Rystende #MeToo-vidnesbyrd fra Sverige, comeback til danske rockhelte og tre andre sange til din weekend

Ny lyd fra Nephew, Jenny Wilson og James Blake. Velkommen til Playlisten, hvor musikredaktøren hver uge peger på fem nye sange til din weekend.

Jenny Wilson
Foto: PR. Den svenske sangerinde Jenny Wilson synger på sin nye selvbiografiske single om et seksuelt overgreb.
Læs mere
Fold sammen

1. Nephew: »Amsterdam«
Det er efterhånden seks år siden, vi har hørt nyt fra Nephew, men nu er Simon Kvamm & Co. altså tilbage med tre spritnye sange og et nyt medlem i form af Marie Højlund fra Marybell Katastrophy. På »Amsterdam« lyder Nephew dog stadig umiskendeligt som Nephew: En stor boomende electro-rock-ballade med gigantisk mandskor, næver knyttet mod himlen og en tekst, der leger (lidt frelst) med kontrasten mellem priviligeret velfærdsturisme overfor flygtninge, der må søge mod andre lande for at redde deres liv.

2. Jenny Wilson: »RAPIN*«
#MeToo-bevægelsen har ramt den svenske musikbranche på en helt anden måde end herhjemme, hvor der har været bomstille. Og nu manifesterer den sig også kunstnerisk på den svenske indie-veteran Jenny Wilsons kommende album, »Exorcism«, hvorfra hun netop har sluppet den ildevarslende electro-banger »RAPIN*«. Sangen er et selvbiografisk vidnesbyrd om en voldtægt, som Wilson aldrig tidligere har talt om, og det er mildest talt barske løjer.

3. Julia Michaels: »Heaven«
»They say all good boys go to heaven / but bad boys bring heaven to you,« synger den amerikanske sangerinde og sangskriver i omkvædet på »Heaven«. I disse #MeToo-tider lyder det jo næsten som en hån mod modige sangerinder som Wilson, men konteksten for Michaels’ velformede ballade er soundtracket til den nye »Fifty Shades of Gray«-film. Og er som sådan et godt eksempel på, hvor mudrede vande seksualiteten som oftest er. Begæret lever stadig i overskridelsen - det skal naturligvis bare være den rigtige overskridelse.

4. James Blake: »If The Car Beside You Moves Ahead«
Jeg stod helt af på James Blakes seneste langgaber af et album, »The Colour In Anything« (2016), men med hans nye single pirrer han igen min nysgerrighed. Blake har gjort helt utrolige ting med sin stemme op gennem årtiet, og igen formår han dekonstruere den på en måde, som vi ikke har hørt før. Her pitcher han den lysere, klipper fraseringerne, så det lyder som en slags digital stammen og får på mærkværdig vis en sært dragende melodi ud af anstrengelserne.

5. Yo La Tengo: »Out Of The Pool«
Ah, gode gamle Yo La Tengo kan man altid regne med. Det alsidige amerikanske indierock-band har efterhånden mere end 30 år på bagen, og med »Out Of The Pool«, viser de, at de stadig er uforligneligt godt og fascinerende spaced-out selskab. Hele det kommende album skulle efter sigende været klippet sammen af fragmenter og outtakes fra hele karrieren, der er samlet i nye numre og blidt atmosfæriske formationer. Der er grund til at glæde sig.