RokokoPosten: Så kedelig er denne artikel: Læser faldt i søvn

RokokoPosten: RokokoPostens artikler er altid underholdende. Det mente en læser, indtil han læste denne artikel, som er så kedelig, at risikoen for at falde i søvn er meget stor.

18BKUBMR-142149-619.jpg
Foto: Sabphoto/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Denne artikel er rent ud sagt røvkedelig. Det kan 26-årige Julius Mørkholt bekræfte. Han forsøgte at læse den, men blev ikke engang færdig, før han faldt i søvn.

»Det er virkelig kedelig læsning. Den er ikke særlig velskrevet, og jeg tror ikke engang, at den har en pointe,« siger han og tilføjer, at det selvfølgelig godt kan være, at der står noget interessant til sidst:

»Hvis der er en pointe til sidst, må jeg gå glip af den, for jeg orker altså ikke at kigge på den artikel igen. Jeg tvivler nu også på, at jeg ville få noget ud af det.«

Det var et eller andet sted i dette afsnit, at Julius måtte give efter for søvnen. Han havde på det tidspunkt allerede gabt flere gange, selv om han ikke engang var træt, da han begyndte at læse.

»Jeg var faktisk usædvanligt morgenfrisk, især når man tænker på, at det er mandag. Men det fik den her artikel da godt nok hurtigt ødelagt,« siger han og fortsætter:

»Faktisk er jeg stadig helt groggy, så det bliver nok en af de dage, som man bare slæber sig igennem. Og når man så endelig kan komme i seng, er det helt umuligt at falde i søvn.«

Fra RokokoPostens redaktion er der ingen beklagelse over, at artiklen er så kedelig, at Julius var faldet i søvn, før han nåede til nærværende afsnit.

»Vi har gjort, hvad vi kunne, for at advare folk om, at det her er en virkelig kedelig artikel. Det er ikke for ingenting, at vi har valgt en overskrift, der klart indikerer, at den ligefrem er søvndyssende,« siger en redaktør, der mener, at eventuelle utilfredse læsere selv bærer ansvaret:

»Det er da træls, hvis folk synes, de har spildt tiden, fordi artiklen er fuldstændig blottet for morsomme pointer, men vi har været ærlige om artiklens kvalitet fra start til slut, så hvis nogen har læst så langt som hertil og derfor føler sig snydt, må de altså selv ligge og rode med det.«