Sådan døde de danske konger

»Hvad døde de kongelige af?« er en herlig, overfladisk og underholdende bog.

Christian III som død. Ukendt kunstner, 1559. Fra bogen. Foto: Kit Weiss Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Maria Helleberg er forfatter af en lang række historiske romaner. Jørgen Lange Thomsen er professor ved Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet og har været udsendt til retsmedicinske opgaver i New York efter 11. september 2001 og i Thailand efter tsnuamien i 2008.

Nu har de slået sig sammen for at fortælle om, hvad de kongelige egentlig døde af, og de har opdelt opgaven, så Maria Helleberg fortæller lidt løst og fast om kongerne, fra Knud den Store til Frederik IX, mens Jørgen Lange Thomsen i korte afsnit konkluderer, hvad de kongelige led af, og hvorfor de døde. Det er på en morbid måde ganske morsom læsning.

Maria Hellebergs research er ikke præget af omfattende læsning eller kildekritiske overvejelser af middelsvær karakter. Hun holder sig til det allerede kendte og forsøger ikke at udfordre læserne med nye tanker eller indsigter. Men ganske underholdende er det.

Bogens bedste indslag er dog Jørgen Lange Thomsens forsøg på at fastslå dødsårsagerne. Vi har generelt ikke undersøgelser af de kongelige skeletter, der kan give retsmedicinere et solidt grundlag for en egentlig videnskabelig analyse, så Jørgen Lange Thomsen baserer sig på skriftlige kilder, og det er også underholdende.

Mange af de kongelige døde unge, for gamle dage var præget af et væld af farlige sygdomme, som ikke kunne behandles. Knud den Hellige, hvis skelet er blevet grundigt undersøgt, led af tuberkulose, og han må have virket svækket i sin fremtræden. Det var dog ikke tuberkulosen, der tog livet af kongen, for Knud blev overfaldet i Sankt Albani Kirke i 1086 og gennemboret af et spyd. Jørgen Lange Thomsen skriver, at han selv har set liget, og mener, at spyddet har ramt bughulen og er gået videre ind i korsbenet, hvor det har ramt de store blodbaner. Dødsårsag: Forblødning.

De skriftlige kilder til den tidlige periode er som regel sparsomme, når det drejer sig om sygdomsbeskrivelser, og selvfølgelig må Jørgen Lange Thomsen tage forbehold, når han konkluderer. Men i Valdemar den Stores tilfælde er oplysningerne hos Saxo ret detaljererede. Valdemar var søn af Knud Lavard og nedstammede i lige linje fra Svend Tveskæg, som Thomsen mistænker for at have givet sine tidligt døde efterkommere en genmutation i form af det, som vi i dag kender som kanalsygdomme. Disse sygdomme skyldes en DNA-defekt, som på grund af hjerteproblemer giver anledning til tidlig død.

Valdemar døde pludselig og uventet i Vordingborg, 51 år gammel. Saxo fortæller, at kongen skjulte sine smerter og var badet i sved over hele kroppen. En abbed fra Skåne anbefalede, at kongen blev dækket til, fordi sveden var sund. Saxo var meget utilfreds med forslaget og mente, at det var med til at slå kongen ihjel. Thomsen mener, at smerterne og den høje temperatur tyder på en infektion, udgået fra for eksempel tænderne, og at abbedens forslag næppe er skyld i kongens død.

Ikke alle de gamle konger døde unge. Valdemar Sejr, der døde i 1241, blev således 70 år. Også han skulle i princippet have haft en DNA-defekt, fordi han stammede i lige linje fra Svend Tveskæg, men måske døde han af kræft? Thomsen peger på, at kræft ikke var en erkendt sygdom i denne periode, selv om den græske læge Hippokrates havde beskrevet den, og man kan ikke afvise, at flere kongelige dødsfald, der dengang ikke kunne bestemmes, rent faktisk skyldtes kræft. Istedet for omtalte man fremadkridende sygdom som »svagelighed.« Heller ikke hjertesygdomme blev beskrevet af datidens læger. Blodprop i hjertet som årsag til død dukker først op i det 20. århundrede.

Hyppig kræftlidelse

Jo længere op i tiden vi kommer, jo sikrere er oplysningerne om kongernes sygdomme. Således ved vi, at Christian III, der døde i 1559 i en alder af 55 år, havde kraftige tarmblødninger. Han led desuden af rosen, som forårsages af bakterier. I vore dage kan rosen let behandles med penicillin, men selv uden penicillin er den ikke dræbende. Så Thomsens interesse retter sig mod de kraftige tarmblødninger, som giver mistanke om tarmkræft. Det er i dag den hyppigste kræftlidelse og var sandsynligvis også hyppig dengang. Der kan være andre årsager til tarmblødning, men Thomsen mener, at kræft i tyktarmen eller i endetarmen har været dødsårsagen i Christians tilfælde.

Frederik II døde i 1588 53 år gammel og ved begravelsen sagde præsten, at døden nok skyldtes for meget sprut. Den antagelse modsiger Thomsen, der henviser til en kilde, som oplyser, at kongen gik tidligt hjem fra festerne. Som læser kunne man have ønsket sig lidt simpel kildekritik her. Skulle præsten ved begravelsen virkelig fyre den årsagsforklaring af, hvis den ikke var rigtig? Og hvem er kilden til, at kongen gik hjem tidligt? Thomsen anfører, at beskrivelsen af kongens sidste dage ikke er i passer på alkoholforgiftning. Derimod havde kongen i nogle år lidt af malaria, der skyldes en parasit, som overføres ved myggestik. Sygdommen viser sig ved mørk urin og kulderystelser. Seks dage før han døde, havde Frederik et svært anfald af feber, kulde og tørst, hvilket er typisk for malaria. Thomsen mener, at malarien var hovedårsagen til kongens død.

Men selvfølgelig hjalp druk ikke på helbredstilstanden hos kongerne. Man drak nødigt vand, som i sig selv kunne være livsfarligt, fordi det kunne være inficeret, så man tyede til øl og vin. Vi ved, at Christian IV drak heftigt og ofte deltog i drukgilder. Han kunne som ung mand klare store mængder. Christian IV døde i 1648, med symptomer på en mavelidelse. Han blev 70 år gammel. Han havde været udsat for drabelige ting i sit liv og havde haft en lang række sygdomme, så man kan ikke nøjes med at gøre alkohol til dødsårsagen, og Thomsen mener ikke, at kongen led af skrumpelever. Man må nok se hans død både i forbindelse med alkohol og en række af de sygdomme, som han havde haft, for han havde lidt af både kopper, malaria og andet. I 1644 foreslog lægerne, at Christian fik et afføringsmidel og åreladninger, hjertestyrkende medicin i form af røgelsespulver samt hoved- og fodbade. Lægerne tilføjdede også »Et fornuftigt levevis er i særdeleshed at anbefale Hans kgl. Majestæt.« Thomsen konkluderer, at kongens symptomer tyder på kræft i spiserøret eller mavesækken forårsaget af bl.a. alkoholforbruget.

Tuberkulose og difteri

En af de mest skrækkelige dødsfald skete for Christian VI. Han døde i 1746 i en alder af 46 år. Han havde længe lidt af tuberkulose. Kilder oplyser tillige, at kongen også led af difteri, der sidder i struben. Det forlyder, men læserne får ikke kilden oplyst, at Christian blev forsøgt behandlet ved, at han blev prikket med en lapisstift, som han fik galt i halsen. Thomsen mener, at historien lyder sandsynlig, for man brugte lapisstifter til at prikke dybt i halsen. Lapis består af kviksølv og er bakteriedræbende, men lapis er også lokalirriterende, så stiften kan give anledning til en akut svulst i slimhinderne, der i forvejen var opsvulmede af sygdommen. Kongen kunne muligvis ikke få luft i lungerne og døde af kvælning.

Med tiden fik man obduktioner, der giver os et væsentlig bedre grundlag for at vurdere dødsårsagen. Frederik VI led i mange år af en tør hoste, og kongen så med tiden mere og mere bleg og afkræftet ud. Han døde i 1839 under et kraftigt hosteanfald og blev obduceret. Underlivet var oppustet, huden var grøn som udtryk for forrådnelse. Der var tyndtflydende væske i lungerne. Højre lunge var sammenvokset med brysthinden, og venstre lunge var delvist faldet sammen. På overfladen af lungerne var der små knuder. Ingen tvivl om, at kongen døde af en lungelidelse, men hvilken? Thomsen vurderer, at det måske drejede sig om kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Eller om lungekræft. Men konge hostede ikke blod op, så det anser Thomsen for usandsynligt. Endelig kan der være tale om lungetuberkulose, som Thomsen mener var den mest sandsynlige årsag.

Festglad konge med diabetes

I vore dage regnes sukkersyge for en folkesygdom. Spillede den også en rolle tidligere? Der er tegn på, at sukkersyge kan have været en delvis dødsårsag for den festglade Frederik VII. Han døde i 1863, 55 år gammel. Han var en tyk mand og havde suspensorium. Dette praktiske hjælperedskab kendes næsten ikke i dag, men var tidligere et uundværligt redskab for mænd, så de kunne holde vommen oppe. Frederik IV drak og røg, og det er sandsynligt, at han havde sukkersyge. Hans læge foreslog ham at drikke bourgogne og portvin mod sukkersygen. Nok ikke et godt råd. Man ordinerede også lakrids, rå æg og punch for at få ham til at få det bedre. Men det virkede ikke, og grevinde Danner blev tiltagende nervøs. Kongen slog sig på flasken igen og fik rosen i ansigtet, som svulmede underligt op. Få dage efter fik han åndedrætsbesvær og døde. Sukkersygen var en af de underliggende årsager til døden.

Også de sidste konger tager Thomsen sig kærligt af. Christian X, som var konge under besættelsen, faldt af sin hest i oktober 1942 og var derefter stærkt svækket. Thomsen formoder, at han fik en hjernerystelse, og at han døde af lungebetændelse. Vor sidste afdøde konge, Frederik IX, blev anset for at være en kernesund mand, men Thomsen mener, at det er en myte. Han havde især i sin ungdom et alkoholproblem, han røg og havde lungeproblemer i form af kronisk bronkitis. I sine sidste dage blev han svag, fik lungebetændelse og gled ind i døden.

Her slutter Thomsen sin gennemgang af de kongelige, og vi må vente med at komme nærmere sandheden om de kongelige dødsfald, indtil kongehuset tillader forskere at se nærmere på de kongelige skeletter og åbne for arkiverne. Og så ville et simpelt kursus i kildekritik hjælpe både Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen. Hvilket dog ikke behøver at nedsætte den livgivende underholdningsværdi for læserne.

Titel: »Hvad døde de kongelige af?«.

Forfattere: Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen.

Sider: 286. Pris: 350 kroner.

Forlag: FADLs Forlag.