Roger Moore er død

Skuespilleren, der bl.a. er kendt fra syv James Bond-film, er død.

Roger Moore og hans kone Kristina. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARNOLD JEROCKI

Skuespilleren Roger Moore er død, 89 år gammel.

Det oplyser skuespillerens tre børn på Roger Moores officielle twitterprofil.

»Det er med tungt hjerte, at vi skal meddele, at vores elskede far, Sir Roger Moore, er afgået ved døden i dag i Schweiz efter en kort, men brav kamp mod kræft,« skriver de tre børn på twitter-profilen tilhørende Sir Roger Moore.

Britiske Roger Moore er mest kendt for sine roller i krimiserien De uheldige helte fra begyndelsen af 1970'erne og som hovedrolleindehaveren i en række James Bond-film fra 1973 til 1985.

Med syv film er Roger Moore - sammen med kollegaen Sean Connery - den skuespiller, der har optrådt oftest i rollen som den Martini-drikkende agent. Han spillede bl.a. Bond i filmene Live and Let Die, The Spy Who Loved Me og Octopussy.

Privat begravelse

I 1990'erne fik han konstateret prostatakræft, men blev efter behandling erklæret rask.

Roger Moore var gift flere gange - senest med danske Kristina Tholstrup - og efterlader sig derudover tre børn.

»Vores tanker går nu til Kristina, der har brug for støtte i en svær tid, og i overensstemmelse med vores fars ønske vil der være en privat begravelse i Monaco,« skriver de tre børn, Deborah, Geoffrey og Christian, på twitter.