Så mange millioner tjener Liverpool stadig på Beatles

60ernes store popgruppe er en stadig voksende forretning i Liverpool - og skaber af over 2.000 jobs.

Beatles turister skæpper godt i kassen i Liverpool - hvor de blandt andet har fået sine egne statuer på havnefronten. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHIL NOBLE

Den dag i dag er der bunker af folk, der kan nynne »A Hard Day's Night«, når de trasker hjem fra arbejde i Liverpool. Der er i hvert fald masser af mennesker, der skylder folkene bag den og andre sange af Beatles deres job, konkluderer en ny rapport om »The Fab Four«'s betydning for Liverpool i dag.

I alt skaber arven efter The Beatles indtægter til Liverpool for 81,9 millioner pund (knap 800 millioner kr.) årligt og skaber 2.235 jobs, lyder de præcise tal i rapporten, der er lavet af Liverpool John Moores University (LJMU) og University of Liverpool på bestilling af byrådet og gengivet i bl.a. den britiske avis The Telegraph.

Det er ved at være 55 år siden, at The Beatles startede med at optræde - til en hyre på fem pund - i Liverpool-klubben The Cavern, hvor gruppen optrådte 292 gange fra 1961 til 1963 - året hvor de fik sit første førsteplads på den britiske hitliste med »From Me To You«.

Herefter gik det jo rask mod stjernerne for de fire Beatler, John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr med en sand sværm af karakteristiske hits, der vendte op og ned på pop- og rock-universet i det årti - og mange år efter. Så mange, at Beatles-økonomien i Liverpool er vokset med op til 15 procent årligt med et »markant yderligere vækstpotentiale,« som det hedder i rapporten.

»Hos alle vi talte med, var der en stærk tro på, at byen vil tiltrække besøgende gennem Beatles langt ind i fremtiden,« lyder det ifølge The Telegraph i en pressemeddelelse fra rapportens hovedforfatter, professor Simeon Yates, mens hans kollega Mike Jones, fra University of Liverpools Institut for populærmusik udbreder sig om byen og bandets ubrydelige sammenhæng.

»Liverpool var ikke bare fødestedet for The Beatles, det var deres vugge. Hvad de lærte som Liverpudlians, tog de med ud i verden. Selvsikkerheden og åbenheden over for nye kulturer er stadig en levende og markant del af livet i byen. Den stadig unge Beatles-musik minder os om, hvem vi er og hvem vi kunne være.«

I slutningen af 2015 kom The Beatles' musik i øvrigt endelig ud på streaming-tjenesterne Spotify, Apple Music m.fl. Så nu er der måske et nyt publikum på vej til Mersey-side byen.

Se og hør The Beatles i Liverpool i 1963: