Alt er enormt. De 47.000 publikummer i menneskehavet, scenografien strækker sig henover hele Parkens bredde. De mere end 20 millioner solgte eksemplarer, som har gjort rockoperaen "The Wall" fra 1979 til en af den moderne musikhistories største klassikere. Højttalerne, surroundlyden, projekterskærmen, de oppustelige dukker, alt er ude af proportioner. Fyrværkeriet under introen og brølet op imod Roger Waters, da han indtager scenen. Alt. Allerede efter to minutter styrter et fly ned fra loftet og ind i dele af den store mur, der er hele symbolikken i Waters' hovedværk.

I "The Wall" møder vi galskab, narcissisme, isolation, desperation, men frem for alt undertrykkelse: fra moderen, partneren, skolelæreren, musikbranchen. Hovedpersonen hedder Pink, men der er endog rigtig mange ting, der rimer på Waters' eget liv, selvfølgelig er der det, hvordan skulle han ellers kunne den nu 66-årige ramme følelserne med en så kirurgisk akkuratesse.

Næsten sølle ser han ud, rockstjernen Roger, i sine sorte cowboybukser, sort t-shirt og hvide gummisko bag mikrofon og bas helt forrest på scenen med bandet i ryggen og et utal af ekspressive projektioner muren, der også fungerer som projekterlærred. Men det der kommer ud fra hans mund, reallydsoptagelser af bl.a. helikoptere, tog og fra musikerne fyger om ørene. Så voldsom og levende en lydoplevelse, er man ikke vant til i Parken. Ikke nogen steder.

Fandeme nej

Efter et kvarter lander "Another Brick In The Wall", og publikums korstemmer trænger for første gang igennem lydmuren, for sekunder efter at blive overdøvet af et børnekor, der pludselig står midt på scenen. Waters smiler, klapper med og fører an i en lille danserutine. Under det sølvfarvede hår gemmer der sig tydeligvis mere end den halvsure, arrogante kunstner, der har ført retssag mod gamle bandvenner og og genere alle de, de ville høre på eller læse med. En vanvittig guitarsolo senere, byder Waters et "velkommen København" og fortsætter: "det har taget mig 30 år, men jeg elsker jer nu".

Som ledsagelse til "Mother" vises der optagelser fra opførelsen af The Wall i 1980 på Londons Earls Court. Da han når til linien "mother should we trust the government," vises ordene "Fandeme Nej" på væggen som et direkte svar. Responsen udebliver ikke. Heller ikke, da der i stedet star "Big Brother is watching you". Skulle nogen have været i tvivl, så ved vi nu hvor vi har Waters og hinanden i disse timer.

Sangene fra "The Wall" er langt fra de største i Pink Floyd-kataloget, mange er egentlig ganske ordinære, og reelt set er "The Wall" ikke enkeltsange men et værk bestående af kompositioner, som hverisær understreger de følelser, der ligger i fortællingen. Og "The Wall" er som helhed så meget mere end de enkelte sange. Med en vis ret forstås, men især fordi det er blevet så tæt forbundet med storpolitik efter dels Alan Parkers naziinspirerede filmatisering fra 1882 med Bob Geldorf i hovedrollen, og dels som følge af Waters' opførsel af "The Wall" i Berlin sommeren efter at muren var faldet foran en kvart million mennesker og rullende TV-kameraer i direkte forbindelse med resten af verden. Med tanke på alt det der er sket i Afrika det seneste halve år, er værket uvilkårligt viklet ind i en større sammenhæng.

Goodnye cruel world

Langsomt bygges hullet i midten af muren, der har givet plads til bandet op af store, flyttekasseagtige klodser. Bandet er næsten ude af syne, da Waters strækker sejrsarme i vejret og slår et smil op fra øre til øre. Han er endnu på "vores" side af muren. Men fra del tre af "Another brick in the wall" er han isoleret. "Goodbye Cuel World" synger Roger Waters igennem det eneste lille hul i muren, inden den helt lukkes til.

Det er samtidig et pausesignal og blot en tilbageerobring af de sanser, Waters har lagt beslag på i mere end en time. Showet flot og imponerende, til tider næsten for massivt til at man kan kapere det hele. Alt er orkestreret og nøje planlagt efter albummets oprindelige spilleliste.

"Hey You" indleder andet akt. Der umiddelbart tager sig endnu mere forførerisk ud end det første, idet Muren udnyttes til et væld af symbolske klip. Vi taler altså om en billedflade i otte-ni meters højde og velsagtens 70 meter i bredde. Det virker næsten komisk at Roger Waters fiser rundt og forsøger at dramatisere sine sange med et indlevende kropssprog. Men det ændrer jo ikke på, at "Comfortably Numb" er en fantastisk sang, og leveret af det mildt sagt velspillende band, er der ingen grund til ikke at blive bevæget.

Er der nogle paranoide I København i aften?

Hele bandet kommer frem på den anden side af muren under "The Show must go on" mens Waters iklæder sig støvler, lang læderfrakke med symboler, slips, armbind og solbriller till "In the flesh". Der star han så som en anden diktator og skyder med ord og maskinpistol ud over folket, og de klapper tilmed af ham!

"Er der nogle paranoide I København i aften," spørger diktatoren imens han afklæder sig frakken og dedikerer "Run Like Hell" til dem, for dernæst at opildne sit folk med militaristiske klapsalver og støvletramp og opildnende tilråb. For første gang er der en reel koncertstemning og ikke blot den velfortjente, respektfulde måben i Parken denne aften. Vi er forført. Vi hylder ham. Han elsker det.

Efter lidt mere end to timers spilletid, er der stille. Muren er revet ned. Musikerne er væk. Følelsen af at være bombet sønder og sammen, udmattelsen, lettelsen, forløsningen.

Hvem: Roger Waters
Hvor: Parken
Hvornår: Lørdag