Rock med

Punkens bedste album har fejret 35 års fødselsdag, men fortjener det stadig sit renommé som rockklassiker? Berlingskes ældste punker gransker holdbarheden, men er stærkt forudindtaget.

Sex pistoler på række: Sid Vicious, Steve Jones, Johnny Rotten, Paul Cook - og Dronning Elisabeth II i grafikeren Jamie Reids kontroversielle version. Foto fra bokssættet. Fold sammen
Læs mere

Det er mange år siden, men jeg kan godt huske punken, for jeg var selv punker.

Jeg husker for eksempel Gammeltorv i starten af 1980erne, hvor der nogle nætter sad over hundrede punkere som en mystisk klan af vampyrer, der drak øl og kæderøg cigaretter.

Jeg husker vild rædsel, da et medlem af rockergruppen Bullshit tog kvælertag på mig uden varsel og grund. Jeg husker, hvordan det lykkedes de andre tilstedeværende punkere at gøre sig usynlige på tre sekunder.

Jeg husker en skæg fyr, der spillede trommer hjemme i sin et-værelses på Nørrebro. Tordnende højt, mens naboerne på over og under-etagerne skreg sig hæse i protest.

Jeg husker at gå med en kæmpe horde af fulde punkere, der skulle til fest på Hellerup Gymnasium. Undervejs blev alle smidt ud af S-toget fra København, og måtte gå de sidste kilometer gennem et villakvarter. Beboerne kom ud og overværede processionen fra deres forhaver, deriblandt en af mine forældres venner. »I ligner en flok trækkerdrenge og ludere, der har fået bank,« sagde han.

Jeg husker, at jeg en aften gik på Strøget med tre venner, hver og en klædt i punkfarver og kampstøvler. Mod os kom fire fine damer på vej til middagsselskab i høje hæle. Begge grupper lod som ingenting, da vi snakkende krydsede hinandens vej, men nogle meter længere henne, kunne jeg tydeligt høre den ene frue sige til den anden: »Gud, jeg vidste ikke, at de var så almindelige under facaden!«

Mange år senere er min facade vitterligt blevet almindelig, men fortiden er momentvis rykket tættere på. Det skyldes et bestemt rockalbum, som netop har fejret 35 års fødselsdag: »Never Mind The Bollocks - Here’s the Sex Pistols«. Selvom andre favoritter er kommet til senere, er denne plade uden tvivl det album jeg har hørt flest gange - i en håndfuld år flere gange om dagen.

Jubilæet bliver markeret af Universal, der genudgiver pladen som luksusboks fyldt med ekstranumre og videooptagelser med gruppen. Samtidig rummer udgivelsen en hundrede siders bog i LP-format spækket med anekdoter og billeder fra pladens tumultariske tilblivelse i midten af det store punkår 1977.

I bogens introduktion bliver »Never Mind...« beskrevet som intet mindre end det mest indflydelsesrige rockalbum nogensinde. Det er muligvis en overdrivelse, men det er et rockhistorisk faktum, at tilskuerne til deres fåtallige koncerter gik lige ud og dannede mængder af nye bands, hvoraf mange selv fik stor indflydelse: Joy Division, The Fall, The Smiths, Dead Kennedys og i Danmark Sods (senere Sort Sol). Dette var en direkte følge af Sex Pistols’ musikalske agitation, der fik sit tydeligste udtryk på »Never Mind...«

En ny æra annonceres allerede i de første foruroligende sekunder af pladens indledende sang. »Holidays in the Sun« begynder med lyden af marcherende soldater, hvilket glider over i det karakteristiske Sex Pistols-guitarbrøl. Selvom det hele er iscenesat og indspillet med forsætlig primitivitet og en massiv mængde forvredne guitarer, skjuler der sig mange effektfulde detaljer i mixet. Hver verslinje afsluttes af en femtoners figur på basguitaren, der ligger besynderligt skævt ovenpå den brutalt hamrende 4/4-dels rytme, hvilket understreger pladens atmosfære af uforudsigelig farlighed. Dybt i omkvædet ligger et råbende mandskor, der står i kontrast til forsanger Johnny Rottens høje, pressede rablende stemme, og som i mange af de følgende sange, afsluttes det hele af en kværnende guitarmalstrøm i grundakkorden.

Selv i dag er det svært at forholde sig ligegyldig overfor albummets splintrede vrede, hvor stilheden efter hvert nummer føles som at høre pipfuglene kvidre efter et blodigt militært slag. Rotten ramte plet, da han på et tidspunkt omdøbte bandet til »the panzerkrieg-pistols«.

Johnny Rottens raserianfald af et sangforedrag overgår alt, hvad der siden er indspillet inden for såvel punk som metal, og hans billedrige, men bevidst mangetydige tekster fuldender pladens angreb på lytteren.

Sangen »Bodies« udmaler i ulækre detaljer en naiv provinspiges provokerede abort. Helt karakteristisk for pladens tekster er det umuligt at afgøre, om teksten er for eller imod fri abort, men skal man overhovedet forsøge at opsummere budskabet i »Bodies« og den efterfølgende »No feelings«, er det snarere et helt disillusioneret opgør med kærligheden, eller måske rettere den måde som kærligheden romantiseres i kulturen.

»Jeg kigger rundt i dit hus/ du har intet at stjæle/ jeg sparker dig i hovedet/ når du knæler for at bede til din gud« hedder det nærmest komisk aggressivt i den indpiskende »No feelings«, der efterfølges af sangen »Liar«, hvor tekstlinjen »Du er løgner« gentages ad libitum, indtil lytteren selv føler sig mærkeligt ramt af ordene.

Sex Pistols, men i særlig grad Johnny Rotten, rev den såkaldte »fjerde væg« ned mellem scenen og publikum. Tidligere rockkunstnere, som for eksempel Alice Cooper eller Lou Reed, kunne være provokerende, men evnede ikke og havde ikke til hensigt at rykke en centimeter ved forholdet mellem kunstner og publikum, heller ikke ved idéen om kunsten som vare og publikum som forbruger.

I samtiden og eftertiden er bandets »grimme« image og skandaløse optræden ofte beskrevet som en kommercielt udtænkt provokation, designet til at skabe mest mulig omtale for at sælge flest mulig plader. Den kan dog lige så godt læses som en oprigtig afsky ved pladeselskabernes hykleriske forsøg på at inddæmme og sælge punkfænomenet - og en selvbevidst lede ved bandets egen rolle i den bevægelse.

»I troede vi fakede/ at vi blot ville tjene penge/ I kunne ikke tro vi mente det,« vrængede Rotten i sangen »E.M.I«, der var en afskedssalut til en af de tre pladeselskaber, der forgæves forsøgte at kontrollere og markedsføre bandet. Sangen og »Never Mind...«-albummet stopper brat, da Rotten slår en foragtelig skid ned i mikrofonen.

Kompromisløsheden er essensen af »Never mind...«, og årsagen til at dens status som en af rockhistoriens mest indflydelsesrige plader. Den er et dybfølt opråb til lytteren på en anden måde end nogen anden rockplade tidligere havde været det.

Ikke med nemme politiske budskaber, jævnfør den berømte tekstlinje i »Anarchy in the U.K.«: »Jeg ved ikke hvad jeg vil ha’/ men jeg ved hvordan jeg skal få det«, men med en langt mere eksistentiel appel om at stå kompromisløst ved at være den, man er. Du kan være tyk, tynd, smuk eller tudegrim - bare du ikke er en undskyldning for dig selv.

Sex Pistols imploderede i narkomisbrug, retssager og sågar mord, da bassisten Sid Vicious blev anklaget for at have myrdet sin kæreste. Men bandet lykkedes med en eneste vigtig opgave. Den havde med stor larm og trodsighed udvidet grænserne for, hvordan man kan opføre sig som kunstner. Ja, faktisk som menneske, da punkrocken i hele sit udtryk underforstod, at det vi gør, kan du også gøre. Hvis du tør.

I 1978 købte jeg »Never Mind...« i en butik i Londons Oxford Street, og siden da har jeg forsøgt at følge pladens opfordring til at turde. Det førte mig både ind i flokken på Gammeltorv, men også ud af den igen. Den sidste manøvre var måske det sværeste spring, men ifølge min egen forståelse af »Never Mind...«, ville det have været en dødssynd at blive hængende.