Så åbner Danmarks største kultur- og havnefestival

Når Danmarks største kultur- og havnefestival, Kulturhavn 2011, åbner fredag eftermiddag i København, bliver det på en scene, som to arkitektstuderende har bygget af gamle cykler hevet op fra havnens dyb.

Julia Andersson og Rasmus Gosvig har brugt en stor del af deres sommerferie på at tegne og konstruere den flydende scene. Her er de netop gået i gang med bjerget af gamle cykler fra havnedybet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En flydeponton på ti gange seks meter, 150-200 cykelvrag hevet op af Københavns Havn, 800 meter rå lægter i forskellig tykkelse, et uhyrligt antal søm, skruer og bolte, stiksav og vinkelsliber samt en masse arbejdstimer og hjælpende hænder fra gode venner og holdkammerater.

Det er, hvad de to arkitektstuderende Julia Andersson og Rasmus Gosvig har skullet bruge for at skabe den flydende skulpturelle sceneinstallation i havnebassinet ud for Kulturhuset på Islands Brygge, hvor den officielle åbning af festivalen Kulturhavn 2011 finder sted fredag eftermiddag.

Her skyder kulturborgmester Pia Allerslev (V) og Kulturhavns formand, Christian Eggert Jørgensen, festivalen i gang akkompagneret af bl.a. rap, poetry-slam, colombiansk folkedans og ballet. Under resten af festivalen omdannes den flydende scene til et anderledes loungeområde, hvor festivalgæsterne kan hænge ud og slappe af mellem Kulturhavns flere end 120 forskellige aktiviteter.

Alt det var imidlertid lidt svært at se for sig, da Berlingske for en uge siden mødte de to unge arkitektstuderende på Teglholmen, hvor den store bunke af sammenfiltrede cykelvrag netop var blevet læsset af på kajen. Københavns Kommune fisker hvert år mellem 400 og 600 cykler op af vandet ved den årlige »hovedrengøring« af havnen.

»Vi vil gerne bruge nogle ting, som findes i havnen, og samtidig siger de mange cykler jo netop noget om, hvor stor en rolle cyklerne spiller i en by som København,« siger Julia Andersson, mens Rasmus Gosvig på en lille model viser, hvordan selve skulpturen skal formes som to store bølger, der fra hver sin side slår ind over scenen.

Samarbejde med Arkitektskolen

Formålet med den flydende scene/lounge er - ligesom formålet med hele Kulturhavn festivalen - at vise København som en havneby og mulighederne for at skabe attraktive rum og aktiviteter i havnen, forklarer festivalleder Nanna Sørensen, som allerede sidste år tog kontakt til Arkitektskolen for at få et samarbejde i gang.

Det fører nu til, at professor Marianne Ingvartsen fra Arkitektskolens Afdeling 2 »Arkitektur, By og Bygning« vil integrere samarbejdet med Kulturhavn i sin undervisning. I det kommende semester planlægger hun to workshops over temaet »Byen som scene/scener i byen«.

»Jeg synes, at det har været interessant at følge de to studerendes arbejde. Det er nogle spændende idéer, de har haft, og jeg tror, det kan blive inspirerende både for skolen og vore studerende at komme i tættere dialog med de mennesker, der skal bruge det, de laver,« siger hun:

»Hidtil har de studerende jo arbejdet gratis i deres ferie, så det vil være en stor fordel for dem, hvis arbejdet kan komme dem til gode i deres professionelle studier.«

Foreløbig regner Julia Andersson og Rasmus Gosvig med at bruge alle døgnets lyse timer de kommende dage på at få skulpturscenen klar til fredagens åbning.

»Det har været en fantastisk mulighed for os at teste vores idéer fra en lille model til stor skala og se, hvad der egentlig kan lade sig gøre,« siger siger Julia Andersson.