Ridser i neglelakken

Vildt dynamisk og sprogligt saftig moderne kvinderevy river og flår i alle forventningerne til den moderne kvinde.

Patricia Schumann, Tilde Maja Frederiksen og Özlem Saglanmak i »Hår på den« på Teater Grob. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en befriende energi i forestillingen »Hår på den«, som gruppen Frit Fald gæstespiller med på Teater Grob. Titlen smækker kvindekønnet lige i ansigtet på tilskueren, og der er i det hele taget ikke nogen form for mental femidom ind i det, der velsagtens kan betegnes som en moderne kvinderevy med direkte goddag til publikum: Alt kan siges. Alt skal siges. Alt bliver sagt.

Patricia Schumann, Özlem Saglanmak og Tilde Maja Frederiksen er de tre ivrige spejderpiger fra Standardbureauet, der i anledning af 100-året for kvindernes valgret har til opgave at indsamle eksempler på »den moderne, frie, danske kvinde« – og som selv giver os dem alle sammen.

Én for én kommer de ud af den medbragte campingvogn. Og så bliver der ellers lukket op for frustrationerne i en ordentlig energiudladning, der med speederen i bund ridser alle forventningerne til tidens kvinde – herunder hendes egne – op og kører dem gennem kødhakkeren i en skæg og skarp satirisk syndflod.

Hvem sagde pussy power?

Feminister laver dårlig stemning

Her er den benhårde betonfeminist med hele begrebsapparatet kørt i stilling: »Hver kvinde for sig selv – det gør os forsvarsløse«. Her er hendes splitternøgne antitese, tilbage-til-husmor-kvinden i trapezen: »Jeg vil bare gerne ælte, malke, salte, slagte og have pik«. Læg dertil hende, der noget opgivende mener, at »feminister laver dårlig stemning«, men som ender med at blive kvalt i sin egen sandwich – eller er det i sin egen selvundertrykkelse? – bag campingvognens ruder.

Her er karrierekvinden med peptalken, der prædiker om at tage styreevnen i sit eget liv – aldrig tvivle! – i et iskoldt udskillelses- og forfølgelsesløb, men som medgiver, at det ikke kan lade sig gøre uden at få »ridser i metallakken, i neglelakken og på sjælen«. Afløst af de selvhadende fitness-piger, der spjætter hjælpeløst rundt i jagten på en flad mave: »Vil du ikke godt love mig, at du ikke vil fremstå så ækel og ulykkelig, som du er i virkeligheden?«.

Og her er hende, der vil hævne sig på det hele og forvandler sig til en skoggerleende heks med egen kost og det hele. Eller hvad med Barbie-prinsessen på »piedestalerstolen«, der forandrer sig til selveste Hitler, efter at hun for længst har plukket lemmet op af buskerne på manden og fået ham til at løbe efter det som en anden hund?

River og flår i kvinderollen

Forestillingen, river og flår i kvinderollen på befriende facon, mens der deles flade – og egne æg! – ud.

Vi kommer mildest talt rundt i alle hjørner af den moderne kvindelige anatomi – helt ind i vulva og tilbage igen. Man har lyst til at citere af parolerne hele tiden, så sprogligt veloplagt boltrer tekstforfatteren Line Mørkeby sig i disse abstraktioner over moderne kvindetanker. Og instruktøren Line Paulsen har sat trykkogeren på max i en vildt dynamisk forestilling, hvor de tre uforfængelige og modige frihedskæmpere på scenen skiftes til at tage stikkene hjem. Man griner og frydes. Fissefornemt!

Og man samstemmer, når det hektiske og vildt underholdende kvindeløb bliver afbrudt af øjeblikke, hvor den stille erkendelse i halvmørket foran mikrofonen summerer det hele op: »Jeg prøver hele tiden at være noget bestemt for at slippe for at være mig selv.«

Det behøver man ikke være en moderne kvinde for at føle, skulle jeg hilse at sige.

Hvad: »Hår på den« Hvem: Tekst: Line Mørkeby i samarbejde med holdet. Iscenesættelse. Line Paulsen. Scenografi: Lisbeth Burian. Hvor: Frit Fald på Teater Grob. Til 12. december.