På en måde er det helt passende, at Meryl Streep i disse dage får så meget næsegrus ros for sin rolle som psykopatdirrende mutti fra helvede i HBO-serien »Big Little Lies«. Ganske vist har filmdronningen, der lørdag fylder 70 år, kun lavet få TV-serier, men alligevel er der noget ved hendes intime portrætter, der egner sig til fladskærmen, snarere end det store biograflærred. Hendes film er af den slags, man ikke nænner at smide ud, når man har dem på DVD, for de kan sagtens tåle et gensyn en regnfuld dag i sommerhuset.
På filmdatabasen IMDB indledes portrættet af hende med ordene: »betragtes af mange kritikere som den største nulevende kvindelige skuespiller«. Bemærk: ikke »en af de største«, men »den største«. En del af denne royale status har at gøre med de overvældende mange filmpriser og nomineringer, som hun gennem årene har taget imod med en aldrig svigtende rødmende beskedenhed. Hun har fået tre Oscars, et antal der kun overgås af de fire, som afdøde Katherine Hepburn modtog.