Rialto kæmper fortsat

Trods forhandlingsforsøg med Københavns Teater skal Rialto Teater i år opgive lokalerne til Teater X. Men på længere sigt håber Rialtos bestyrelse på at genetablere teatret med hjælp fra Frederiksberg Kommune.

Der herskede i går tvivl om Rialto Teatrets fremtid: Det forlød, at Teater X stik imod Københavns Teaters strategiplan alligevel ikke skulle overtage Rialto Teatrets lokaler fra 2007. At indrykningen var udskudt til 2009, og at Rialto indtil da kunne fortsætte med teatervirksomheden. Men paraplyorganisationen Københavns Teater rammer nu en pæl igennem enhver tvivl og fastslår, at Teater X overtager scenerne på Aveny-T og Rialto fra sæsonen 2007. Og tidligst rømmer dem i 2009.

»Der har været talt om, at den periode hvor Teater X bruger Rialto kan begrænses til to år, men det er ikke endeligt afklaret endnu. Vi fastholder, at vi skal bruge Rialto Teatret til Teater X. Det tilkommer ikke os at tage stilling til, hvordan den selvejende institution Rialto eventuelt vil drive teatervirksomhed,« siger Steen Pade, direktør i Københavns Teater.

Den nye konstruktion Teater X med Mette Hviid Davidsen ved roret skal ifølge strategiplanen fra Københavns Teater opføre forestillinger på både Rialtos og Aveny-T, indtil egen scene kan stå klar. Københavns Teater har derfor inddraget Rialtos årlige og afgørende driftstilskud på 4,3 mio. kroner.

Men på Rialto har personale og bestyrelse ikke opgivet kampen. Og Ifølge Poul Schlüter, bestyrelsesformand, er planen nu at genetablere Rialto som et selvstændigt teater, når Teater X engang har forladt bygningen. Men eftersom Københavns Teater har lukket for det varme vand, skal pengene komme gennem andre kanaler. Og Rialtos bestyrelse vender nu blikket mod Frederiksberg kommune som en potentiel investor. De skal nødvendigvis spytte 2,15 mio. kroner i projektet. De øvrige 2,15 mio. kroner skal staten i henhold til teaterloven bidrage med. Der er endnu ikke indledt forhandlinger, men argumentet fra Rialto er, at Frederiksberg risikerer at miste en væsentlig del af kommunens kulturelle særpræg.

»Det er meningen, at Teater X skal have sin egen bygning på et eller andet tidspunkt - det kan blive i København, Valby eller Hvidovre. Og i så fald forsvinder to teatre fra Frederiksberg Kommune, Aveny-T på Frederiksberg Allé og Rialto på Smallegade. Og med dem forsvinder noget af Frederiksbergs karakteristik,« siger Poul Schlüter.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Grethe Rostbøll (K), formand for kultur- og biblioteksudvalget i Frederiksberg Kommune.