Så snakker vi ikke neger om det!

Hendes far er fra Afrika, hendes mor fra Birkerød. Selv er hun pæredansk - og neger. M/S har mødt Hella Joof til en snak om at være sort.

Så snakker vi ikke neger om det! - 1
Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere

»Ved du, hvordan man får negerbørn til at lade være med at hoppe i sengen?«

»Nej,« svarer Hella Joof.

»Man sætter velkrobånd i loftet.«

Hun griner. Akkurat så længe og så højt, at man næsten kan høre selv stueplanten i hjørnet af hendes dagligstue ånde lettet op. Alting er stadig godt. Vi holder balancen.

»Den var faktisk ret god. Jeg kan også en. Nej, det er ikke rigtig en negervits - det er vist mere en blindevits om Stevie Wonder. Jeg tror faktisk ikke, at jeg kender nogen så,« siger Hella Joof og holder op med at lede videre.

Negernumse. Negerkor. Negerhår. Neger. Hun bruger ordet uden at smage på det og med samme naturlighed, som når hun spørger: »Skal du have mælk i kaffen?«

Ind imellem tager hun den sproglige farvepalet frem og maler hudfarven »sort«, »brun« eller »mulat«. Men hun siger mest neger. Vi siger neger. Vi må nemlig godt, selv om det ud fra et blegt synspunkt er politisk ukorrekt.

Derfra, hvor Hella Joof skuer verden, er der to gode grunde til, at vi under dette interview begge har trukket fribillet. Den ene er, at hun selv er neger - eller i hvert fald halvvejs. Den anden er, at vi gør det korrekt - med empati og en mission om at bryde tabuer. Tale højt om den - racismen. Sådan som hun har gjort det og stadig gør det i sit kunstneriske virke. På den følsomme og pinagtige måde i sin ny film »Oh Happy Day« og på den sjove, beske og lumre måde som medlem af Lex & Klatten og Det Brune Punktum.

»Jeg er ligeglad med, om stand up-komikere og andre siger »neger« eller »perker«, men jeg registrerer, hvis de bare siger det for at være fede. Altså når jeg føler, at de ikke spørger sig selv, om de gør det for at provokere - eller for at vende en energi og gøre nogle mennesker stærkere, gladere og klogere. Jeg har flere gange skældt ud på stand-upperne offentligt, fordi det er vigtigt, at vi ved, hvad vi gør og hvorfor. Jeg ved, der sidder små børn på Fyn, der er de eneste brune i klassen, og som synes, det er dybt pinligt, når de siger det på den måde. Op gennem min barndom har jeg selv følt den der pinlighed, så jeg ved, hvad det betyder«, siger Hella Joof og fortsætter:

»Det er jo en misforstået form for demokrati og ytringsfrihed, danskerne har, når vi mener, at vi alle må sige det samme. Selvfølgelig må vi da ikke det. Jøderne må gerne fyre gustne jødevittigheder af til hinanden, fordi de deler en historie, en smerte. Og du må gerne sige »gamle sut« om din egen mor, men det må jeg ikke, for jeg kan ikke vide, om der ligger en smerte bag, at du er nødt til at kalde hende det. Man er nødt til at kunne afkode, hvorfor tingene bliver sagt på en bestemt måde. Man skal kende baggrunden for ordet for at have optjent retten til at bruge det, så det ikke virker stødende.«

kritikere kunne med rette argumentere for, at det eneste, der gør Hella Joof mere sort end hvid, er hudfarven. Eller som hendes veninde, skuespillerinden Paprika Steen formulerer det: »Hella, jeg lytter også til sort musik, så hvad gør dig mere sort end jeg - du er sgu da fra Birkerød!«

Og så langt, så sandt. Hella Joof blev født i 1962 i Birkerød med en brun farve i huden som resultat af en kærlighedsaffære mellem hendes danske korrespondent-mor og hendes gambianske advokat-far. De mødtes i London, og hendes mor tog alene hjem til Danmark med Hella i maven, mens faderen drog Syden om, hvor han fik en stor børneflok med en gambiansk kone. Hella nåede at møde ham én gang, da hun var 14 år og besøgte ham i Gambia. Hun vendte først tilbage dertil efter hans død i 1993.

Hella voksede op som kridhvid - gik hen i kommuneskolen med en hvid gangart som alle andre børn i Birkerød, og fik som alle andre børn redt sit krøllede hår i tør tilstand, til trods for, at det fik hende til at ligne en, der havde limet en stor tot vat på hovedet. Ikke fordi hendes mor var ond, men fordi hun ikke vidste bedre. Der var ingen »sorte« referencer at spejle sig i dengang i 1960erne.

Selv om Hella ikke blev drillet, følte hun sig anderledes. Hun havde jo en anden farve, og først senere fandt hun ud af, at hendes anderledeshed stak langt dybere end huden. Den ligger nemlig også i generne. Derfor er hun, mener hun selv, mere sort end Paprika Steen - for nu at blive i det billede.

»Jeg har altid vidst, at min far var fra Afrika, det har min mor gjort et stort nummer ud af at fortælle mig. Men det var først, da jeg blev voksen og lærte rigtig sorte mennesker at kende, at jeg begyndte at opføre mig som sort. Vi var kun to brune børn i klassen i Birkerød - min gode ven Troels og jeg - og vi sad jo ikke og opførte os som sorte. Dengang var der ingen sort kultur, intet MTV eller nogen Denzel Washington, vi kunne kigge på. Det ændrede sig op gennem 1980erne, og når jeg ser en video af mig selv i dag, er det tydeligt, at jeg bevæger mig, griner og taler anderledes, end da jeg var 20 år. Jeg opfører mig mere sort nu, og jeg tror, det vil blive endnu tydeligere med alderen. Jeg kan se, at jo ældre jeg bliver, jo større bliver min røv på den der sorte måde, og efter at have besøgt mine fars familie i Afrika, ved jeg, at jeg som 60-årig vil sidde på min veranda med en majspibe og stort kruset håret og ligne noget fra »Farven Lilla«.«

Sammen med barndomsvennen Troels har hun dannet et »mulatkonsulat«:

»Vi er en lille gruppe mulatter, der render rundt og er helt vildt mulatte - vi laver »mulat-middage«, »etniske indkøb« og »mulat-rod«. Vi bekræfter hinanden i vores identitet, og de betyder meget for mig, fordi vi deler historie. Vi har alle været de eneste brune børn i klassen, og selv om vores opvækster er forskellige, har vi følt de samme frustrationer omkring os selv. At være sort er nemlig ikke bare et spørgsmål om hudfarve, kultur eller miljø. Det er også gener. Det ved jeg nu, og derfor synes jeg heller ikke længere, at min hudfarve får pinagtige eller besværlige ting til at ske.«

når hun bruger de ord, handler det for hende om følelsen af, at hendes hudfarve kunne få stemningen i et rum til at forandre sig. Eller have betydning for, hvordan mænd - og svigermødre - så hende. Eller om hvilken undskyldning, hun ville få som begrundelse for, at hun ikke fik det der arbejde i den lokale iskiosk.

»Da jeg var yngre, kunne jeg slet ikke overskue, at der sad en børnehaveklasse i bussen,

» når jeg kom ind, og et barn sagde: »Hvorfor er hende der helt sort i hovedet«. Eller når folk sagde til børn, der var beskidte i hovedet: »Du ligner jo en neger«, og derpå så mig i rummet og blev helt kejtede. Jeg kan også huske, hvordan jeg krympede mig dengang i skolen, hvor alle gik rundt og sagde: »Nej, det er bare for neger«. Sådan nogle udtryk eksisterede, og folk tænkte ikke over dem, før de så mig. Det var forfærdeligt. Ikke fordi det fik mig til at ønske, at jeg var hvid, men jeg ønskede bare, at de ville lade være med at kigge på mig og blive pinligt berørt. På den måde er det typisk, at jeg bliver skuespiller, hvor folk skal kigge på mig. Det er sådan en helt tosset tvangsting, man ryger ind i. Det, man ikke kan overskue, er man nødt til at gøre til noget positivt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kunne heller ikke tåle fyre, der tændte på mulatbabes. Jeg syntes, det var ulækkert, fordi det fik mig til at føle mig som et stykke frækt undertøj. Det var som om, at hudfarven skærmede for, at de så mig som menneske. Det er vel det samme, som piger med store bryster kan føle. Jeg har også engang imellem kunnet mærke på en »svigermor«, at hun da allermest ønskede sig, at hendes søn havde fundet en pige, der hed Gudrun med tykt, blondt hår fremfor mig.«

Da Hella Joof i 1990 blev skuespiller, var hun som i skoleårene også en af de få sorte af slagsen herhjemme. Og hun frygtede ofte den undskyldning - og pinagtighed, hvormed den faldt - når hun ikke fik en rolle, hun gerne ville have.

»Min hudfarve gjorde det besværligt for mig. Jeg har ofte siddet og sagt til mig selv, at jeg ville have været perfekt i den og den klassiske rolle, men jeg har bare aldrig fået dem. Det ville sende et forkert - eller andet - signal, hvis jeg som sort spillede de roller. Jeg får jo aldrig at vide, om jeg ikke fik rollen på grund af min hudfarve - eller fordi andre var bedre end jeg, men det har i hvert fald været min fortælling. Men faktisk synes jeg ikke, at det er så problematisk længere. Måske er grunden til, at jeg begyndte at instruere film, netop på grund af de besværligheder, min hudfarve har givet mig som skuespiller. Og det er jo en god ting, for som instruktør - og ikke mindst sort instruktør - har jeg mange fordele, når jeg for eksempel laver en film som »Oh Happy Day«. Den handler blandt andet om gospelmusik og en sort mand, der kommer til en lille dansk provinsby. Fordi jeg er sort, har jeg kunnet få den sorte skuespiller til at være tryg i, at der er neger-jokes i filmen, fordi han ved, at vi er »brothers« - vi er i samme båd, og han ved, at jeg ikke er ude på at være racistisk.«

hella joof har flere gange udtalt, at hendes liv først startede, da hun var over 30 år. Først da fik hun styr på de kulsorte tanker i sit hoved og lærte - med en psykologs hjælp - at åbne op for og favne de gode ting. Også når det gælder hendes hudfarve.

Det betyder ikke, at alle historierne er fortalt. Hendes næste filmprojekt har for eksempel en mulat i hovedrollen, men racisme vil formentlig ikke længere være så stort et tema, når hun engang laver endnu en omgang Det Brune Punktum med Peter Frödin og Martin Brygmann.

»Jeg ved da godt, hvorfor vores sketches har handlet om hudfarve og seksualitet. Det har været et stort behov hos os, fordi Peter er bøsse og jeg er mulat - og Martin er fra Avedøre. Det er trods alt også noget. Det har været en terapi for os at få lov til at sige neger vildt mange gange - og at alle ender som homoseksuelle. Som mange andre, der arbejder med humor, har jeg da brugt satiren til at tale mig til ro i min blandede familiebaggrund og det, jeg er blevet til. Det betyder meget for mig ikke at leve i det konfliktområde længere. Derfor kan det være, at vores næste show kommer til at handle om alderdom, hvor vi står ældgamle i alt for ungt tøj. Dermed ikke sagt, at vi - og samfundet - holder op med at tale om racisme. Selv om der er sket meget godt, så er hudfarve stadig et issue. Jeg har da i nyere tid oplevet, at folk siger til mig, at jeg taler godt dansk. Jamen, jeg er jo også dansk, svarer jeg. Det er da stadig sjovt, for hvad havde folk egentlig regnet med.«

Og så snakker vi ikke neger om det. Og så alligevel gør vi, fordi det stadig er nødvendigt. For Hella Joofs vedkommende pakker hun nu bare sit budskab ind i nogle lidt andre farver.

tym@berlingske.dk