Rygtesmeden

Verden over bliver totalt ukendte mennesker stjerner i cyberspace og ofte rækker berømmelsen langt ud over Andy Warhols legendariske »15 minutes of fame«. Berlingske Tidende har som det første danske medie talt med et af de mest lysende eksempler på internettets megastjerner, gossip- gangsteren Perez Hilton, hvis weblog dagligt besøges af otte millioner unikke brugere og som snart debuterer med to TV-shows.

Det kan da godt være, at de kendte hader Perez Hilton, fordi han altid hænger dem ud og viser dem fra deres værste side, men ikke desto mindre vil de gerne ses i selskab med ham, fordi han er blevet så berømt, at otte millioner mennesker daglig læser hans blogs - og det er jo trods alt ikke til at kimse af, når man er en kendis. Fold sammen
Læs mere

For to et halvt år siden var han ingenting. En nobody med drømme om storhed og glamour. I dag besøges hans hjemmeside dagligt af mellem syv og otte millioner mennesker fra hele verden. Han er blevet den mest hadede mand på nettet, Hollywoods fjende nummer et og er selvudnævnt »Queen of all media.« Og så er han blevet mere kendt, end han nogensinde havde forestillet sig.

Mød gossipgangsteren Perez Hilton, der går under det borgerlige navn Mario Armando Lavandeira Jr., hvis skæbne er eksemplet på web 2.0 en virkelighed, hvor den enkelte er stjernen. En virkelighed, der er fuldstændig revolutionerende for det mediebillede, vi kender. Et sted, hvor den enkelte kan bliver berømt fra den ene dag til den anden og få indflydelse, som før kun var de etablerede medier forundt.

Perez Hilton er 29 år gammel og blev født i Miami af cubanske forældre. Hver dag rapporterer han på sin weblog om Hollywoods største stjerner og deres seneste skandaler. Til stjernernes store utilfredshed. Og det er specielt hans særlige stil, der gør ham så hadet. De billeder han bringer er stort set de samme, som man kan finde på lignende blogs, men Lavandeira tegner sæd i mundvigen på stjernerne, fylder næserne med kokain og så skriver han slogans og kommentarer med barnlig skrift hen over billederne.

Det er den fuldstændig uortodokse cocktail, der har gjort ham verdenskendt og som betyder, at han på næste fredag debuterer som vært på MTV og til september får sit eget TV-show på musikkanalen VH1 under titlen »What Perez Sez«.

Bush gjorde udslaget
Berlingske Tidende har som det første danske medie fået et interview med den kontroversielle blogger. Men det krævede en lidt specielt indsats, der er meget sigende for, hvordan alteregoet Perez Hilton arbejder.

Først et forsøg med en e-mail-forespørgsel med en ganske traditionel overskrift: »Muligt interview med dansk avis«. Tre dage og ingen reaktion. Samme mail en gang til. Men stadig intet svar. Så e-mail med et tillokkende emne: »Nøgenfotos af Britney Spears«. Den slags vil Perez Hilton med garanti reagere på. Men først da emnefeltet blinker med »George Bush afsløret som utro«, er der hul igennem, og Perez svarer. Han vil gerne være med, selvom han føler sig lidt snydt. Men han forstår fremgangsmåden, det er sådan han selv arbejder. Sladder er hans benzin.

Lavandeira åbnede sin blog i 2005. Først under navnet »PageSixSixSix« inspireret af New York Times legendariske sladderspalte Page Six, men efter sagsanlæg fra newyorkeravisen skiftede han til »Perezhilton.com«. Et navn som er en latinoficering af hotelarving og sladderdronning Paris Hiltons navn. Hun er en af Lavendeiras nære venner.

»Jeg åbnede min blog, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg havde haft en masse lortearbejde, men det var faktisk kun sladder, jeg var rigtig god til. Men at det skulle blive så stort, havde jeg aldrig regnet med.«

Han skriver, hvad han vil
Og stort blev det. I dag kan hans betydning med sit fanatiske og trofaste millionfølge næppe overvurderes. Han gør unge navne til stjerner det var bl.a. Perez velsignelse og omtale, der breakede Amy Winehouse og Mika i USA og når først Perez har tegnet sæd i mundvigen på en mandlig amerikansk kendis, går der som regel ikke lang tid, før han springer ud af skabet og erklærer sig selv for homoseksuel mest prominent er Lance Bass, den tidligere teenstjerne fra det voldsomt populære boyband N*SYNC, hvor også Justin Timberlake startede sin karriere.

I den forbindelse er Perez Hilton blevet voldsomt angrebet for at ødelægge folks liv og for konsekvent at overskride de grænser og regler, som andre medier følger. Det afviser han.

»Jeg skriver alt, hvad jeg ved. Men kun, hvis jeg ved, det er rigtigt. Og så føler jeg altid efter inden i. Jeg ER min læser. Når jeg ved, hvad jeg selv vil have, ved jeg, hvad mine læsere vil have. Det er trist, at jeg bliver våd i bukserne af begejstring, når Britney Spears er ude af kontrol og bliver indlagt på afvænning, eller Lindsay Lohan kører galt i sin bil igen, men sådan er jeg. Jeg elsker sladder højere, end jeg elsker noget andet. Og sådan er der åbenbart også andre, der er,« siger han.

Og netop det faktum, mener han, er skyld i hans overraskende succes. Han er foran de traditionelle medier, så de retter opmærksomheden mod haYns slags.

»De gamle medier har måske stadig deres troværdighed, men de er helt ude af trit med udviklingen. I deres forsøg på at følge med kigger de mod Internettet og forsøger at aflure os, der har succes. Men vi har fingrene nede i folkedybet, og når de gamle medier skriver om os bloggere, gør de os større og større - og skriver deres egen dødsannonce.«

Men det er ikke kun de »gamle« medier, der bliver bragt i defensiven. Medaljen har nemlig også en bagside for Lavandeira. Han modtager dødstrusler fra kendtes fans, og han er blevet sagsøgt for at have brugt billeder, han ikke har ophavsret til. Søgsmålet løber op i 7,5 millioner dollars.

Men indtil videre er han fuldstændig upåvirket af sagsanlæg og millionregninger. Han tjener fedt på bannerannoncer på sin hjemmeside, og med to TV-shows på vej er en stabil indkomst også sikret. Så han fortsætter gladeligt med at tilsvine Britney Spears, udstille Lindsay Lohan og elske Paris Hilton.

For det er det, han kan. Han var blandt de første til bringe historien om Brad Pitt og Angelina Jolies forhold, han var en af de eneste, der til at starte med viste billeder af trusseløse Britney Spears og Paris Hilton. Han har mere end antydet, at Victoria Beckham kommer fra rummet, og han var helt aktuelt den første med nyheden om Melanie Browns (den tidligere Spice Girls) hemmelige bryllup!

Én blandt flere stjerner
Perez Hilton er imidlertid meget mere end showbizz superbitch. Han er udtryk for en tendens. Flere og flere totalt ukendte opnår overvældende berømmelse gennem internettet. Gennem populære internettjenester som Myspace og Youtube kan man skabe sin egen karriere. Og modsat tidligere er der ikke længere kun tale om Andy Warhols »15 minutes of fame«. Nej, ganske mange forstår at udnytte situationen og blive mere eller mindre varige berømtheder.

Ligesom Perez Hilton i den kommende tid debuterer som TV-vært og tjener styrtende med penge på internetannoncer, har for eksempel Myspace-fænomenet Tila Tequila efter den første umiddelbare berømmelse formået at etablere såvel sit eget tøjmærke som at udgive egne sange og etablere et pladeselskab.

Hendes historie er lige så bemærkelsesværdig. Hun formåede næsten egenhændigt at gøre networking-siden Myspace populær, da hun flyttede hele sit netværk fra konkurren ten friendster.com, der ligeledes et et internetbaseret netværksværktøj til netop Myspace.

I dag har hun over to millioner virtuelle venner. Hun havde optrådt lettere afklædt på billeder i en række mandeblade, men ellers formåede hun bare at gøre sig interessant: Skrive blogs om sit liv og de mest ubetydelige ændringer i sine personlige forhold.

Hvad der virkelig gjorde hende populær frem for andre kønne piger kan ikke fastslås med sikkerhed, men den vietnamesiskfødte amerikaner blev i løbet af ingen tid nettets »IT«-girl. Hende man bare skulle se, høre og kende. Og helst være venner med.

I dag har over 70 millioner kigget forbi hendes myspace-profil, og mellem 2,5 og 3,5 millioner har hørt hendes nyeste sange. Hendes type kaldes cybercelebrities eller slet og ret e-lebtries, Internetstjerner. Og de bliver flere og flere.

I en anden boldgade har Internettjenesten Youtube også produceret stjerner, der viser sig at være langtidsholdbare. Youtube er en Internetside, hvor brugere fra hele verden kan lægge videoer af sig selv, så alverden kan se dem.

Et af det mest lysende eksempler er Jessica Lee Rose. Hun blev i sin tid kendt som den 15-årige »lonelygirl15.« Her lavede hun en slags videodagbog fra en sit liv. Hun rapporterede ofte og fortalte om sine problemer med kærestesorger og kontrollerende forældre, der angiveligt tilhørte en eller anden form for sekt. Hvert eneste afsnit i serien blev set af millioner af mennesker. Lonelygirl15 viste sig dog at være et fupnummer, og Jessica Lee Rose blev afsløret som en 19-årig newzealandsk skuespiller, der var blevet hyret til rollen af et produktionsselskab. Men Internettet - og den virkelige verden - tilgiver, og i dag optræder Jessica Lee Rose i kampagner for FN, hendes historie inspirerer amerikanske TV-serier, der bliver skrevet sange om hende, og der bliver gjort nar af hende i komedier.

»Det er jo det, vi kan. Vi inspirerer alle medier med vores handlinger. Internettet og de personer, der kan bruge det, er førende på alle mediefronter. Og når man i den grad er dagsordensættende, kan man ikke undgå at blive lagt mærke til. Blive berømt,« siger Lavandeira.

Berømmelsen kan imidlertid også være ganske ufrivillig og uoverlagt. Amerikanske Gary Brolsma lagde i slutningen af 2004 et klip af sig selv ud på Internettet. Men han havde ingen anelse om, hvad det ville føre til. Klippet, der viser den nørdede og overvægtige Brolsma i en slags dans til det rumænske monsterhit Dragostea Din Tei med bandet O-zone, var ifølge BBC i november 2006 blevet set over 700 millioner gange og webeksperter har siden sagt, at »hans optræden alene berettiger eksistensen af webcams.«

Berømmelsen smittede
Den kun 18-årige amerikaner blev verdenskendt, og snart var han inviteret til diverse højtprofilerede talkshows. Han kunne imidlertid ikke klare den store opmærksomhed og trak sig ud af rampelyset. Men berømmelsen var alligevel en smittende størrelse, og i 2006 vendte han tilbage med et garagerockband og oplever igen opmærksomhedens sødme.

Og sådan fortsætter historierne. Alle kan blive stjerner, hvis de får en god idé. Listen er lang, og især Myspace og Youtube er storleverandører af folk, der søger berømmelsen, men det er endnu kun et fåtal, der når den - og fastholder den. Men det gjorde Perez Hilton som bekendt.

Og i dag står han ved en korsvej. Vil han selv fuldgyldigt være kendt, hænge ud med de kendte og være en af dem, som sladderspalterne verden over skriver om? Mere præcist: Vil har skrive, eller vil han blive skrevet om? Det er det spørgsmål han må forholde sig til. Men han afviser dilemmaet.

»Jeg ser ikke mig selv som stjerne. Jeg arbejder mellem 17 og 19 timer i døgnet og har aldrig rigtig tid til at føle mig selvfed, for der er altid masser af mennesker, der har lyst til at svine mig til,« siger han og tilføjer:

»Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg elsker hver minut af det. Og jeg vil kæmpe med næb og klør og alverdens beskidte kneb for at bevare min status som The Queen of all Media.«