Så'n gik det til, da farfar var ung

Danskerne elsker at se deres barndoms landskaber gengivet på spillefilm, men ofte er det en karikeret version af fortiden, vi bliver præsenteret for. Læs her, hvordan nutiden har skildret danskerne i 1900-tallets forskellige årtier på film.

Danskernes forkærlighed for historiske film og TV-serier fik et vældigt løft af »Matador«, her med Buster Larsen og Kurt Ravn. Foto: Mini Wolf Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ole Bornedals »1864« har som få TV-serier fået danskerne til at tale historie, samtidig med at bølgen af historiske danske film fortsætter usvækket. Til næste år kommer der hele to film om 1970erne, nemlig Ole Christian Madsens »Itsi Bitsi« og Thomas Vinterbergs »Kollektivet«. At lave film handler om at formidle en historie så visuelt som muligt.

Så når man skal lave en spillefilm, der foregår i 40erne, 50erne, 60erne eller 70erne, drejer det sig om, at publikum skal kunne føle sig hjemme i filmenes gengivelser af de pågældende epoker. Det betyder, at de rigtige kostumer, købmandsskilte og biltyper har en vigtig signalværdi, og danske scenografer holder en høj standard.

Historisk autenticitet er dog i lige så høj grad et spørgsmål om, hvordan karaktererne og deres indbyrdes relationer bliver gengivet, så de fanger det forgangne på rette vis. Læs her, hvordan 1900-tallets årtier er blevet sat på film i Danmark.

1940erne og 1950erne

1940erne i danske film er i det store og hele synonymt med besættelsen og modstandskampen. De fem onde år er blevet flittigt skildret på film, fra Bodil Ipsens guldpalme-vindende »De røde enge« (1945) til Ole Christian Madsens »Flammen og Citronen« (2008), og det er bemærkelsesværdigt, hvordan gengivelsen af forholdet til tyskerne udvikler sig gennem tiden.

I »De Røde Enge« bliver Poul Reichhardt tortureret af Gestapo, men får også hjælp af en antinazistisk tysk fangevogter, der har mistet hele sin familie under et allieret bombardement.

Filmen er naturligvis farvet af en tilbøjelighed til at betone danskernes heltemod, men det er som om, at den da præsente, virkelige modstandskamp har indgydet filmen en alvorsfuld eksistentiel tone, der forsvinder fra senere danske film om besættelsestiden.

I en TV-serie som »Matador« (1978-1982) har Danmark i besættelsesårene allerede fået karakter af at være verdenskrigens »flødeskumsfront«, ikke mindst i en scene på kroen, hvor fire tyske officerer synger en vemodig vise fra hjemlandet.

Poul Reichhardt spillede flere gange frihedskæmper i danske film, her i Bodil Ipsens »De Røde Enge« fra 1945. Fold sammen
Læs mere

Den egentlige modstandskamp er reduceret til at være noget, en klaverlærerinde og en landsbylæge dyrker som en slags hobby, når de ikke spiller kammermusik. I »Flammen og Citronen« er tonen atter blevet alvorsfuld, måske under inspiration fra Danmarks fornyede engagement i militære konflikter.

For første gang vises der også brudlinjer internt i modstandsbevægelsen. Anden halvdel af 1940erne og 1950erne i filmisk henseende blevet stedmoderligt behandlet, idet perioden stort set er usynlig i de efterfølgende årtiers danske film.

En undtagelse er TV-serien »Edderkoppen«, der ganske vist foregår i 1949, men som genskaber datidens København, så det snarere ligner 1930ernes Chicago komplet med gangsterkonge, korrupte strømere og kyniske reportere.

Der er dog troværdighed i skildringen af den moralske træthed, som krigen og det efterfølgende retsopgør har efterladt i landet. Louise Friedbergs ret oversete film »Eksperimentet« (2010) udspiller sig i 1952, og selv om filmen foregår i Grønland, er den et indirekte billede af Danmark på tærsklen til velfærdssamfundet.

Den gode vilje i velfærdsmodellen er stadig forankret i det formynderiske, der yderligere bliver forstærket af kolonialismen. Dette kommer klart til udtryk i den sande historie om en dansk sygeplejerske, der skal tage sig af 16 grønlandske børn, der er blevet »tvangsomvendt« til at blive danske.

Ligesom i andre »periodefilm«, trækker »Eksperimentet« tidsånden op med sit fokus på forholdet mellem individet og autoriteterne. Mændene tyranniserer kvinderne, kvinderne tyranniserer børnene, og alle tyranniserer grønlænderne.

1960erne

Når det handler om, hvordan 1960erne bliver fremstillet i dansk film, kan man ret klart dele årtiet op i to perioder, der næsten er modsatrettede i stil og tidsånd. Groft sagt kan man sige, at den første del af 1960erne var, da The Beatles havde ens uniformer på (den såkaldte mod-stil), mens den anden halvdel begyndte, da de tog forskelligt tøj på (hippiestilen).

Bille Augusts »Tro, håb og kærlighed« begynder i 1963, og en hel del af filmen handler faktisk om teenageren Bjørns oprør gennem den ny Beatles-kultur, samtidig med at den subtilt portrætterer et Danmark, der endegyldigt er på vej ud af 1950ernes nøjsomhed. Bjørns familie forlader deres forfaldne lejekaserne og flytter i en nybygget boligblok, hvor de under flytningen laver en symbolsk, social opstigning i den lyse, rummelige trappeopgang.

Den nye teenagekultur bliver kærligt satiriseret, da Bjørn køber en fiks og færdig Beatles-uniform i et stormagasin (hvor ekspedienten er en langt ældre herre, der ligeledes er trukket i den stramme uniform).

Bjørn reder sin Elvis frisure ned i en Beatles-»gryde«, og så er der dømt asfaltbal med »twist and shout«. Her møder han den lidt gådefulde Anna, hvis udslåede hår signalerer, at hun er af en anderledes støbning end de pæne piger med bikube-frisurerne i Bjørns klasse.

Bille Augusts »Tro, håb og kærlighed« bruger The Beatles til at forankre tidsbilledet i første halvdel af 1960erne. Fold sammen
Læs mere

Som nutidigt publikum kan man sagtens se Anna som kommende indbygger i den endnu ikke etablerede »Fristad«. Det kan kun gå galt. Anna bliver gravid, og filmen skåner ingen i sin skildring af den ulovlige aborts rædsler. En del af attraktionen ved »Tro, håb og kærlighed« har den til fælles med tids-seismografiske TV-serier om samme periode som »Mad Men« og den danske »Krøniken«.

Et nutidigt publikum kan føle sig klogere end handlingens karakterer, da det i modsætning til dem er bevidst om den æra, der er på vej ind. Typisk er det kvinderne, der byder den nye tid velkommen, såsom Bjørns mor i »Tro, håb og kærlighed«, der skaffer den nye lejlighed trods sin mands uvilje ved forandring.

I den anden halvdel af 1960erne kommer den ny æra uafviseligt til Danmark, og et nyligt eksempel på en film der lodder skiftet i tidsånden med stor dygtighed er Niels Ardens Oplevs gennembrudsfilm »Drømmen« (2006), hvor en indigneret skoleelev under indflydelse fra Martin Luther King tager kampen op mod en tyrannisk skoleleder (Bent Mejding).

Skolelederen er ikke bare reaktionær, men er en ondskabsfuld sadist og river drengens øre halvt af i raseri, mens det omkringliggende autoritetstro landsbysamfund vender det blinde øje til. Anders Berthelsen er en langhåret skolelærer, der formidler den ny tid til skolebørnene i det sagtmodige provinsmiljø ved at lære dem at spille blues, indtil den onde rektor får stoppet »negermusikken«.

Musikalsk er »Drømmen« usædvanlig ved at signalere 1960erne ved hjælp af soul og blues snarere end syre-rock, der ellers er den sædvanligste tidsmarkør på lydsiden i film om årtiet, men den sorte musik bruges også for at knytte forbindelsen til den sorte borgerrettighedsbevægelse, som drengen er inspireret af.

De rebelske 1960ere er nu i fuld sving. Sanglæreren starter sin undervisning ved at bede børnene om at smide sangbøgerne over i et hjørne, og »Drømmen« kan sammenlignes med andre film, såsom »Gøgereden« og »Døde Poeters Klub«, der også synes at genopføre ungdomsoprøret i alternative rammer.

1970erne

1970erne må være det årti, der er nemmest at gøre identificerbart på film og Niels Gråbøl gør det næsten overtydeligt i »Det store flip« fra 1997. Teenageren Christoffer (Sixten Tobias Kai Nielsen) tvinges til at flytte i flipperkollektiv af sine forældre, den seksuelt eksperimenterende Maria (Ditte Gråbøl) og far Nisse (Niels Olsen), der er så blød en mand, at han nærmest er kronisk grådlabil.

»Det store flip« er ikke en kærlig hyldest til årtiet, men snarere en vred dissektion af det nye hykleri, der opstod, da den intellektuelle middelklasse netop søgte at gøre op med den »borgerlige« dobbeltmoral.

Kollektivet viser sig hurtigt at være dybt dysfunktionelt, hvor beboerne passivt-aggressivt tvinger de tøvende til orden. En mand dyrker »fri« sex, men banker sin kone, da hun forsøger det samme. Det slipper han af sted med, da kollektivet finder det nødvendigt, at han kommer ud med sin vrede.

Kollektivets revolutionære ideolog sender Christoffer ud på hærværksturne mod Den Kongelige Porcelænsfabrik, men kryber kujonagtigt sammen i kollektivets havebuskads, da ordensmagten kommer på visit. Alle hader Palle, der desperat forsøger at få kollektivet til at meditere: »Jeg synes, vi har en enormt god vibration, skal vi ikke meditere på den?«

Der er mange tidstypiske detaljer. Man kører i folkevognsrugbrød med reservehjul på køleren og bruger røde ølkasser som reoler. Christoffers far går i kaftan, fordi tissemanden så kan være dejligt fri for at være indespærret, og alle slipper det hele løs i svedehytten, hvor vibrationen er så lårtyk, at Christoffer besvimer.

»Det store flip« er en ondskabsfuld satire, der helt forsømmer at forklare attraktionen ved at flytte i flipperkollektiv.

Niels Olsen og Ditte Gråbøl flytter ind i et imperialistfrit område i Niels Gråbøls »Det store flip«. Fold sammen
Læs mere

I den henseende er den danske film interessant at sammenligne med Lukas Moodyssons »Tillsammans« (2000), hvor en kvinde flytter ind i et socialistisk kollektiv for at undslippe et voldeligt ægteskab. Selv om »Tillsammans« også gør nar af tidens tilbøjeligheder (et af kollektivets børn hedder »Tet« – opkaldt efter Vietnam-krigens Tet-offensiv), får Moodysson formidlet så meget af periodens svimle tro på utopien, at det bliver mere vedkommende.

1980erne

Det synes som om, at et årti skal have mindst 20-30 år på bagen, før det giver mening at beskrive det på film. I amerikanske film og TV-serier bliver 1980erne efterhånden refereret ret hyppigt, et tidligt eksempel var TV-serien »Venner«, hvor de medvirkende fyre altid har et enormt pop-hår, når der tilbageblikkes på deres ungdom.

Trods de iøjnefaldende modemæssige kendetegn ved 80erne er der dog et problem, der så at sige vanskeliggør »tidsrejser« tilbage til det årti, idet det er en fortid, der ganske enkelt minder for meget om nutiden til, at tilbageblikket er rigtigt interessant.

Optagelser på DRs julekalender »Tidsrejsen« i Dragør. Hovedrollerne spilles af Bebiane Kreutzmann og Hannibal Harbo. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Det ser man eksempelvis i DRs aktuelle julekalender »Tidsrejsen«, hvor tilrettelæggerne har besvær ved at differentiere 80erne fra nutiden. Der bliver dynget neonfarvet konditøj, en walkman og Kim Schumacher oven på hinanden, men den eneste 80er-person, der rigtig er anderledes end et nutidsmenneske, er Esther »Måneskin«, der selv er anakronisme fra hippietiden.

Fra USA kom Martin Scorseses »The Wolf of Wall Street« (2013), der kan ses som en satire over 80ernes yuppielivsstil, men en tilsvarende tilbageskuende film er ikke lavet i Danmark. Dog er der lavet flere film i 1980erne og 1990erne, som i dag kan ses som en slags mentalitetsmæssigt museum over det pågældende årti.

Helle Ryslinges film »Flamberede hjerter« og i særdeleshed kunstscene-satiren »Sirup« (1990) rummer begge klassiske 80er-træk, idet de spidder årtiets enorme fokus på selvrealisering og karrieremageri. Det er ikke tilfældigt, at performance-kunstnerens (Peter Hesse Overgaard) abstrakte digt i »Sirup« er et messende »jeg...mig...jeg...mig«.