Sådan skriver digterne, når de skriver i hånden

I »101 danske digtere« har danske lyrikere skrevet med håndskrift. Det er lige så rørende, som det er eksotisk, og samtidig en fortælling om ungdom, alderdom og noget, der snart vil forvinde fra vores tastaturverden.

Bag ideen til bogen om håndskrift står forfatter og billedkunstner Kenn André Stilling, der i forordet skriver, at det er for »at markere et slags sidste farvel til håndskriften«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden så jeg fjernsyn. En forsker, hvis navn jeg ikke fik fat på, forklarede, at håndskrift i fremtiden vil være noget, de fleste er utrygge ved og de færreste vil mestre.

Hun ved sikkert, hvad hun taler om, hende forskeren. Men det slog mig, at hun var for optimistisk. At det allerede er sådan i dag: At de fleste unge og lidt ældre ikke kan skrive sikkert og formfuldendt i hånden. At skriften for længst er blevet til ensartede computertegn. At blyant og ark er blevet til tastatur og skærm. At notesbøger er blevet til notepad på smartphones. At håndskriften vil dø med de ældste.

Derfor er det også eksotisk og ikke så lidt bevægende at læse og bladre i »101 danske digtere«, hvor unge, midaldrende og ældre danske digtere har skrevet et digt i hånden. Bag ideen står forfatter, billedkunstner og meget andet Kenn André Stilling, der i forordet skriver, at det er for »at markere et slags sidste farvel til håndskriften«. Der er et sug af melankoli i linjen. Vel fordi den er sand. En dag, måske før vi aner det, vil håndskriften være forsvundet helt eller reduceret til skribleri på en dosmerseddel, der ender i supermarkedets skraldespand på vej ud, udtjent og æreløst.

Sådan var det ikke i 1974, hvor skrivemaskinen var håndskriftens eneste konkurrent. Men håndskriften var aldrig truet. Den var jo altid ved hånden, modsat skrivemaskinen. Og den var måske netop i kraft af sine ulemper en gave for digterne: Den medfølgende langsomhed; tanken, som kunne følge med hele vejen, modsat skriveriet på computeren i dag, hvor alt kan ændres på et sekund; afsnit byttes om, linjer skifte plads, ord ændres.

Håndskrift er – som maskinskrift – noget, litteraturforskere sætter pris på. Deres arbejde med at bevare og dokumentere manuskripters tilblivelsesfase – rettelser, udeladelser, tidlige udkast – er blevet besværliggjort efter computerens indtog. For hvordan ser man lige i et Word-dokument, hvad der går forud, og hvad der gemmer sig nedenunder den færdige tekst? Herhjemme prøver forskere, på forsøgsbasis, at bede om adgang til nogle forfatteres computere. Til denne modernitetens lidt for perfekte papirbunke.

Men sådan var det som nævnt ikke i 1974, hvor Kenn André Stilling udgav en bog, der både i idé og form er magen til den nye »101 danske digtere«. Den hed »78 danske digtere« og blev redigeret af Dan Turèll og Knud Holten. Opgaven var klar: Hver digter havde to modstående A4-sider til rådighed, hvorpå de skulle indsætte et billede af sig selv og skrive et nyt digt. I hånden.

Samme opgave har Kenn André Stilling nu givet 101 danske digtere, og han har denne gang, med stor succes, valgt Lars Skinnebach og Christian Lund som redaktører. Og det første interessante spørgsmål er naturligvis, om håndskriftens forfald og snarlige forsvinden kan aflæses i digtene. Om de ældre skriver sikrere og smukkere end de unge, som er vokset op ved tastaturet.

Det viser sig dog hurtigt, at der blandt de ældre findes en slags undtagelseskategori. Nogle af de ældste har nemlig nået en alder, hvor håndskriften svækkes af netop dét: Alderen. Det er således rørende at læse Benny Andersens digt »Livskraft«, hvor linjerne er skæve og kuglepennen slingrer fra ord til ord. Eller Klaus Rifbjergs vitale vrøvledigt »Maskinfabrikken« – skrevet på brevpapir med adresse, mail, mobilnummer og det hele – hvor nogle bogstaver ligesom bøjer og knækker. Alt sammen endnu mere udtalt hos Janina Katz, der med rystende hånd nåede at skrive »Gammelt legetøj« inden sin død sidste år.

På den måde fortæller skriften noget andet og mere end ordene. Om ikke bare sindsstemning og social status – om man skriver som en gårdmand eller aristokrat – men også om stedet i livet og afstanden til døden.

Nogle trodser dog tallet på dåbsattesten. Som Suzanne Brøgger, der – naturligvis, fristes man til at sige – har et ungdommeligt svaj i sin kalligrafipen, der samtidig er fuld af sikkerhed og karakter. Det samme har Asger Schnack og Peter Laugesen, der også er født i 1940erne.

Men hos bogens yngste digter, Yahya Hassan, er håndskriften mere usikker. Her benytter han sig som i debutbogen kun af VERSALER.

Man kan næsten fornemme, hvordan hvert enkelt bogstav er presset ned i papiret, og ingen af dem er bundet sammen af kuglepennen. På den måde er det som forventet. Men der er altså også en usikkerhed i hårdheden. I måden hvert bogstav er skrevet på. I måden D’et i »HELVEDE« ligesom er skævt eller ubehjælpsomheden i måden »FAREN« er skrevet på.

Yahya Hassan er udtryk for noget af det, der gør »101 danske digtere« rigtig interessant at læse forfra, bagfra, midtfra fremad og midtfra baglæns. Fordi skriften på en eller anden måde afslører digteren eller belyser noget andet, noget mere, noget, ja, noget kropsligt, som computeren altid vil opløse.

Nogle gange resulterer håndskriften endda i et radikalt anderledes udtryk. Som hos Søren Ulrik Thomsen. Han dukker op sidst i bogen med et typisk portrætbillede – blazer, bredt slips, opsmøgede jeans – og et 11-linjet digt uden titel. Her er noget af det: »Statskuppet, parterapien/urpremieren/og den personlige samtale/om de tusinde stemmer/som selv hører stemmer når de sidst på dagen/forsamles i hovedet/er aflyst«.

På tryk klassisk Thomsen. Men forbløffende anderledes at læse, når det er skrevet i hånden. Det ligner gårdmandens omhyggelige, men lidt klodsede håndskrift i den opgang, jeg boede i som yngre, og helt uden den skulpturelle, uhyre formbevidste modernitet, der kendetegner digtsamlingerne. Og sådan bliver »101 danske digtere« ved med at give på måder, digterne måske ikke engang selv er klar over.

Hvor mange af digterne, der skriver i hånden, når de ikke som her har fået stillet en fast opgave, ved jeg ikke. Men sikkert hovedsagelig de ældre. Det er da også kun én af dem, Knud Sørensen, der skriver om »min skrivehånd«. Mon nogle af hans unge kolleger har sådan én?

Men når de nu alle, unge som midaldrende og gamle, er blevet bedt om at skrive et digt i hånden, smitter det så af på det, de skriver? Det virker sådan. Der er i hvert fald flere brevlignende tekster, seddellignende stof, listestof. Og så er der dem, der, som Rasmus Halling Nielsen, gør teksten til et helt maleri. Endelig er der dem, der forener håndskriftens almodische præg med noget meget moderne. Som Pejk Malinovski, der har afskrevet et NemID-kort, eller Lars Bukdahls håndskrevne Twitter-besked.

Skrev jeg »endelig«? Som om det var det sidste, der var at sige om »101 danske digtere«. Det er det ikke. Der er så meget mere at skrive og læse og se. Og selv om undertitlens »en folkebog« – et ord, der benyttes om bøger, der nyder stor udbredelse blandt folk, der sjældent læser – sikkert er ironisk ment, så håber jeg, at det er en selvopfyldende profeti. Der er så meget at glædes over her. Og det stopper ikke engang med bogen, for på Det Kongelige Bibliotek kan man se alle digtene fra bogen, altså originalerne, og tilmed se dem perspektiveret med håndskrevne tekster fra afdøde digtere som Johannes Ewald, Gustaf Munch-Petersen og Inger Christensen.

Det er vildt. På sin egen meget menneskelige måde. Og et værdigt farvel til håndskriften. Takket være Kenn André Stilling. Og alle digternes krøller, skønne ulæselighed, kragetæer.

Titel: 101 danske digtere – en folkebog Forfatttere: Naja Marie Aidt, Mette Moestrup Jess Ørnsbo m.fl. Redigeret af: Lars Skinnebach & Christian Lund. Pris: 101 kroner Sider: 204 Forlag: Victor B. Andersen’s Maskinfabrik

Udstillingen »101 danske digtere – en flyvetur i blækhus og kuglepen« kan ses i Rotunden i Det Kongelige Bibliotek frem til den 26. juli. Se mere på kb.dk