Russisk vrede over »politisk« vindersang: »Hun hylede og skreg«

Ukraines sejr ved Eurovision har fået både menige russere og politikere til tasterne. Minister truer med at sende punksanger til Ukraine næste år, mens andre mener, at den internationale sangkonkurrence er død.

Den ukrainske sanger Jamala har sat sindene i kog med sin vindersang "1944". Her fejrer hun sejren ved gårsdagens Eurovision i Sverige.  Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN NACKSTRAND

Der var lagt op til Grand Prix-drama allerede i februar, da Ukraines befolkning valgte, at sangeren Jamala skulle repræsentere landet ved Eurovision 2016. Hendes sang, 1944, der handler om massedeportation af tatarerne fra deres hjem på Krim-halvøen i 1944, faldt flere russere for brystet, fordi den blev opfattet som en direkte kommentar til Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014.

Det lykkedes ikke kritikerne at stoppe sangen. Til gengæld blev sejren i dag debatteret intensivt på de sociale medier, hvor flere russiske seere og politikere er strøget til tasterne. Og det er ikke skulderklap, der bliver delt ud til vinderen.

»Jeg beklager, men Jamala sang ikke engang. Hun hylede og skreg. Jeg beklager, men hun vandt kun på grund af politik. Det er en uretfærdig sejr,« mente en Twitterbruger ifølge BuzzFeed, mens en anden gik mere aggressivt til værks:

»Ukraine, du stinker. Hvor vil du få pengene til at være vært for Eurovision? Hader dig, kan du høre mig? Ukraine?«

Russisk punk i 2017?
Russisk TV meldte straks, at resultatet var aftalt spil, og at mens Ruslands egen sang vandt seernes stemme, forærede »ekspert-juryen« sejren til naboen, skriver den engelske avis express.co.uk.

Rusland var en af favoritterne til sejrsskamlen. På forhånd havde Ukraine meldt ud, at landet ville springe over konkurrencen næste år, hvis den skulle afholdes i Rusland.

Det problem er Ukraine nu ude over, og indtil videre tyder intet på, at Rusland vil blive hjemme næste år. Tværtimod »truer« vicepremierminister Dmitry Rogozin med at sende sangeren Sergey Shnurov fra Vladimir Putin's hjemby, St Petersborg, som Ruslands bidrag til næste års Eurovision. Han er med i ska-punk-bandet Leningrad.

»Næste år sender vi (Sergey) Shnurov. Han vil ikke vinde, men han vil fortælle dem alle, hvor de skal gå hen,« siger Dmitry Rogozin ifølge express.co.uk

»Eurovision RIP«
I reglerne for Eurovision står der blandt andet, at ....»ingen sangtekster, taler eller gestikker, der har en politisk eller lignende karakter, er tilladte i Eurovision.« Derfor er netop sangen 1944 blevet diskuteret, men den europæiske tv-union, EBU, mente ikke, at der var grundlag for at forbyde den.

Men nogle mener, at der ikke længere er grundlag for at kalde Eurovision for en sangkonkurrence. "Politvision. Eurovision RIP", skriver en bruger på Eurovisionens egen Facebookside.

Den holdning abonnerer  formand for den udenrigspolitiske komite under det russiske underhus, Dumaen, Alexey Pushkov, også på. Han mener ifølge den britiske avis Sunday Express, at der lige nu hersker en anti-russisk atmosfære i Europa.

»At politisere Eurovision er begyndelsen til enden på det. Konkurrencen går fra at handle om musik til at handle om politiske spekulationer, uafhængig af kvaliteten og deltagernes meritter,« citerer avisen ham for at sige.

Ukrainerne er selvsagt stolte af sejren. De ser Jamala som et vigtigt talerør. Som en bruger skriver på twitter:

»Du gjorde det fantastisk, Jamala. Vi troede på dig. På at Ukraine med succes ville blive hørt gennem din stemme.«.

Herunder kan du se både Ukraine og Ruslands sange: