Romaner og virkelighed

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»En roman skal ikke være sand i samme forstand som historikerens arbejde skal være sandt. Men den skal overbevise og give mening, og det gør den ved hele tiden at holde sig inden for rammerne af det, som kunne være sandt.«

Sådan skrev Thorkild Kjærgaard, dr. phil. og lektor ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) i Weekendavisen i sidste uge i et frontalangreb på forfatteren Kim Leines to år gamle, meget købte, meget roste og meget prisbelønnede roman »Profeterne i Evighedsfjorden«. Kim Leine begår mange faktuelle brølere, påpegede Kjærgaard, for eksempel fandtes der slet ikke stetoskoper dengang i slutningen af 1700-tallet, hvor romanen udspiller sig, og værst af alt er det, ifølge lektoren, at Leine fejlfortolker forholdet mellem datidens danskere og grønlændere.

Lektoren har sikkert ret i sine konkrete påvisninger. Men han tager efter min mening fejl, når han med udgangspunkt i Kim Leines faktuelle svigt gør kravet om »at holde sig inden for rammerne af det, som kunne være sandt« til et ubøjeligt skønlitterært princip. Fejl kan også være et litterært greb. Som i Salman Rushdies mesterværk »Midnatsbørn«, der handler om noget historisk, herunder Indiens selvstændiggørelse som stat, men som rummer en del faktuelt vrøvl. Tanken er, som forfatteren senere skrev i et essay, at jegfortællerens upålidelighed bliver analog med den måde, hvorpå vi alle sammen, hver dag, med større eller mindre held forsøger at »læse verden«.

Det gør »Midnatsbørn« ubrugelig som historisk beretning. Det gør den ikke ringere som roman. Eller for at sige det på en anden måde: »Fejl i fiktion kan ikke sammenlignes med fejl i virkeligheden, idet førstnævnte type fejl jo optræder i en kun tilsyneladende virkelighed, der forbliver fiktiv, også når den ligner virkeligheden virkelig meget.

Hvor kedsommeligt, det kan blive, når man går over i den modsatte grøft og helt lader fakta træde i stedet for fantasi, er norske Dag Solstads seneste roman, »Det uoppløselige episke element i Telemark i perioden 1591–1896«, et slående eksempel på. Min yndlingsforfatter blandt de levende skriver i begyndelsen af sit egensindige værk, at for ham »betyder det at digte er at lade være med at digte«, og den præmis holder han sig konsekvent til over de næste mere end 400 siders registreringer af, hvem der på hans slægts mødrene side overtog hvilke gårde,hvem der fik børn med hvem, hvor disse børn bosatte sig og så videre. At læse romanen er lige så sjovt som at bladre i en gammel telefonbog.

Solstads seneste er således, hvad læsbarhed angår, selve antitesen til »Midnatsbørn« og »Profeterne ...« og et billede på, at litterær appel ikke nødvendigvis handler om pålidelighed, ofte tværtimod. Hvad kritikken af »Profeterne ...« angår vil jeg derudover sige, at selv om dens fejl, modsat dem i »Midnatsbørn«, vist var utilsigtede, får det mig ikke til at sætte den mindre højt. »Profeterne ...« er en roman, og hvis nogen tror, at nogen romaner er historieskrivning, så er det deres problem, ikke romanernes. I virkeligheden.