RokokoPosten: Bøger gør forældre fraværende

RokokoPosten: Det er især børn af forældre med lange videregående uddannelser, der oplever, at de fravælges til fordel for bøgerne. Eksperter advarer mod læseafhængighed.

Det er især børn af forældre med lange videregående uddannelser, der oplever, at de fravælges til fordel for bøgerne. Eksperter advarer mod læseafhængighed. Foto: Zurijeta/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

42-årige Morten Frederiksen kommer hjem fra arbejde. Hans to børn, Alma på 13 og Lisa på 10, kommer ham i møde og får et knus. Han taler med dem et par minutter. Så går han ind i stuen og sætter sig i en lænestol for at læse.

»Så sidder han bare der resten af eftermiddagen og tysser på os, hvis vi vil noget,« fortæller Alma, der ikke kan huske, at det nogensinde har været anderledes.

Alma og Lisa er blot to ud af mange danske børn, der dagligt oplever svigt på grund af forældrenes læseafhængighed. Børnepsykolog Iben Holm fortæller, at problemet er omfattende, og at det i særlig grad er udtalt i akademikerfamilier. Iben Holm fortæller endvidere, at afhængigheden ofte går i arv.

»Mange har selv haft forældre, der gemte sig væk bag tykke bøger og fremhævede adfærden som en dyd,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg taler endda med børn, der, fra de var ganske små, blev tvunget til selv at sidde og læse. Større skolebørn fortæller, at deres forældre forlanger, at de sætter sig passivt hen med en bog i stedet for at være sammen med vennerne på de sociale medier.«

Det kan Alma nikke genkendende til.

»Mine forældre gør, hvad de kan for at få Lisa og mig til at læse. Jeg tror, de prøver at dulme deres dårlige samvittighed, for hvis vi læser meget, føler de, at så kan de også tillade sig det,« udtaler hun.

Imidlertid er det svært for de voksne at erkende, at de har et problem.

»Når jeg beder børn om at tegne deres familier, tegner de ofte deres forældre med en bog foran ansigtet. Jeg hører jævnligt, at børnene dårligt nok kan huske, hvordan forældrene ser ud, fordi de altid sidder gemt bag en bog eller dagens avis,« fortæller Iben Holm.

Men, fortæller hun, forældrene mener, at det er sundt at læse bøger og undskylder sig med argumenter om almen dannelse, udvidelse af horisonten og at holde hjernen i form.

»De fleste opfatter ikke deres læsning som et problem, selvom de rapporterer, at de bruger 2-3 timer hver dag på at læse, og at de ikke kan falde i søvn uden først at have læst i en bog,« slutter Iben Holm.

Forfatterkommentar af Zenia Larsen:

Gang på gang hører vi, at forældres brug af smartphones og tablets går ud over børnene. Samtidig bugner sommeraviserne med inspiration til, hvad vi skal læse i sommerferien. Det er åbenbart farligere for børn, at deres forældre kigger på en skærm, end at de kigger på papir. Der er heller ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad overforbrug af bøger gør ved børns sociale kompetencer. Måske fordi litteratur altid har været den herskende klasses foretrukne virkelighedsflugt?

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Læs flere nyheder fra RokokoPosten