Rødglødende keramik i stort format

Efter opførelsen af 25 »Fire Sculptures« i udlandet har den 74-årige danske verdenskunstner i keramik Nina Hole nu afsløret sin brændende skulptur på Guldagergaard ved Skælskør. Den spektakulære event kulminerede til 400 fremmødte keramikentusiasters spontane bifald.

Det er et spektakulært skue i aftenmørket, når der under brændingen af den seneset af Nina Holes »Fire sculptures« fyres godt op i og omkring skulpturen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med blid autoritet og glødende karisma forestod den 74-årige keramiker Nina Hole i lørdags udpakningen af sin hen ved fire meter høje keramikskulptur placeret og skabt foran hovedbygningen til det internationale keramikcenter Guldagergaard i Skælskør.

Den selv internationale keramikkunstner var i 1997 blandt initiativtagerne til og en væsentlig drivkraft under oprettelsen af centret og har efter flere års ophold i USA slået sig ned i Ørslev et par kilometer fra centret. Efter 25 brændinger foretaget i udlandet – sidste år i Düsseldorf i Tyskland og året forinden i forbindelse med afholdelsen af The International Art Festival i Sasama i Japan – er ringen sluttet med den nu endelig nedkølede figur foran keramikcentret, hvis park i øvrigt rummer flere markante udendørs keramikskulpturer.

Men ingen er som denne skabt til stedet, for stedet og på stedet. Små tre uger har det taget at bygge figuren op bestående af tre lerhuse brændt oven på hinanden. Selve brændingen har varet tre døgn.

I Nina Holes faste team indgår en svensk, en amerikansk og en mexicansk keramiker. Men til dette crew og helt frem til den spektakulære afsløring i lørdags sluttede sig en indisk, en litauisk, en russisk og to danske keramikere. I dette internationale forum etableres et teamwork, som Nina Hole ser som en vigtig forudsætning for det sociale liv, som hendes projekter også i høj grad er udtryk for.

Og man rejser gerne langt for at deltage, for det er lærerigt og enestående. Teknikken er uden sidestykke, og den danske keramikers helt egen opfindelse.

Aldrig set før

Verdens keramikkunstnere ser betaget til, »når materialet«, som keramikstuderende fra Kunstakademiets Designskole på Bornholm, Mia Larsen, begejstret fortæller just inden udpakningen, »presses til det yderste«.

Selv har hun taget en uge fri fra studierne på klippeøen for at være med og hjælpe til under kulminationen, hvor den rødglødende skulptur tegner sig mod aftenhimlen.

»Keramik på den måde er aldrig set før. I den skala, hvor fem og et halvt ton vådt, formbart ler bygges op på så ganske kort tid, brændes udendørs og mod alle de keramiske grundregler, inden det er tørt,« fortæller Mia Larsen.

Selve skulpturen er placeret på et solidt støbt betonfundament, der bliver base for den færdige skulptur. Efter detaljerede arkitekttegninger og en finjusteret model har Nina Hole og hendes hjælpere formet lerskulpturen og den brændingsovn bygget af ildfaste sten, som faktisk indgår i selve skulpturen, indtil brændingen er fuldført.

Med ved tegnebordet sidder altid Nina Holes amerikanske ægtemand, arkitekten Larry Minsker, der også har inspireret kunstneren til at tænke stort og arkitektonisk i leret.

Under brændingen fyres der ikke blot i de fire glubske indfyringshuller, som leder varmen igennem kanaler, men også direkte omkring figuren. Efter nøje kalkuleringer, der tager højde for, at varmen presses nedad og ud i krogene, er det sindrige kanalsystem udregnet på forhånd.

Hele figuren pakkes inden forvarmningen med gasbrændere ind i en fiberdug. Materialet er egentlig opfundet af space-industrien til at beskytte de affyrede raketter mod atmosfærens gnidningsvarme. Omkring skulpturen holder fiberdugen varmen inde og temperaturen oppe på 1150 grader. Og der holdes nøje øje med det påmonterede termometer dag og nat, så varmen kan dæmpes eller øges efter behov under den nøje kontrollerede brænding.

Omvendte kirketårne

Husene er for Nina Hole et gennemgående motiv, men også sejlbåde og menneskelige figurer tiltrækker kunstneren i det store format, når det gælder Fire Sculpture-teknikken. Og så forekommer der jævnligt omvendte kirketårne i skulpturerne. Hvorfor det?

»Der er noget sakralt i alle mine arbejder,« funderer Nina Hole, inden den glødende figur bliver befriet.

»Bag min have rejser Ørslev Kirke sig. Det er et fabelagtigt skulpturelt syn, som jeg har taget til mig, efter jeg kom hjem fra USA. De amerikanske kolleger bidrog i høj grad til at åbne mit syn på verden i de fabulerende 1960ere og 70ere. Men da jeg kom hjem, opdagede jeg kirketårnene som ikon for ægte danskhed. Herfra har man kunnet kommunikere gennem det danske landskab, og så har jeg altid undret mig over, hvad der fik folk til at tro. Trosspørgsmål kan jo være ganske dramatiske, som vi ser det netop nu.«

Selv er Nina Hole ikke religiøst praktiserende, men hun mindes fra barndommen på Fyn sin lægefars opgør med sin egen opvækst i Indre Mission på Jegindø i Vestjylland. Det har sat sig som en undren i kunstnersindet – over alt, hvad vi tager for givet.

Og så vender hun i øvrigt ganske ofte kirketårne og huse på hovedet i sine skulpturer. Brækker motiverne ned for at lade dem genopstå i den forunderlige proces, der brænder det bløde, plastiske ler i irreversible, evige former. Kunstneriske former vel at mærke, for naturefterligning interesserer ikke den erfarne, stadig nysgerrige keramikkunstner. Som den spirituelt interesserede Nina Hole siger om naturen: »Det kan ikke laves bedre.«

Smidt ud for sin begejstring

For Nina Hole venter endnu en event omkring en »Fire Sculpture« i USA. I mellemtiden tænker hun på et dansk ord for processen omkring opførelsen og brændingen af en keramikskulptur i egen engangsovn. Det findes nemlig ikke. Men som opfinder af fænomenet føler hun sig forpligtet. Også på det danske. Men hun sender det internationale udblik på lerkunsten en kærlig tanke.

Det er de ellers fremragende unge danske keramikeres problem, at de ikke i tilstrækkeligt omfang søger ud i verden for at lade sig inspirere. Selv blev hun som ung smidt ud af Skolen for Brugskunst. Efter eget udsagn på grund af en alt for udpræget begejstring for leret. Så rejste hun til udlandet og er nu selv stjernen i international keramikkunst, som andre keramikere flokkes omkring, når hun udfører sine bevægende og yderst spektakulære værker.

Skulpturen ved Guldagergaard eksploderede i en gløderegn af konfetti, da den halve snes hjælpere som del af den imponerende event og gestus over for kunstneren kastede bøtter af savsmuld mod den gloende skulptur.

Med velvillig støtte fra Statens Kunstfond står så nu de tre huse oven på hinanden og køler ned og tager imod ved indgangen til Guldagergaard. Med en knækket hvid glassur og med rosa tag, så husene skiller sig ud fra den hvidkalkede hovedbygning og avlsbygningerne, der engang var rammen om en veldrevet frugtplantage.

Og centret kan fortsætte sit arbejde og byde alverdens keramikkunstnere ind til nye events, kurser og studieophold sammen med et begrænset antal danske udøvere, der alle bor under samme tag under opholdet. Til dialog, seminarer, eksperimenter og forløsning af lerets gåder.

For – som Nina Hole forklarer sit internationale publikum: »Leret har sit eget sprog. Lugten, følelsen, de taktile kvaliteter og processen stimulerer dele af hjernen, som i de fleste situationer befinder sig i sovende tilstand.«