Romertalsfilm og asiatisk æstetik

Dansk film byggede videre på de rammer som dogmefilmen havde udstukket, amerikansk film syntes med en markant undtagelse at være kørt fast i serier om superhelte, og asiatisk film eksperimenterede med avanceret æstetik. Men måske skete den største udvikling ikke inden for biograffilmen, men indenfor TV, siger Peter Schepelern om filmkunsten i det indeværende årti.

Den sydkoreanske Kim Ki-duks »Forår, sommer, efterår vinter og forår« var et godt eksempel fra årtiet på den sydøstasiatiske filmkunst, der dyrkede en formfuldendt æstetik. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er forskelligt, hvordan mennesker opfatter at tiden går. Nogle mærker det, når børnene bliver ældre, andre når spillerne på fodboldlandsholdet skiftes ud.

Men inden for filmkunsten går tiden hurtigt: film fra i fjor føles så gamle som gårsdagens aviser. Men der findes selvfølgelig også filmværker, der vil blive stående, og hvilke det drejer sig om fra det indeværende årti, har vi bedt Peter Schepelern, lektor i filmvidenskab fra Københavns Universitet, fortælle om.

Helt overordnet mener filmforskeren, at »00erne« har været præget af en streng »formalisme« med markante stileksperimenter, men på den led skiller årtiet sig egentlig ikke ud fra de foregående, siger han.

»Der er nemlig en tendens til, at det som sætter nye trend i gang, er det som også skiller sig ud stilmæssigt, snarere end at der er tale om nogle særlige historier. Alfred Hitchcocks »Psycho« og Orson Welles»Citizen Kane« rummede selvfølgelig historier, men var først og fremmest skelsættende på grund af deres stil,« siger Peter Schepelern.

Ved millennium havde Danmark allerede haft fem år med Lars von Triers og de øvrige dogmebrødres meget omtalte »dogmefilm«, og i 2000 fik dette eksperiment sit store folkelige gennembrud med Lone Scherfigs »Italiensk for begyndere«.

Men det var dogmelogens ypperstepræst Lars von Trier, der leverede den titel, der for alvor markerede dansk film ude i verden.

»Det er ikke umuligt, at fremtiden vil opsummere årtiet på følgende måde: »Dansk film i 00erne = Trier lavede Dogville«. Den film vil retrospektivt blive stående som det virkeligt udfordrende og originale værk. Filmen er produktet af en moden kunstners overvejelser, samtidig med at den er grænseafsøgende,« siger Peter Schepelern.

Årtiet var også præget af, at Det Danske Filminstitut, der qua sine støttemidler afgør de fleste danske filmprojekters skæbne, ønskede at fremme en produktion af professionelle mainstreamfilm, siger han.

»Det gav udmærkede resultater med Nikolaj Arcels »Kongekabale« og Ole Bornedals »Vikaren«, som er film, man vil se på med respekt, men som nok heller ikke vil kaste de store analytiske artikler af sig i fremtiden,« siger Peter Schepelern.

Amerikansk film røg til gengæld ind i et slags kreativt dødvande i årtiet, siger filmforskeren. Filmudbuddet fra USA har i høj grad været præget af de såkaldte »romertalsfilm« altså Spider-Man 1, 2 og 3, genindspilninger af gamle film som Peter Jacksons »King Kong« samt filmatiseringer af superheltetegneserie, »Ringenes Herre« og Harry Potter-bøgerne.

»Man kan ikke sige, at Hollywood er begyndt at tænke »for meget« på pengene, for det har Hollywood altid gjort. Men prøv at sammenligne dette årti med 70erne, hvor Steven Spielberg, George Lucas og Francis Ford Coppola genopfandt den store »blockbuster« med både kommerciel og kunsterisk succes, samtidig med at Martin Scorcese, Robert Altman og Woody Allen lavede en frodig buket af interessante genrefilm. Hvor er dette årtis »Gøgereden«, »Chinatown«, »Taxidriver« eller »Manhattan«? Kan dette årti nå op på et tilsvarende niveau? Nej, det kan det afgjort ikke,« siger Peter Schepelern.

Geniale Moore
Han mener heller ikke, at filminstruktører som Quentin Tarantino og David Lynch stadig kan kaldes nyskabende på samme måde som de var det i 1990erne. Den eneste amerikanske instruktør fra årtiet, der for alvor vil stå tilbage som en original instruktør, er Michael Moore, mener filmforskeren.

»Man kan blive træt af Moore og føle, at han gentager sig. Men det han har lavet i sine seneste film som »Sicko«, »Fahrenheit« og »Bowling for Columbine« kan ikke karakteriseres som andet end genialt,« siger Peter Schepelern.

Michael Moores originalitet er hans leg med dokumentarfilmens konventioner, hvor han i stedet for at være »fluen på væggen«, gør en dyd ud af at være stærkt selviscenesættende og agiterende.

»At tilskueren aldrig føler sig helt sikker på validiteten af de elementer han inddrager i sin cocktail, gør ikke noget. for det passer fuldstændigt ind i den anti-asketiske stil,« siger Peter Schepelern.

Filmkunsten bliver ofte beskrevet ud fra modsætningsforholdet mellem amerikansk kontra europæisk film. Hvis amerikansk film synes at være inde i en form for stagnation, kunne man forledes til at tro, at den europæiske film blomstrede. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, mener Peter Schepelern. For eksempel synes fransk film endegyldigt at have givet afkald på at være et førende filmland.

»Frankrig var tidligere et land, som førte an med nye tendenser, men i fremtiden vil man måske karakterisere årtiet, som den periode da fransk film mistede førertrøjen,« siger Schepelern, der nævner Jean-Pierre Jeunets »Amelie fra Montmartre« (2001) og Francois Ozons »Otte kvinder« (2002) som de enkelte undtagelser.

Til gengæld vågnede tysk film for første gang siden Fassbinder eksperimenterede med filmkunsten i 1970erne. Tom Tykwer lagde ud allerede i 1998 med »Lola Rennt« og fortsatte inde i årtiet med storfilmen »Perfume« (2006). Siden fulgte blandt andre Wolfgang Beckers »Goodbye Lenin« (2003),

Oliver Hirschbiegels »Der Untergang« (2004) og Florian Henckel von Donnersmarcks »Das leben der anderen« (2006) og Marc Rothemund »Sophie Scholl« (2005).

Andre bemærkelsesværdige ikke-amerikanske instruktører var mexikanske Alejandro González Iñárritu, der stod bag en af periodens mange multiplotfilm, »Babel« (2006) og svenske Roy Andersson, der fik et stort comeback i 2000 med »Sange fra anden sal«, og som synes at have gentaget sin succes i sin seneste film »De levende« fra i år.

»Andersson formåede nærmest at introducere en helt ny dimension i filmsproget,« siger Peter Schepelern.

Asiatisk gennembrud
For sydøstasiatisk film blev årtiet det store gennembrud i Vesten. Selvom enkelte instruktører som Chen Kaige (»Farvel min konkubine« fra 1993) og Zhang Yimou (»Ju Dou« fra 1990) havde været kendt længe i Vesten, var det Ang Lees »Tiger på spring, drage i skjul« der i 2000 indledte årtiet med et brag.

»Filmen satte en æstetisk norm for efterfølgende asiatiske produktioner, præget af subtile billeddannelser og endnu mere subtile handlingsforløb,« siger Peter Schepelern.

En anden kinesisk instruktør der brød igennem i årtiet var Wong Kar-Wai, hvis udsøgte stil gjorde indtryk i film som »In The Mood for Love« (2000) og i den sære og smukke opfølger »2046« (2004). Også i Sydkorea dominerede de æstetiske filminstruktører som Kim Ki-duk (»Forår, sommer, efterår, vinter og forår« fra 2003) og Chan-wook Park (»Oldboy« fra 2003).

»Oldboy er karakteristisk for asiatisk film lige nu. Alle scener er uhyre raffineret og gennemtænkt sat sammen af underlige kameravinkler og det hele har en meget poleret æstetik, der minder en om sushi »enkelt og anderledes«,« siger Peter Schepelern.

Alt i alt tegner der sig altså et billede af en kunstart, der set med widescreen-briller, har stået afventende i årtiet. Og måske er det slet ikke inden for biograffilmen, man ser den største udvikling, siger Peter Schepelern.

Episke TV-serier
Noget af det mest overraskende skal man finde i de nye episke TV-serier som »Lost«, »Desperate housewives« og »Six feet under«.

»Disse tre serier udgør et triumvirat af ny genial fortællelyst. De indeholder alle klicheerne, men det hele er rystet sammen på en ny og kraftfuld facon,« siger Peter Schepelern.

TV-seriernes triumf behøver måske ikke ligefrem være biograffilmens svanesang, men der har lydt advarende røster, blandt andet fra lederen af den nystiftede tænketank for europæisk film, Henning Camre, der mener at de europæiske lande må tænke nyt, hvis deres filmindustrier skal overleve.

»Europæerne vil lave stor filmkunst, men de gider ikke se den. 80 procent af de europæiske film bliver ikke set uden for deres produktionslande. Det må der gøres noget ved, hvis europæisk film skal overleve, så på en eller anden måde må europæerne forene deres filmkunst med amerikansk dramaturgi. Vi skal have gode mainstream-film, der også er kommercielt levedygtige,« siger Peter Schepelern,

Han slutter dog sin gennemgang med at sige, at det globale filmlandskab kan ændre sig nærmest fra den ene dag til den anden.

»Der er mange eksempler på, at en enkelt fantastisk film og instruktør kan sætte en helt ny udvikling i gang. Det så vi med Lars von Trier, og det er måske denne uforudsigelighed, som er det mest fascinerende aspekt ved filmkunsten,« siger Peter Schepelern.

Første afsnit blev bragt mandag den 9. juli og andet afsnit fredag den 13 og kan læses på www.berlingske.dk