Sådan gik det til, dengang København fik husnumre

Således så store dele af København, da gadenumre endnu var et ukendt begreb. Her er det en husrække i Lille Kongensgade i midten af 1700-tallet. Akvarel af prof. C.V. Nielsen, Før og nu, bd. 3. Fold sammen
Læs mere

Hvis man ikke var stedkendt, var det sin sag at finde en bestemt adresse i middelalderbyens virvar af stræder og gange. Husene var ganske vist forskellige i både form og farve, men når der ikke eksisterede husnumre, måtte man ty til andre midler. Og så kunne man som fremmed i Holbergs København få oplyst, at den person, man søgte, boede i den røde arm i Store Grønnegade nest op til urtekræmmer Grimstrup, hvor melmanden bor i kælderen. Ja, så. Og hvordan et brev lovformeligt skulle adresseres, melder historien ikke noget om.

Byens ejendomme var ganske vist nummererede, men det havde ingen praktisk betydning. For det var tal i en protokol, der lå på rådhuset, og som ikke engang husejeren nødvendigvis kendte. Husnumre, som kunne aflæses fra gaden, dukkede først op efter en kongelig befaling i 1771: »Hver gård og hus her i staden skal være nummereret, thi det er kongens vilje, at ejerne skal lade stedets matrikelnummer med oliefarve male uden på bygningen på sådan et sted, hvor det kendelig kan være at se.«

Den praktisk anlagte Struensee havde utvivlsomt også i denne sag en finger med i spillet, og folk, der havde været ude i den store verden, kunne fortælle, at det var ligesom i London og Paris. København skulle med andre ord være moderne, men for jævne borgere var det nok bare endnu en af livlægens mange griller. Den kongelige befaling var aldeles klar, og ingen husejer kunne være i tvivl om, hvad han havde at gøre. Men noget gik alligevel galt, for 22 år senere fremgik det af en politiplakat, at mange endnu ikke havde fået den sag bragt i orden, eller også var malingen i mellemtiden bare vasket bort. Byen var med andre ord igen ved at ligne sig selv, men så skete ulykken, som ikke måtte ske. 67 år efter den første store bybrand blev en tredjedel af hovedstaden atter lagt i aske. Det var i juni 1795, og i forbindelse med genopbygningen blev der udarbejdet helt nye matrikelnumre. Det krævede en halv snes års arbejde, men i marts 1807 var man så vidt, at enhver borger med fast ejendom snarest skulle melde sig på rådhuset for at få sit nye matrikelnummer, hvorefter han havde pligt til prompte at male de nye tal på ejendommen og eventuelt fjerne de gamle. Igen et fremskridt, skulle man mene. Nu kom der tydelige numre på husene, men problemer var der stadig. København inden for voldene bestod nemlig af et dusin kvarterer, og hvert kvarter havde sine egne matrikelnumre. I nogle af de gader, som løb gennem to eller flere forskellige kvarterer, kunne man derfor undertiden se identiske husnumre i hver sin ende eller på hver sin side af gaden, og på en strækning i Gothersgade havde man eksempelvis husnumrene 1 til 30 på den ene side og 329 til 352 lige overfor på den anden. Selv indfødte københavnere kunne blive forvirrede. Et halvt hundrede år gik der alligevel, før nogen turde foreslå en enklere løsning, som også kunne bruges ude i de nye brokvarterer. Det var en sag for kaptajn og stadskonduktør Krak, og i 1859 vedtog Borgerrepræsentationen følgende enkle retningslinjer:

I enhver gade gives de lige numre på den ene side og de ulige på den anden. Kongens Nytorv betragtes som udgangspunktet, således at gader herfra har lige numre på højre side, og at nummereringen i alle gader, som udgår fra en hovedgade, begynder nærmest denne. I tvivlstilfælde anføres de lige numre på den side af gaden, der vender mod nord og øst.

Det var intet mindre end en revolution, og i den officielle bekendtgørelse om den nye gadenummerering bemærkede man med tilfredshed, at påmalingen af husnumre ville blive foretaget på kommunens regning. Kun i Nyboder fastholdt man en gammel skik med fortløbende husnumre i hver enkelt gade. Man begyndte i gadens ene side med nummer 1 og talte frem til det sidste hus, hvorefter man fortsatte optællingen tilbage på modsatte side. Således kom første og sidste nummer til at ligge overfor hinanden, men nyboderfolket har nu også alle dage været noget for sig selv.