Bølgen

Jens-Emil Nielsen, journalist og forfatter til bl.a. »Pigtrådsmusik«, »Rock’n’roll – musik eller galskab?« og »Beat & folkemusik. Dansk rock 1966-1970« :

»Rock and roll-bølgen kom jo i 1956, og den kom også i en dansk udgave, og i starten af 1960erne begyndte man så herhjemme at kalde musikken for pigtråd – med The Cliffters som det første pigtrådsband. Det var The Cliffters, der havde det berømte nummer »Django«, skrevet af Mogens »Django« Petersen, og det var også her, Johnny Reimar var med som forsanger. The Cliffters optrådte i Ungdommens Dansehal i Kødbyen i København, der, hvor Børge Kiesbye havde sin danseskole, så det var i Kødbyen, den danske pigtråd mere eller mindre startede.

Pigtråd er den musik, man internationalt kalder rockmusik. Fra cirka 1966 til 1968 kaldte man rockmusikken for beatmusik, og det er også et ord, man kun bruger i Danmark. Det var først fra starten af 1970erne, at vi begyndte at kalde det rock. Det var pigtråden, der for alvor fik mange unge til selv at spille musik. I januar 1966 mente bladet Vi Unge, at der var ikke mindre end 6.000 grupper over hele landet. Pigtrådsgrupperne havde den klassiske besætning, som The Beatles også havde, med leadguitar, rytmeguitar, bas og trommer. Det var i høj grad britiske The Shadows, der skabte pigtrådsstilen, det med at stå og danse nogle små trin og spille nogle meget enkle melodier, og det gjorde The Cliffters så som de første herhjemme. Senere kom andre danske grupper til, grupper som The Rocking Ghosts, The Hitmakers og The Defenders. Sidstnævnte, der varmede op for The Rolling Stones ved deres koncert i København i 1965, var nok de største, bortset fra Peter Belli og Rivalerne. Det er iøvrigt en skæg tendens, at de rock- og pigtrådsmusikere, der ikke er døde – og det er der mange af dem, der er, på grund af stoffer og alkohol – at utroligt mange af dem stadig er aktive i dag. Dengang havde ingen af os forestillet os, at pigtrådsmusikerne skulle spille helt ind i pensionsalderen.«

Radioen

Jørgen de Mylius, radio- og TV-vært, konferencier ved pigtrådskoncerten i Falconer Salen i morgen.

»Jeg begyndte i radioen på tid, hvor den danske rock begyndte at blive kaldt pigtråd, som var et dansk udtryk for den der lidt primitive basis-rock’n’roll, der egentlig startede i USA, og som hurtigt kom til England, men ikke særlig hurtigt til Danmark. Vi havde jo et mediemonopol, og dengang opfattede man public service-begrebet anderledes end i dag. Man skulle ikke betjene kunderne, man skulle opdrage dem, og både ministre, programredaktører og andre syntes, at den nye musik var abemusik, at den var en svøbe, der gjorde folk dumme og opfordrede til optøjer. Der var musikeksperter, som rejste rundt og holdt foredrag og brugte Elvis som eksempel på, at den nye musik ikke var musik! Jeg blev ansat i DR 29. januar 1963, og jeg blev så sådan en, der gav de voksne aflad for deres manglende forståelse for musikken, blandt andet med programmet »Efter skoletid«. Man vidste jo ikke i DR, hvad man skulle gøre med den nye musik, derfor var det en stor lettelse for ledelsen, at man kunne ansætte mig som teenagekonsulent. Som det hed. Før jeg selv begyndte i radioen, var der allerede Melvis & His Gentlemen og The Cliffters, de første pigtrådsgrupper. De fik deres tilnavn fordi de store kulturbærende aviser syntes, at det, de lavede, var så forfærdeligt, larmende og modbydeligt. Men vi, der var i opposition til de voksne, tog navnet til os, med stor kærlighed. Pigtrådsmusikerne var dybest set dem, der annekterede den udenlandske rock’n’roll, og det er dem, vi fejrer ved koncerten i morgen. De er forfædrene til alle dem, vi har i dag, fra Kim Larsen til Anne Linnet til de helt unge.«

Koncerterne

Jørgen Mühlbrandt, guitarist i The Rocking Ghosts siden 1983, passivt medlem siden 1964.

»Vores forældre syntes, at den musik, man spillede dengang i begyndelsen af 1960erne, var noget skrækkeligt noget. De hørte Katy Bødtger og sådan noget, og så kom der pludselig noget med guitarer og forstærkere. Det lød, som om man rev sig på pigtråd, syntes folk, og sangerne sang ikke, syntes man, de skreg. I dag spiller vi i The Rocking Ghost til firmafester og på kroer – halballer, som vi spillede meget til i gamle dage, er en uddøende race, publikum kræver noget mere i dag. Halballer var noget med en en sportshal med borde og en bar i hver ende, og den, der blev mest fuld, havde haft det sjovest. Sådan gør det mere modne publikum ikke i dag, det handler ikke kun om at drikke bajere, man skal have noget at spise først. Melodierne i pigtråden er lavet sådan, at du hurtigt kan genkende dem. En melodi som »Belinda« kan du sidde og fløjte, når du har spillet den i 15 minutter, det kan du ikke gøre med musikken i dag, for de nyeste numre, de er gode, men de er meget mere teknik end en god sang. Pigtråden slutter der, hvor flower power begynder at komme ind, i 1968. Der er udsolgt i Falconer Salen i morgen. 2.200 mennesker kommer for at høre og se os, og der kommer også folk, som vi kender fra gamle dage, og som bare er samlet for en aften for at give et par numre. Selv har vi fået lavet en ny CD og en live-DVD, der er optaget ved en koncert på Bakkens friluftsscene. På DVDen har vi optaget rub og stub, ligesom man gjorde i gamle dage, 1-2-3-4, så spiller vi! Ikke noget med at rette i det bagefter. Det bliver så naturtro som muligt.«