Rumgåder

Steven Soderberghs »Solaris« er på sin vis fascinerende, men lukker sig utilgængeligt om sig selv.

Solaris er en planet, men tilsyneladende også en slags levende - guddomeligt? - væsen med en uforklarlig evne til helt konkret at legemliggøre gæstende astronauters inderste erindringer og længsler.

Den lokkende og skræmmende planet blev opfundet af den polske forfatter Stanislaw Lem, hvis roman »Solaris« i 1972 blev filmatiseret af den store russiske mystiker Andrej Tarkovskij med en henved tre timer lang, dybt uudgrundelig metafysisk fabel som resultat.

Altså kræver det en del mod at genfilmatisere den kryptiske roman, og det besidder den uberegnelige amerikaner Steven Soderbergh, som i sin version af »Solaris« i højere grad end Tarkovskij lægger vægten på en kærlighedshistorie, men har bevaret historiens gådefulde præg.

Psykologen Chris Kelvin (George Clooney) sendes op til rumstationen Prometheus, der er ankret op ved Solaris, for at undersøge, hvad der er sket med besætningen. I rumskibet møder Kelvin de to eneste overlevende astronauter, som er uligevægtige og hemmelighedsfulde, og han genforenes med sin døde kone Rheya (Natascha McElhone), men hun er et fantom skabt af Solaris. Og spørgsmålet bliver da, om de elskendes genforening er positiv eller negativ, og om man kan elske et væsen, som reelt kun er et spejlbillede af den elskede og selv ved det.

Dermed er »Solaris« nok en slags science fiction, men først og fremmest en - måske psykologisk, måske religiøs - symbolistisk beretning om at være fanget af fortiden, at nægte at give slip på minderne. Andre fortolkninger er mulige, men vanskelige at håndtere, for dette er en kølig og utilgængelig film, som med en flashback-fyldt handling løsrevet fra konkret tid og sted ikke giver synlige svar på sine dunkle eksistentielle spørgsmål.

Man må beundre Steven Soderbergh for hans frække alsidighed, der spænder fra kommercielle succesfilm som »Erin Brockovich« og »Ocean's Eleven« til dristige personlige eksperimenter som »Schizopolis« og »Full Frontal«, man må beundre George Clooney, der om nogen er så karismatisk en skuespiller, at han omtrent ene mand kan bære en krævende film på sine skuldre, og man må beundre den nye films foruroligende, metalkolde billeder, antydningsfuldt fotograferet af Steven Soderbergh selv under dæknavnet Peter Andrews.

Men i sin helhed er »Solaris« svær at beundre, for den krummer sig hermetisk om sig selv og inviterer ikke sit publikum indenfor. Man ser den med respekt, et langt stykke ad vejen endda med forundret fascination, men man ender med en frustreret følelse af kun at have kigget på omslaget af en lukket bog.

Længde: En time og 39 minutter. Censur: Tilladt over 11 år.