Rudy! Det brænder i din baghave!

11. september skabte to amerikanske helte: New Yorks brandmænd og RUDY GIULIANI. Nu er de i krig. Med hinanden. Rudy er en myte, advarer brandfolkene. Han er ikke manden, der kan slukke brandene efter Bush.

Smil, om så det gælder - Rudy Giuliani vinker til folket 15. maj i år. Foto: Reuters/Tami Chappell Fold sammen
Læs mere

NEW YORK. Lyden af sirener fylder hele gaden. Den bliver kastet mellem husene, og folk holder sig for ørerne. Blå blink spejler sig på Trinity-kirkens murværk, og dér kommer de: New Yorks Bravest. De modigste i New York. Brandmændene, der blev byens og Amerikas helte den 11. september 2001.

To røde brandbiler fra Station 10 på Liberty Street rykker ud til en brand, der viser sig at være falsk alarm. En halv times tid senere kommer de tilbage. Den ene forsvinder ind i garagen. Den anden gør holdt på hjørnet af Liberty og Broadway. En af de yngste folk på vognen sendes ud efter sodavand og sandwich. På passagersædet venter delingsføreren, en tætbygget, skaldet mand omkring de 50 år. Hans højre arm hviler ud over vindueskanten. Mellem fingrene holder han en lang, tyk cigar. Nok var det falsk alarm, men en udrykning er en udrykning, og sådan slutter han altid en opgave af.

»Du ved aldrig, om det bliver den sidste,« som han siger.

De tomme ord flyver let gennem luften, men får vægt, når man flytter blikket til den tekst, som er skrevet på siden af brandbilen: »Til kærligt minde om vores venner, der gav deres liv den 11. september.« Nedenunder er der tegnet en krans rundt om elleve navne.

»Jeg var der selv. Stod lige dernede klokken ti om morgenen,« fortæller delingsføreren og peger med cigaren: »Det var den værste dag i mit liv.«

Bag ham, cirka 50 meter væk, ligger Ground Zero. Her knejsede tvillingetårnene mod himlen indtil terrorangrebene for snart seks år siden. Lige siden har det været en mindeplads og turistattraktion. Men i juni pillede byen langt om længe de store billeder af forfærdede og sørgende newyorkere ned, og 27 kraner forvandler nu mindepladsen til byggeplads. Tilbage er blot en tavle med navnene på de omkomne og et lille informationskontor, der har placeret et nøje udtænkt slogan over sine vinduer:

»Think Back. Move Forward. Its Time.«

Tænk tilbage. Gå fremad. Det er på tide.

Den nye skyskraber, som er under opførelse, »Freedom Tower«, bliver 100 meter højere end World Trade Center. En hilsen lige op i ansigtet på terroristerne. Men som metafor er det også lige ind i hjertet af dagens USA. Amerikanerne tænker tilbage. De ved, at de var og formentlig stadig er mål for terrorisme. Men de kan ikke stå stille. De vil højere op og fremad. På samme måde som de nu efter seks år med præsident George W. Bush leder efter den person, der kan bygge noget nyt og bedre. Det kan blive Hillary Clinton. Eller Barack Obama. Eller det kan blive Rudy Giuliani.

New Yorks tidligere borgmester er favoritten blandt republikanerne. Han er deres bedste bud på en mand, der kan redde det parti, som præsident ­George W. Bush om små halvandet år vil efterlade i krise. Giuliani rider gennem landet på sit ry fra 11. september, og det er en magtfuld optræden i lederegenskaber. Mens Bush var gemt af vejen, og vicepræsident Dick Cheney gik i bunker under Det Hvide Hus, gik Giuliani rundt mellem støvskyerne på det sydlige Manhattan og sagde de ord, som skulle siges til en nation i choktilstand. I de dage blev New Yorks borgmester Amerikas borgmester, og ingen har vovet eller haft grund til at sætte en finger på hans indsats.

Indtil nu.

Mange kloge mennesker siger, at Rudy Giulianis svage punkt i et mere og mere religiøst republikansk parti er hans støtte til abort og homoseksuelles rettigheder. At han før eller siden mister de konservative vælgere, fordi han har været gift to gange for meget. Andre siger, at det bliver de gamle fotos, hvor han for sjov er klædt ud som dragqueen, der i sidste ende vil fælde ham. Men endnu har sådanne skavanker ikke trukket ham ned i meningsmålingerne. Rudy Giulianis største svaghed kan tværtimod vise sig at blive det, han fremstiller som sin egen største styrke, og som hele hans kampagne hviler på: Hans rolle 11. september 2001 og i den svære tid derefter.

Den gængse opfattelse er, at borgmesteren hånd i hånd med byens brandmænd gjorde en svær tid lettere. Men spørger man brandmændene, holder billedet ikke. De kan ikke udstå ham. Mere end det. De anklager ham for at være skyld i, at så mange af deres kolleger omkom, fordi han ikke tog terrortruslen alvorligt inden 11. september. De har derfor erklæret Giuliani krig. Deres største fagforeninger har sat en kampagne i gang for at ødelægge hans chancer på samme måde, som de såkaldte »Swift Boat Veterans«ødelagde den demokratiske præsidentkandidat, John Kerry, i 2004. Kerry blev beskyldt for ikke at være den krigshelt fra Vietnam, som hans medaljer gjorde ham til. Ifølge brandmændene er Giuliani ikke den klarsynede terrorbekæmper, han selv gør sig til.

»Vores medlemmer har en vigtig historie at fortælle om Rudy Giuliani, og det er på tide at få den fortalt,« siger præsidenten for brandmændenes største fagforening i USA, Harold Schaitberger.

Det anstrengte forhold mellem Giuliani og brandmændene i FDNY, Fire Departement of New York, går tilbage til det første angreb på World Trade Center i februar 1993. Islamiske terrorister sprængte en bilbombe i en undergrundsgarage og dræbte seks mennesker. Flere end tusind andre blev såret.

Redningsarbejdet var kaotisk. Især fordi brandfolkenes radiosystem var oldnordisk og satte ud på tidspunkter, hvor det var et spørgsmål om liv og død, at det virkede. En rapport fastslog i 1994, hvad alle havde regnet ud helt af sig selv: at radioerne ikke var gode nok. Den nye borgmester, Rudy Giuliani, stillede nogle nye i udsigt, men de kom først i marts 2001. De nye radioer viste sig endda at være endnu dårligere og blev trukket tilbage allerede efter en uge. Om morgenen 11. september 2001 tog byens brandmænd derfor på arbejde med de samme gamle, upålidelige radioer, som Giuliani havde lovet at skifte ud syv år tidligere.

Klokken 9.32 stod begge tårne i flammer. Den ansvarlige brandleder på stedet beordrede over radioen alle sine mænd i Sydtårnet ned i lobbyen. Han frygtede for deres liv. Ingen svarede ham.

Klokken 9.59 kollapsede Nordtårnet. 1.366 mennesker omkom, heraf mange brandfolk og politimænd. Brandlederen kaldte igen via radioen. Alle skulle forlade Sydtårnet. Stadig ingen reaktion.

Klokken 10.28 faldt Sydtårnet sammen. Yderligere 600 mennesker mistede livet. De 121 var brandmænd, der mindst to gange var beordret ud. Derimod var der ingen betjente blandt de døde.

»Politiets radioer virkede, så de nåede ud. Vores radioer virkede ikke. Folkene inde i Sydtårnet hørte ikke, at de blev kaldt ud, så de blev der uden at vide, hvad der skete rundt omkring dem. Det slog dem ihjel. Havde Rudy Giuliani givet os ordentlige radioer, ville de stadig være iblandt os,« siger delingsføreren fra Station 10.

Det er noget af en anklage. Omtrent den værste tænkelige. Og så er det ikke engang det, der for alvor bringer brandmændenes blod i kog. Halvanden måned efter terrorangrebet forsøgte Rudy Giuliani at sætte ekstra fart i oprydningen og stoppede den minutiøse søgen efter ligdele i murbrokkerne. Bunkerne skulle fremover kun grovsorteres og derefter dumpes på en losseplads. Det var for at beskytte brandfolkenes helbred, forklarede han.

Men den købte mændene fra FDNY ikke. Ordren fra borgmesterkontoret faldt i deres øjne i betænkelig grad sammen med, at redningsfolk netop havde fundet 200 millioner dollar, som havde været opbevaret i tårnene, og kørt det i sikkerhed. Derefter tabte Giuliani interessen for ofrene, sagde de. Vrede brandfolk trængte ind på Ground Zero. Politiet blev sat ind imod dem og arresterede femten mand, og billederne af brandfolk - nationens helte - i håndjern gik Amerika rundt. Det var på alle måder en pinlig sag for borgmesteren. Newyorkerne protesterede, og Giuliani måtte give efter for presset og lade eftersøgningen fortsætte.

»Giuliani fortalte alle, at ligene var pulveriserede, men jeg gravede dem op hver eneste dag. Det var gruopvækkende. Kropsdele, små knogler folk var sprængt i småstykker men ligene var der,« har brandmanden Jim Riches fortalt til den britiske avis The Sunday Times.

Resterne af hundredvis af omkomne også mange brandfolk er siden fundet i brokkerne. Så sent som i marts i år blev der fundet og identificeret yderligere en snes lig og ligrester i jorden. En af dem var Jim Riches søn, der også selv havde været brandmand. Da Jim Riches efter mere end fem års uvished fik meddelelsen om fundet, tog han tilbage Ground Zero og var med til at bære liget ud på en båre svøbt i det amerikanske flag. Havde Giuliani fået sin ordre igennem tilbage i 2001, ville det aldrig være sket.

»Så ville jeg ikke have haft en grav, jeg kunne besøge,« konstaterer Riches.

Han er en af flere tidligere eller stadig aktive brandmænd, der har sagt ja til at være fronttropper i fagforeningernes kampagne mod Rudy Giuliani. Han deltager i en dokumentarfilm, som de i juli lagde ud på YouTube. Filmens titel er frit oversat »Rudy en skrøne«, og den placerer et direkte medansvar for de 121 døde brandmænd i Sydtårnet hos den daværende borgmester.

»Alt falder tilbage på manden i toppen. Han tager skraldet, og min søn døde på grund af hans fejl,« lyder det fra Jim Riches.

Giulianis kampagnestab tager afstand fra dokumentarfilmen. De kalder den en »mockumentary« ren propaganda og fyldt af halve sandheder og hele løgne.

»Den får Michael Moore til at ligne Edward R. Murray,« som kampagnestabens talsmand, Michael McKeon, siger. Moore er den kontroversielle venstrefløjs-dokumentarist, Murray 1950ernes mest respekterede amerikanske TV-journalist. To modpoler på troværdighedsskalaen.

Men spydige modangreb vil næppe være nok for Rudy Giuliani. Ifølge Douglas Brinkley, der har skrevet en biografi om den tidligere præsidentkandidat John Kerry, er kampagnen imod Rudy Giuliani en næsten tro kopi af »Swift Boat Veterans«. Med den forskel, at Giuliani ikke kan ignorere angrebene, ligesom Kerry forsøgte.

»Giuliani har markedsført sig selv på genial vis som lederen fra 11. september, men det her vil skade ham. De fleste amerikanere respekterer brandmændene i højere grad, end de respekterer ham,« fastslår Brinkley.

Han mener, at Rudy Giuliani er færdig, hvis han vælger en direkte konfrontation. Det kloge vil være at undskylde og forklare, at han bare forsøgte på at hjælpe og gøre sit bedste. Hvad der formentlig heller ikke er fjernt fra sandheden.

Måske amerikanerne i så fald vil tilgive deres borgmester. Men det vil New Yorks brandmænd ikke. Det har Giulianis modkandidater også fundet ud af. Republikanerne John McCain og Fred Thompson har allerede inviteret sig selv til møder med fagforeningslederne. Det samme har demokraterne Hillary Clinton og Barack Obama. De minder om blodhunde, der har fået færten.

Delingsføreren fra Station 10 synes da også, tingene går i den rigtige retning. Han sidder i sin brandbil og fortæller om stemningen blandt kollegerne. Mange af dem stemte på Bush både i 2000 og i 2004. Nogle vil formentlig stadig stemme republikansk næste år. Men han kan ikke forestille sig en eneste stemme på Rudy Giuliani.

»Spørg alle her på stationen og i resten af byen for den sags skyld. I vores bog er han ikke den rette kandidat.«Den ovenfor citerede delingsfører fra Station 10 vil ikke stå frem ved navn. Det er imod reglerne for de menige brandmænd i FDNY. Men Berlingske Søndag er bekendt med hans identitet.