Sådan bliver smalle digte til bestsellere

Storsælgende digte har det til fælles, at de rammer tidsånden. De berører publikum – og ikke mindst medierne. Og de fortæller en dybt personlig historie. Sådan forklarer kendere, at en digter som Yahya Hassan bliver litterær stjerne.

Tove Ditlevsen kunne i sine digte det, som er afgørende, hvis de skal sælge til et bredt publikum: Ramme tidsånden. Fold sammen
Læs mere

Hun:

»Jeg blev en hund efter kærlighed (...) Jeg blev også gift. Jeg gjorde, hvad kvinder altid har gjort: prøvede at behage den elskede, lavede mig om, som han ville have mig. Så blev jeg skilt.«

Han:

»Jeg synes, man i mange ægteskaber ævler og bævler og snakker følelserne ihjel. Selv når man boller, er man ikke bare to mennesker sammen hud mod hud, køn mod køn. Der ligger også en sexolog eller en psykolog under dynen. Det kunne være mere enkelt.«

Vi er tilbage i 70erne og 80erne. Hun og han, Vita Andersen og Kristen Bjørnkjær, var to af tidens største litterære navne. De blev omsværmet af medierne, som gerne ville interviewe dem om det, de skrev digte om – parforhold, erotik og kønsroller – og ikke mindst høre dem fortælle om deres personlige erfaringer.

Han slog igennem med »Kærestesorg« (1976), og hun skabte med »Tryghedsnarkomaner« (1977) den bedst sælgende digtsamling i Danmark i nyere tid. 95.000 eksemplarer. Det var uhørt.

Det var en rekord, der holdt, lige indtil 18-årige Yahya Hassan fra Aarhus Vest i oktober sidste år ud af ingenting dukkede op med sin digtsamling »Yahya Hassan«, der godt to måneder senere rundede et oplag 100.000 eksemplarer.

Det var sensationelt og uventet. Digtsamlinger trykkes ofte i få hundrede eksemplarer, og det var da også, hvad Gyldendal, Yahya Hassans forlag, i første omgang havde regnet med. Selv kendte og velanmeldte forfatteres digtsamlinger, for eksempel Naja Marie Aidts og Mette Moestrups, opnår i bedste fald oplag på 1.000-2.000.

Men selv om de store publikumsgennembrud for digtsamlinger er sjældne, er de ikke uden fortilfælde.

I 1906 udkom Jeppe Aakjærs »Rugens Sange«, og den ramte med sin naturlyrik – »En Bonde med sin Sædekurv –/ det er for mig et højtidssyn!« – hovedet på sømmet og nåede over nogle år et oplag på over 100.000.

I 50erne og 60erne udkom forfattere som Frank Jæger, Klaus Rifbjerg og Thorkild Bjørnvig i fire- og femcifrede oplag, og i de sene 60ere og i 70erne havde Lola Baidel og de allerede nævnte Vita Andersen og Kristen Bjørnkjær succes med deres digtsamlinger om kvindeliv og mandeliv.

Bjørnkjærs »Kærestesorg« udkom i et oplag på omkring 50.000, og så er der stadig langt til de særligt folkekære, folk som Benny Andersen, hvis »Samlede digte« er udkommet i 130.000 eksemplarer, og Halfdan Rasmussen, hvis »Tosserier« og børnerim begge er udkommet i sekscifrede oplag.

Også i udlandet får digtere, der taler til folk, stor udbredelse, siger litteraturprofessor og kritiker Hans Hertel. Det gælder blandt andet i lande som Italien, Frankrig, Spanien og Rusland. I Frankrig opnåede Henri Michaux og Paul Éluard stor udbredelse under den tyske besættelse med deres kamplyrik, bl.a. i den illegale presse. Det samme gjaldt i Norge , hvor Nordahl Grieg, som vi også kender herhjemme, var stor. Hans »Kringsatt av fjender« blev i øvrigt brugt ved en mindehøjtidelighed for ofrene for Breivik-massakrerne i 2011.

Men hvad skal der til, for at digte, der normalt anses for en relativt smal litterær genre, bliver bestsellere?

Spøger man fagfolk, peger de på en række faktorer. Digtene skal ramme det udefinerbare begreb »tidsånden«. De skal være skrevet i et enkelt sprog. De skal være personlige, så læserne fascineres og kan spejle sig i dem. Og ikke mindst: Forfatterne skal have en historie, som vækker mediernes massive interesse.

Ifølge Hans Hertel kan de storsælgende digtsamlingers succes forklares ud fra både et medieperspektiv og et brugsperspektiv:

»Der skal være en mediegennemslagskraft. I litteratursociologien kalder vi det en samtidighedseffekt, som består i, at alle medierne omtaler det samme fænomen på samme tid. Her er Yahya Hassan et godt eksempel på den rigtige person med det rigtige budskab på det rigtige tidspunkt.

Man rammer en tone i tiden og en latent følelse af, at her er der noget, som det er værdifuldt for mange mennesker at beskæftige sig med. Det gør Yahya Hassan. Han tager fat på spørgsmål om indvandrernes kultur, som han er den rette til at rejse. Han kommer fra miljøet og skriver ærligt om det.«

Hans Hertel roser Yahya Hassan for et »kæmpestort talent«, men siger, at det måske er en sekundær årsag til hans store salgssucces. Emnet – indvandring, integration og sociale problemer – og timingen er vigtigere.

Det samme siger Klaus Rothstein, redaktør på radioprogrammet Litteratur på P1 og kritiker på Weekendavisen:

»Jeg er enig i, at hans bog absolut har litterær kraft og digterisk kvalitet, men det er ikke den digteriske kvalitet, men det politiske indhold, der tiltrækker. Der er ikke 100.000 danskere, der interesserer sig for digterisk kvalitet, men hvis de, der køber bogen, samtidig får en digterisk oplevelse, når de læser den, så er det godt.«

Brugsperspektivet, som Hans Hertel taler om, handler om læseridentifikation. Læserne skal kunne spejle sig i digtene., som de kunne det hos Vita Andersen, Kristen Bjørnkjær og Lola Baidel:

»Identifikationen lå i, at de skrev meget enkel lyrik, der var nem at forstå og egnet til at læse op i et parforhold. Derfor blev de solgt i store oplag,« siger Hans Hertel.Jørgen Johansen, forfatter og mangeårig litteraturanmelder på Berlingske, mener, at der skal en cocktail af gode anmeldelser, stor mediebevågenhed og en enkel digterisk form til for at skabe en bestseller i lyrikform.

»Og så skal forfatteren gerne bruge en personlig historie i sine digte. Det vil tit brænde igennem, fordi det ofte vil give ekstra opbakning i medierne – ikke kun i form af anmeldelser, men også i form af interviews. Den personlige historie giver også meget ofte en dynamik og et nærvær i bogen. Her er Yahya Hassan og Vita Andersen gode eksempler. Før dem er Tove Ditlevsen. Benny Andersen og Halfdan Rasmussen eksempler på forfattere, der ikke er nået ud på baggrund af personlige historier, men på grund af humoren og den sproglige leg, som rammer den glæde ved ord og rim, man har fra barnsben af.«

Klaus Rothstein beskriver de eksplosive gennembrud, som man for eksempel har set med Vita Andersen og Yahya Hassan, som en »epidemisk lemminge-effekt«, der får alle til at gå efter den samme digtsamling, fordi der er sat en mekanisme i gang, der får det hele til at rulle:

»Det er meget tydeligt i tilfældet Yahya Hassan, at knægten blev en figur i den offentlige debat, før digtene var udgivet, fordi han havde et kritisk budskab – som et offer, der stillede sig frem og sagde fra. Det fascinerer og interesserer os. Vi kan omfavne det med en form for æstetisk interesse og en form for politisk identifikation, uanset om vi tilhører den ene eller den anden fløj i den indvandrerdebat, som Yahya Hassan skriver sig ind i. Derfor er læser-oplandet for den bog så stort.«

Ifølge Klaus Rothstein er det et fællestræk ved digtekunstens kioskbaskere, at de har et personligt og biografisk budskab.

»Digteren, der ikke bare digter om noget abstrakt, men om en konkret virkelighed, og som sætter sig selv i centrum, tilbyder en meget stærk identifikation og rammer dermed tidsånden. Det betyder meget, at Yahya Hassan er citeret for at sige, at »det her mit liv«. Det er ikke fiktionslyrik. Det er biografisk lyrik. Det passer ind i en tidstypisk tendens, hvor der er overensstemmelse mellem litteraturen og forfatterens egen identitet. Det er en litterær strøm, som publikum værdsætter. Det kan man også se hos den norske forfatter Karl Ove Knausgård (der har skrevet en række selvbiografiske romaner, red.), som Yahya Hassan selv henviser til som den frisættende læsning, der fik ham til at skrive om sig selv.

Det bliver terapeutisk for ham, og det bliver det også for læseren. Det er med til at give gennemslagskraften – og måske gjorde Vita Andersen og Kristen Bjørnkjær nogenlunde det samme.«