Rydahls toer er endnu bedre

Thomas Rydahl nyeste roman er skrevet under hans kones kræftsygdom. Fold sammen
Læs mere

Verden er sjældent så forudsigelig forbryderisk og firkantet, som den ofte fremstilles i traditionelle krimier, ligesom efterforskning og opklaring næppe heller altid flasker sig lige så formfuldendt og fejlfrit som skitseret i et spændingslitterært plot. Livet er krøllet, krast og indimellem kompliceret, og derfor er det en lise at læse en så komplet anderledes, meget urolig og foruroligende nærværende spændingsroman som Thomas Rydahls »De savnede«. Den er nemlig lige præcis så kantet og kringlet som verden udenfor og indeni, og selv om det nogle gagne gør teksten lidt tung og læsningen krævende, opvejes det både af troværdigheden, sprogtonen og forfatterens åbenlyse tillid til sine læsere.

Bogen er andet bind i en serie om den aldrende enspænder Erhard Jørgensen, kaldet eremitten, ligesom titlen på første bind. Han har, siden han for en snes år siden stak af fra kone og børn hjemme i Danmark, boet på den canariske ø Fuerteventura og ernæret sig som taxichauffør og klaverstemmer, og han er lidt ad bagvejen blevet en lokal privatdetektiv af den mere alternative slags. For ikke blot er han godt oppe i årene og har i øvrigt kun ni fingre, han er heller ikke særlig organiseret og velovervejet i sin tilgang til hvervet endsige tilværelsen sådan i mere bred forstand.

I dette andet bind har Jørgensen imidlertid mistet sin taxibestalling og lever på en sten, eller rettere: han har måttet flytte fra sin afsidesliggende hyrdehytte og installere sig inkognito og på udlejerens nåde i en bylejlighed i et halvfærdigt nybyggeri tættere ved vandet. Han spiller om penge og taber og er der- med fattigere end nogensinde, og han må derfor ty til opgaver, han ellers ikke ville have taget.

På denne måde kommer han i kontakt med en illegalt indvandret malisk kvinde, der med hjælp fra en lokal katolsk nonne vil have ham til at finde sin forsvundne mand. Erhard Jørgensen går til sagen med en vis hverdagsnaiv tilbagelænethed, men da det viser sig, at den forsvundne malineser ikke har haft helt rent mel i løsarbejderlønningsposen, og da Jørgensen i øvrigt også er jaget vildt på øen, tager begivenhederne og spændingen fart.

Oven i dette ankommer en verdenskendt dansk dj og musiker med et TV-hold til øen, hvor de skal lave et afsnit i den Sporløs-lignende serie »De savnede«. Kvinden Le med de silikonefyldte læber og bryster skal finde sin forsvundne far, men allerede i lufthavnen bliver hun truet til at afbryde sit forehavende, og da samarbejdet med TV-holdet heller ikke forløber gnidningsfrit, går projektet snart op i hat og briller.

Som man nok kan regne ud, er den forsvundne far identisk med eremitten, men det videre forløb skal ikke afsløres her. Det skal blot nævnes, at skildringen af de psykologiske fortrængninger og forviklinger er eminente og sådan set en væsentlig byggesten i hele plottet, hvor bådflygtninge, overdreven turisme, organiseret kriminalitet og ulykkelig kærlighed danner fundamentet.

Rydahl skriver stilsikkert og stoisk, meditativt og melodisk, og hans karakteristiske adstadige tempo får fart, efterhånden som handlingen for alvor kommer i gang. Der er egentlig ikke så meget at sige til, at han allerede er blevet anprist med en række fornemme litterære hædersbevisninger. »De savnede«, den svære, men i dette tilfælde endnu bedre toer, fortjener mindst den samme opmærksomhed.

Hvad: »De savnede«

Hvem: Forfatter: Thomas Rydahl.

Sider: 516. Pris: 300 kr. Forlag: Politiken.