Så lidt sex er der altså ikke i Shakespeare!

Grønnegårds Teatret leverer ejendommeligt kønsløs opsætning af Shakespeares »Helligtrekongersaften«, der ellers burde være komedien til tiden.

Kønsløs Shakespeare: Troels Lyby og Katrine Greis-Rosenthal i »Helligtrekongersaften« på Grønnegårds Teatret. Fold sammen
Læs mere

Er Shakespeares »Helligtrekongersaften« ikke komedien til tiden? Det burde den være. Så queer, at det faktisk gør noget. Med den mere end pikante intrige, der giver sin instruktør nærmest endeløs mulighed for at bygge videre på den leg med kønnene, der allerede er Shakespeares.

Den er velsagtens teaterhistoriens første kærlighedskarussel og sovekammerfarce: Alle elsker de forkerte, indtil forvirringen og forvekslingen får hjerterne til at slå i den rigtige takt. Og komedien om kærlighedens ustyrlighed, uforudsigelighed og ubestandighed har alt det, der kunne gøre den til den klassiker, der siger os noget lige nu. Som i kølvandet på diskussionen om kønsidentiteter i opløsning og #MeToo-feminismen kunne blive til en mere end almindeligt pirrende komedie i dialog med lige nu og her.

Viola skyllet i land på Illyriens kyst – her i selskab med narren Feste. Her Katrine Greis-Rosenthal og Niels Ellegaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr.

Hør bare: Adelsfrøkenen Viola skyller i land på eventyrlandet Illyriens kyst, forklæder sig som mand, forelsker sig i den hertug, der drages mod ynglingen, samtidig med at han bejler til grevinde Olivia, der til gengæld forelsker sig hovedkulds i den forklædte Viola, som hun altså tror er en mand. Det er næsten umuligt ikke at blæse den direkte ind i tiden, hvis man vel at mærke kan, vil og tør.

Kønsløst

På Grønnegårds Teatret vælger man i stedet at spille teksten som en jævn, halvmunter og nogenlunde virksom sommerkomedie. Kønt, men kønsløst. Den erotiske komedie er – for nu at sige det ligeud – ikke synderligt erotisk. Hverken fræk eller vovet nok i alle ordenes afskygninger. Hvor er iscenesætteren Christoffer Berdals reelle aftryk?

Hvad vil han sige med komedien andet end det indlysende? Havde man håbet, det ville føre noget med sig at gøre hushovmesteren Malvolio til en kvinde i den underintrige, der handler om at få den hovne nar ned med nakken, skuffes man, for den tilføjer intet, hvor meget Ann Eleonora Jørgensen i rollen end forsøger at bløde kanterne op og menneskeliggøre denne spillets taber. Man stopper ligesom halvvejs, inden kønsskiftet for alvor får konsekvenser.

»Shakespeare, jo, men ingen Sexspeare.«


I det hele taget virker slagets gang, som om komikken er lagt på udefra, også når Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen og Anton Hjejle tager hånd om den mere grovkornede komik, uden at det sjove bliver sjovt. Den ligner en komedie i det ydre – ikke mindst i designeren Nicholas Nybroes overdådige kostumer, der næsten gør scenen til en catwalk.

Kommer skuespillerne langt nok i deres roller til, at det for alvor interesserer? Katrine Greis-Rosenthal spiller for eksempel Violas ungdommelige forvirring så svalt og nøgternt, at man ikke mærker hende. Troels Lybys hertug virker så spleenramt, at det hele er lige meget, mens Julie Agnete Vang kommer et stykke ad vejen med sin sødt-forvirrede Olivia. Niels Ellegaards nar er både kløgtig og melankolsk, men har ikke rigtigt noget at være det på baggrund af.

Shakespeare, jo, men ingen Sexspeare. Lige til at blive opstemt over er »Helligtrekongersaften« på Grønnegårds Teatret altså ikke. Hverken på den ene eller den anden facon. Uden meninger og derfor med en snigende fornemmelse af manglende mening.

»Helligtrekongersaften« af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse og bearbejdelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Per Schultz. Kostumedesign: Nicholas Nybro. Grønnegårds Teatret, Designmuseum Danmarks have. Til 24. august.

Nicholas Nybros farvefrække, overdådige kostumer er lige til at lade øjnene gå på vandring i. Her Ann Eleonora Jørgensen og Julie Agnete Vang. I baggrunden Laura Bro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Stæhr.