Mentaliteten var defaitisme: »Undergangens angst er gået mig i blodet«, skrev Henrik Pontoppidan i 1919.

Eller tag den unge Johannes V. Jensen, der i slagskyggen af 1864 skrev den historiske roman »Kongens Fald«. En del af »faldet« handler her om handlingslammelse, der står over livskraft. I digtet »Sønner af de Slagne« (1904) appellerede Jensen også til, at der skulle komme en ny generation af handlingsmennesker og tage over fra de gamle:

»Ifra Gorm den Gamle til den dag i dag elskte vi at samle ak, paa Nederlag! Dette vil vi mindes med en knyttet Haand mens vi skuer fremad af en anden aand«

Først i 1949 opgav vi neutralitetspolitikken og valgte side med NATO , men forinden var gået generationer med en voldsom åndelig eftervirkning af tabet i 1864. I romanen »Tine« bruger forfatteren Herman Bang ligefrem udtrykket »Sårfeberen fra 1864«, som er til at tage og føle på.

Jeg vover at sige, at uden fornedrelsen i 1864 havde vores land, litteratur, kunst og mentalitetshistorie været anderledes og vi havde tidligere engageret os i verden. Men jeg glæder mig til Ole Bornedals serie. Der bliver masser af billeder at diskutere.

Hele rekonstruktionen af vores fortid kommer uden tvivl op igen, og lur mig om ikke det bliver et værdipolitisk slagsmål mellem blå og røde.