Røde læber og sort magi

Albumaktuelle The Cure har i tre årtier været mørkets orkester, men har undervejs talt til såvel sortklædte mænd som poptøzer.

Foto: Scanpix

Han var ikke nogen særlig god lærer. Ordene blev aldrig til mere end tegn på papir, og selv de store klassikere sandede til i hans søvnige sætningskæder.

På den måde blev Søren Kierkegaard, Immanuel Kant og Friedrich Nietzsche til pensum og pligtstof, uden at jeg eller nogen andre på filosofiholdet mærkede tænkernes power og prægnans.

Men der var gudskelov andre læremestre end gymnasiets, og et af de sidste tre årtiers bedste og mest indflydelsesrige bands har således gjort sit til at gøre en af filosofferne fra læseplanen både levende og vedkommende.

Albert Camus hedder han, og The Cure hedder det albumaktuelle orkester, hvis sange er farvet af franskmandens tanker om fremmedgørelse og tilværelsens fundamentale tomhed. Og ad den vej er dele af det eksistentialistiske tankegods nået videre til mig og til millioner af andre fans.

Til lipglossede poptøzer, til tungsindige mænd i sort – og til rigtig mange midt imellem.

Boglig begyndelse

Robert Smith bliver født i 1959 og vokser op i sydengelske Crawley. Hans mor er pianist og faren en flittig romanlæser, imens søsteren går på kunstskole, og storebroren lytter til musik i ét væk.

Den kulturelle påvirkning er med til at skille Robert Smith ud fra de andre elever i skolegården, der ikke just er opslugt af franske eksistentialister og heller ikke interesserer sig for Nick Drakes følsomme sangskrivning og Captain Beefhearts eksperimentalrock.

Drengens alternative smag kan nu ikke aflæses i hans første band, Malice, der mest spiller sange af The Kinks og andre af tidens hippe navne. Men da punknavne som The Clash og The Sex Pistols når Crawley, ændrer hans orkester karakter og tager navneforandring til The Cure.

For Robert Smith bliver The Cure en mulig vej væk fra en tilværelse med ensformige jobs og evig eftermiddagste. Derfor lægger han al kraft i bandet, og holder bandmedlemmerne – og skolekammeraterne – Michael Demp-sey og Lawrence Tolhurst i stramme tøjler.

Og trioen formår faktisk at trække deres eget udtryk ud af punkens lyd, og i 1978 vinder de en talentkonkurrence med nummeret »Killing An Arab«, der føjer arabisk klingende guitarspor, larmende bækkener og pulserende basgange til en tekst, der åbenlyst parafraserer »Den fremmede« af Albert Camus, hvor hovedpersonen dræber en araber uden nogen som helst påviselig grund.

»Staring at the sky/Staring at the sun/Whichever I choose/It amounts to the same/Absolutely nothing/I’m alive/I’m dead/I’m the stranger/Killing an arab,« lyder det fra den 19-årige Robert Smith.

Studie i tomhed

Sangeren og sangskriverens eksistentialistiske tanker og meget britiske stemmeføring følger også med ind på debut-albummet »Three Imaginary Boys«, der udkommer i 1979. Og herfra bevæger bandet sig så ind i et karriereforløb, som indtil videre tæller 14 udspil, og har den enerådende Robert Smith som eneste gennemgående medlem.

Han er simpelthen The Cure, og har igennem årene formidlet sine vers om tilværelsens tomhed via tre forskellige musikalske udtryk.

Der er de afdæmpede, eftertænksomme og skønhedssøgende forløb, som blandt andet findes på uopslidelige udspil som »Seventeen Seconds«, »Faith« og »Disintegration«.

Så er der de mørke, murrende og klaustrofobiske numre, der sidder tættest på albummet »Pornography«, som er et af rockhistoriens mest vedholdende studier i tomhed. »It doesn’t matter if we all die«, synger Robert Smith som det allerførste, og sjældent har han lydt mere rystende end netop dér.

Endelig er der de numre, som afslører, hvor fuldstændig forrygende en popmelodiker Robert Smith er, og sange som »Just Like Heaven«, »Inbetween Days« og »Friday I’m In Love« er simpelthen nogle af de bedste popsange, verden har hørt. Nogensinde.

Hvor mange orkestre holder sig på ét lydspor, har The Cure altså bevæget sig ad tre forskellige. Mindst. Og i den musikalske variation, skal årsagen til The Cures ualmindelig brede gennemslagskraft også findes.

Med de langsomme og de dystre sange har bandet nemlig ramt et behov i en hel verden af utilpassede sjæle, og i 1980erne dukker en hel kult af Robert Smith-kloner endda op overalt i verden – i samme lange frakke som ham, med samme filtrede hår og med samme tragisk-romantiske Weltschmerz.

Et sjælefællesskab, der kan være nok så dybtfølt, men altså også gør The Cures musik til big business.

Men sjældent har et band haft så uhomogen en fanbase. For hvor de sortklædte tilbedere står på den ene side af bandet, så står en hel verden af glade popelskere på den anden.

De er måske ikke så interesserede i Robert Smiths tunge tekster, men får dem alligevel med, når de køber pladerne for at få fat i de svimlende popsange, Robert Smith tilsyneladende kan skrive i søvne.

Når klokken ringer

Da The Cure sidst gæstede Danmark var den brogede blanding af fans tydelig for enhver, og det samme var den overhængende fare for selvparodi, Robert Smith har kæmpet med i adskillige år.

For er Robert Smith egentlig ikke lidt latterlig, når han langt oppe i fyrrerne stadig touperer sit hår og pligtskyldigst farver læberne røde? Og er det egentlig ikke lidt tragikomisk, at han fyrer, hyrer og genansætter musikere i én uendelighed?

Jovist, jovist. Men skiller man alt udenomsværket fra sangkataloget, er der altså ikke grund til at nære andet end næsegrus beundring. For få bands i musikhistorien har fremspillet så forskelligartet et udtryk med så stor styrke, og endnu færre har skrevet så mange gode sange som Robert Smith.

Men buldermørkt er der altså i og omkring The Cures indiskutable leder, der i ungdomsårene læste Albert Camus, som skrev om tilværelsens tomhed, men ikke så nogen grund til at blive desperat af den grund.

Og nok deler Robert Smith synet på verden som et sted uden Gud og fast grund, men han forholder sig ikke stoisk til det. Nej, han fortvivles, bliver angst, begræder tomheden og prøver at tro på kærligheden. Som mange af os andre.

Nedslående sager, javel, men når de formidles med en kunstnerisk styrke a la The Cures, virker det alligevel sært opløftende.

En pointe min gamle filosofilærer aldrig nåede til, før det ringede ud.