Roskilde Festival melder udsolgt

Det er 20 år siden, festivalen sidst har fået udsolgt så hurtigt. Der er ganske få endagsbilletter tilbage.

ARKIVFOTO. Rihanna underholdte en pakket Orange Scene på Roskilde Festival, fredag d. 5. juli 2013. Festivalens partout-billetter er udsolgt for 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

The Rolling Stones, Arctic Monkeys og Damon Albarn. Det er navne, der tydeligvis falder i det danske festivalpublikums smag.

I hvert fald meddeler Roskilde Festival søndag, at samtlige 80.000 partout-billetter til årets festival nu er udsolgt. Festivalens talskvinde, Christina Bilde, betegner det som et historisk godt billetsalg.

»Vi skal næsten 20 år tilbage i tiden for at finde en årgang, hvor vi har solgt så mange billetter så hurtigt,« siger hun i en pressemeddelelse.

»Vi har gennem hele foråret mærket, at rigtig mange har haft lyst til at tage til Roskilde Festival i år, for billetniveauet har ligget rekordhøjt lige siden offentliggørelsen af The Rolling Stones og det fulde program i april. Det betyder, at vi fra festivalens side allerede nu glæder os til at skabe et godt overskud, som vi donerer ubeskåret til velgørende og humanitære formål,« siger talskvinden.

Der er dog stadig håb for dem, der ikke har sikret sig en af de 80.000 partout-billetter. Der er nemlig fortsat en lille bunke endagsbilletter tilbage til fredag, lørdag og søndag, oplyser Roskilde Festival.

Hvis man drømmer om at opleve Mick Jagger, Keith Richards og resten af rullestenene live på Orange Scene, er der dog ikke noget at gøre. Endagsbilletter til torsdag 3. juli, hvor The Rolling Stones optræder, er for længst revet væk.

Mens Roskilde Festival jubler over det gode billetsalg, benytter man også lejligheden til at advare mod ugyldige billetter - et tilbagevendende problem, når festivalen er udsolgt.

Alle interesserede opfordres til at købe deres billetter fra et officielt salgssted. Så hvis billetten, man er interesseret i, er udsolgt, er der ikke andet at gøre end at vente til næste år.