Der går et ekko af 1970erne gennem Socialdemokratiets kulturpolitik. Ifølge partiets næstformand og kulturordfører, Mogens Jensen, skal kunsten og kulturen ud til endnu flere danskere, på trods af at en nylig undersøgelse viser, at danskernes kulturforbrug allerede er stort og stigende.

»Vores hovedprioritet i den kommende valgperiode bliver et fokus på den kulturelle ulighed. Der er rigtig mange danskere, der ikke bruger eller har adgang til kunst og kultur,« siger Mogens Jensen.