Rørt Peter Aalbæk: »Der var ti år, hvor ingen ville røre Thomas med en ildtang«

For første gang nogensinde er en dansk instruktør nomineret til en Oscar i kategorien »Bedste instruktør«. Thomas Vinterbergs gamle kollega er meget rørt.

Zentropas medgrundlægger Peter Aalbæk blev både rørt og overrasket, da Thomas Vinterberg og Zentropas film »Druk« blev nomineret til to Oscar – som Bedste udenlandske film og Bedste instruktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms

»Det havde jeg kraftedeme ikke set komme!«

Det var en rørt Peter Aalbæk, der modtog beskeden om at den danske film »Druk« kan vinde to Oscar-priser. Filmen er nemlig ikke bare nomineret som bedste udenlandske film. Den kan også vinde en pris i kategorien »Bedste instruktør« til Thomas Vinterberg.

Det er første gang, at en dansker er nomineret i kategorien.

»Der var ti år, hvor ingen ville røre Thomas Vinterberg med en ildtang. Nu er han i konkurrence med eliten. Feltet af film er så suværent gode,« siger Zentropas grundlægger, Peter Aalbæk, med henvisning til dengang, da Vinterberg fik kritik og dårlige billetsalg med et par internationale film.

»Jeg er meget rørt. Det her er en instruktørfilm. Med det her manuskript kunne det være blevet det værste lort. På papiret lyder det jo dumt med fire, hvide midaldrende mænd, der vil dække deres egen eksistentielle panik ved at gå på druk. Men så kommer der en fænomenal instruktør, der kan give et lille twist til alle replikker, til alle scener, som gør det så rørende,« siger Peter Aalbæk, der kalder »Druk«  en suveræn cementering af Thomas Vinterberg.

»Han er en af vores fremmeste instruktører. Er det ikke vildt at stå i så lille et land og næsten forvente, at vi bliver nomineret som bedste internationale film? Og så trumfer vi den fandme med at ende på toppen!«

Med de to Oscar-nomineringer er »Druk« den danske film med flest Oscar-nomineringer sammen med Bille Augusts »Pelle Erobreren«, der fik to nomineringer for Bedste udenlandske film og Bedste mandlige hovedrolle til Max von Sydow i 1988.

Oscar-overrækkelsen finder sted 26. april.