»Robin Hood« slog rekord i Dyrehaven

Med 103.000 gæster fik Det Kongelige Teaters friluftsforestilling det største tilskuertal nogensinde og et overskud på cirka fem millioner kroner.

Michael Birkkjær er blevet set af over 100.000 i rollen som Robin Hood. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vejrguderne var med Det Kongelige Teater under sommerens store satsning med Jokum Rohdes og Lars Kaalunds »Robin Hood« i Dyrehaven.

Kun en enkelt forestilling måtte aflyses og 3.500 tilskuere sendes hjem på grund af regn, men det lykkedes med kort varsel at stable en ekstraforestilling på benene, som også stort set blev udsolgt. Dermed kom det samlede tilskuertal op på 103.000 – langt over den hidtidige rekordhaver, »Thor«, fra 2006.Det kan ses på bundlinjen, hvor teaterchef Erik Jacobsen forventer, at »Robin Hood« kommer til at give et overskud på ca. fem mio. kroner – til sammenligning gav »De tre musketerer« i 2010, hvor fire forestillinger regnede væk, et underskud på syv mio. kroner.

Det fine resultat i Dyrehaven gør, at teaterchefen nu »med ro i maven« kan se frem til, at det overskud på otte mio. kroner, som han har budgetteret med i 2013, også kommer hjem.

»Det har jeg ikke kunnet før, for det var en stor risiko,« siger Erik Jacobsen, som ikke mindst glæder sig over, at det lykkedes at arrangere en ekstraforestilling som erstatning for den ene aflysning.

»Det var i sig selv et stort projekt. Det er jo ikke bare skuespillerne, man skal trække på, men også de mange frivillige i forestillingen,« siger han.

500 gratis i Ulvedalene

Blandt tilskuerne til »Robin Hood« var også 500 beboere fra det almennyttige boligselskab KAB, der havde fået gratis billetter takket være et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, KAB og en række sponsorer. Initiativet er led i Det Kongelige Teaters strategi om at være »mere for flere« og introducere teatrets kunstarter for mennesker, der ikke normalt kommer i Det Kongelige. I samme projekt kom knap 100 KAB-beboere tidligere på sæsonen gratis til »Frankenstein genskabt« i Skuespilhuset.

»Initiativet er blevet rigtig godt modtaget, ikke bare af dem, vi har kunnet invitere, men også af virksomhederne. Jeg kan mærke, at de synes, det er en god idé,« siger Erik Jacobsen, som håber at kunne gentage succesen til næste år.

Der bliver det efter planen børneballetten »Fabelmageren«, Balanchines »Nøddeknækkeren« og endelig operaens store satsning med Gershwins »Porgy og Bess«, der kommer i spil som gratisforestillinger til KAB-beboere.

Foreløbig er fire sponsorer gået med i projektet, nemlig Lett Advokater, BRF, HMN og Arbejdernes Landsbank, men Erik Jacobsen satser på at få flere med hen ad vejen.

LIKE | Få mere kulturnyt og flere anmeldelser serveret på facebook.com/berlingskekultur