Så er der også alle de andre

Det er branchens festival, men det er de filmtossede der skaber stemningen.

Festival goers ask for cinema tickets outside the Festival palace on May 11, 2016 ahead of the opening of the 69th Cannes Film Festival, southern France. / AFP PHOTO / ANNE-CHRISTINE POUJOULAT Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

»Ja, det er altid et irriterende mas ved de her visninger, hvor der er alle mulige andre også.«

Ordene kom fra Jon, som er en særdeles garvet norsk journalist, der er på sin sidste Cannes-festivalen efter over 20 års tro tjeneste. Vi var på vej ind til visningen af Steven Spielberg-filmen »The BFG«, som vises udenfor konkurrencen, og derfor ikke følger de normale spilleregler for badges, som til pressevisningerne (se tidligere dagbog).

Derfor var jeg, som den amatør  jeg er, ved at blive presset ud i en helt uoverskuelig lang kø til filmen, og da jeg jo skulle møde Spielberg bagefter, var jeg ved at være en anelse bekymret. Indtil jeg spottede den garvede nordmand, og cuttede igennem køen i hans kølvand. Der er - forstår jeg - en uskreven regel om, at hvis man kun er en, så må man godt crashe en kø op til nogen, man kender - og møde dem med overdreven gensynsglæde. Hvis man er flere, kan man til gengæld forvente, at skældsordene regner ned over en på ens ufortjente plads i den tid, man står der.

Nå, men jeg kom med ind sammen med Jon og fik en af de sidste ledige pladser, der ikke allerede var forbeholdt billetfolket - et noget uvant sted i forhold til der, hvor man som det vanedyr, man også er, altid sætter sig. Uvant er det også, at folk klapper og hujer allerede før filmen - typisk når skiltet for det firma, de er inviteret af, kommer på. Til pressevisningerne er det stort set  først efter filmen, at man eventuelt klapper - eller buher, hvis det går så galt, hvad jeg nu ikke har oplevet endnu.

Almindelige mennesker fylder alligevel godt op udenfor festivalpalæet i håb om en af de forjættede festivalbilletter. Cannes er jo en branche-festival, så der er slet ikke nogen billetter til salg til det officielle program - man skal inviteres. Og det understreges af festivalarrangørerne, at det er ulovligt og bliver straffet, hvis man giver billetten videre til andre - uanset om der er penge indblandet eller ej.

Nu er der bare det ved det, at festivalen også hader tomme pladser, så der er samtidig straf for ikke at bruge sin billet. Derfor er der et sandt mylder af folk i deres allerpæneste tøj uden for palæet om aftenen stående med skilte, hvor de beder om billetter til f. eks. Ken Loach'  »I, Daniel Blake« eller det listige, lesbiske skæbnedrama fra Korea, »The Handmaiden« (som i øvrigt er en rigtig god film). Så hårdere er justitsen heller ikke fra festival-arrangørernes side.

Man kommer jo heller ikke udenom, at det er alle de filmtossede folk, der fylder op omkring palæet, som skaber den særlige stemning. Og dem der bænker sig nede på stranden og ser gamle klassikere på storlærred med Middelhavet som baggrund. Her er det i øvrigt bare først til mølle først filmsæde. Og dem der maser og stopper trafikken på Croisetten foran festivalpalæet for at følge med i trafikken på den røde løber til aftenens galla-visning.

Og tæt er der på de kanter hver aften. Dog er der ifølge The Hollywood Reporter bedre plads i år end tidligere år både der og andre steder - det er faktisk sådan, at det er muligt nogen gange at vælge mellem to forskellige borde på strandene foran Grand eller Carlton til frokost, rapporterer ledende filmfolk til bladet med en vis bekymring.

For det kan godt være, at alle de andre kan være irriterende - men uden er det jo slet ikke sjovt.