De var stadig teenagere, da Alex Turner og resten af hans Sheffield-kobbel af uimponerede himmelstormere i 2006 smaskkyssede godt 40 års musikhistorie på munden med debutalbummet »Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not«. I lige linie fra The Who, Kinks og The Hollies over The Jam til Blur og ind imellem Franz Ferdinand, The Libertines og Kaiser Chiefs. Således den historiske vej til unge Turners guitarskabte perler – genremæssigt skabt af lige dele rock, psykedelia, punk og pop.

Sjovt nok var ungersvendene mest af alt inspireret af amerikanske The Strokes. I debutåret væltede Arctic Monkeys Roskilde Festival, som de vender tilbage til denne sommer. Det glæder mig, for Alex Turner er det bedste, der er sket for britisk rockmusik siden årtusindskiftet. Hvorfor kan man også høre på dagens »Suck It And See«, Arctics fjerde langspiller, som musikalsk tager et lyst afsæt i den to år gamle forgænger »Humbug«, der bevægede sig ad en mere melankolsk og afdæmpet sti.

Uden at det blev kedeligt, og det er nærværende bestemt heller ikke. De fine og i grunden uhyre enkle melodier træder tydeligere frem, lige som Alex Turners snøvlende snakkevokal høres som mere end tidligere tiders energiske mumlen. Det skaber et anderledes drømmende udtryk. Og tilføjer Arctic Monkeys et poetisk element hvis oprindelige rødder blev plantet i Manchester i midtfirserne af Johnny Marr og Morrissey. Hvilket selvsagt også skaber plads til Alex Turners lyrik, som stadig er i rivende udvikling.

På »Suck It And See« er han i form. Hvem kan stå for en linje som denne: »If you’re gonna try and walk on water/make sure you wear your comfortable shoes«. Dispositionerne får ingen klager hæftet på sig herfra. Det er klart, at et mere sensitivt udtryk, et mere roligt udtryk, ikke rimer på den kant af primal eksplosivitet og naivitet, der i sin tid banede vejen for Arctic Monkeys. For mig gør det ingenting, snarere tværtimod. Et band der kan flytte sig og samtidig bevare et tårnhøjt niveau, kan man kun miste sit hjerte til.