Rhea Leman: Jeg elsker Berlusconi

Dramatikeren Rhea Leman har i årevis været fascineret af Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi. Nu har hun lavet en musical om »Il Cavaliere«, en satirisk komedie om magt og korruption tilsat ægte italiensk melodrama.

Rhea Leman har i mange år været fascineret af Italiens aldrende problembarn Silvio Berlusconi. »Han er jo en slags gangster, men han er også morsom, charmerende, og så kan han synge,« siger hun. Foto: Nikolaj Linares
Læs mere
Fold sammen

At påstå at 78-årige Silvio Berlusconi, Italiens tidligere premierminister, er et af Guds bedste børn, vil nok være lidt af en tilsnigelse.

Skandalerne har klæbet til den stenrige mediemogul og politiker det meste af hans karriere, og anklagerne har hobet sig op. Om alt fra seksuel omgang med mindreårige ved de berygtede bunga-bunga-fester til korruption, skatteunddragelse og magtmisbrug samt for at have kørt Italiens økonomi i sænk.

Alligevel er det igen og igen lykkedes ham at opnå vælgernes tilgivelse og takket være en behændig blanding af brutalitet og charme at få viklet sig ud af vanskelighederne.

Selv da det i 2013 omsider lykkedes at få ham dømt for skattesnyd, blev de fire års fængsel på magisk vis forvandlet til ét års samfundstjeneste, fire timer om ugen på et plejehjem for demente.

Og næppe var straffen udstået, før »Il Cavaliere« var oppe på hesten igen og begyndte at planlægge sit politiske comeback.

Det er denne fabelagtige evne til at overleve og få tilgivelse for næsten hvad som helst, der især har fascineret dramatikeren og instruktøren Rhea Leman. Så meget at hun nu er på vej med forestillingen »Berlusconi, the musical«, som 21. april får premiere på Frederiksbergscenen.

»Han er jo en slags gangster. Men han er også charmerende. Og morsom. Og hans populistiske politik er et godt eksempel på det politiske klima, vi oplever i disse år, og som jeg længe gerne har villet udforske,« siger hun.

»Og så fandt jeg ud af, at han kan synge. Derfor faldt det helt naturligt, at forestillingen skulle være en musical, for Berlusconi selv elsker at bryde ud i sang. Faktisk begyndte han sin karriere med at spille og synge på italienske krydstogtskibe sammen med sin ven Fedele Confalonieri, som har fulgt ham hele livet og i dag sidder som topdirektør i flere af Berlusconis selskaber. Fedele spillede klaver, mens Silvio spillede bas og sang. Han har en fantastisk stemme, han er en crooner ligesom Frank Sinatra. Jeg er totalt fascineret af ham – jeg elsker Berlusconi, selv om det på en måde er forfærdeligt,« siger hun og smiler bredt.

»Han er jo også korrupt, han betaler ikke sin skat, og så er der selvfølgelig alt det med pigerne og mafiaen. Det, der virkelig fascinerer mig, er, at folk accepterer alle de ting. Vælgerne tilgiver ham og stemmer alligevel på ham igen og igen. Og det er jo også en tendens, vi kan genkende i vores hjemlige politiske landskab. F.eks. – uden sammenligning iøvrigt – hele sagen med Lars Løkke og hans dyre flybilletter og tøjkøb. Og hvad skete der? Vi tilgav ham, hans parti tilgav ham, og så kom han videre. Selv om Løkke-sagen ikke er på samme niveau som Berlusconi, illustrerer den alligevel meget godt, at en politiker må gøre nogle ting, som andre ikke må. Det kan godt være, at vi brokker os over vores politikere, men hvorfor sidder de der, hvis vi er så utilfredse med dem? Det gør de, fordi vi selv har stemt på dem. Og det er også det, Berlusconi siger igen og igen i min forestilling: »Jeg er her på grund af jer!«.

I seng med Berlusconi

I »Berlusconi, the musical« er Silvio Berlusconi i fuld gang med at forberede sin fjerde runde som premierminister. Scenen er sat i TV-studierne på kanal 5 i Milano Due, som er en del af Berlusconis medieimperium, og publikum er inviteret til at medvirke i live-optagelserne til Il Cavalieres kampagnemusical »In bed with Berlusconi«, hvor mesteren selv, omgivet af skønne kvinder, vil croone sig gennem sit livs op- og nedture. Især opturene.

»Forestillingen er meget cirkusagtig, jeg har været inspireret af folk som Dario Fo og Fellini, hvad angår tempo og farver og figurer. Det hele er en fantasi, en satirisk komedie, med masser af sang og musik, men også med en bund af alvor. En komedie skal altid have en bund af alvor, ellers fungerer den ikke.« »Berlusconis eget liv overgår jo på mange måder fantasien, men jeg har tilladt mig at digte nogle nye, overraskende ting ind, som måske lærer os nye sider af ham at kende. Jeg er bl.a. blevet meget inspireret af hans måde at tackle ungdom og alderdom på. Her har vi en mand, der ikke kan blive ældre. Berlusconis syn på ungdom og hans frygt for døden er et stort emne i stykket, som jo også refererer til vores egen hverdag. Vi bliver ældre og ældre, men får samtidig sværere og sværere ved at acceptere alderdommen.«

Han er umættelig

Rhea Leman tilbragte i efteråret en måned i Rom, mens hun researchede til forestillingen.

Hun fulgte med i italiensk TV, talte med folk på gaden om deres forhold til Berlusconi og oplevede følgerne af landets voldsomme økonomiske nedtur.

»Italien har jo kæmpestore økonomiske problemer, som ikke mindst skyldes den politik, som Berlusconi førte. Det var jo derfor, han måtte træde tilbage som regeringsleder. Han var ved at køre landet i sænk,« siger hun.

»Derfor kan man også undre sig over, hvorfor han overhovedet vil tilbage i politik, og det er jo tydeligt, at han drømmer om et comeback, også i det virkelige liv. Men med alle de penge, han har, hvorfor så søge hen, hvor det er farligt. For det vil uden tvivl være meget farligt for Berlusconi at gå ind i politik igen. Jeg tror, at det handler om magt, om position og selvidentitet. Hvis Silvio Berlusconi ikke er i politik, ikke er i rampelyset, vil han føle, at han er »nobody« – ingenting. Måske handler det også helt praktisk om, at han som politiker vil kunne tjene endnu flere penge. Ikke fordi han har brug for det, men fordi han er en mand, der hele tiden bare vil have mere og mere og mere. Han er umættelig, han kan ikke få nok.«

Rhea Leman, der stammer fra New York, er oprindeligt uddannet danser og koreograf, men har siden 1995 fortrinsvis arbejdet med film og teater og er i dag kunstnerisk leder af teaternetværket »Dramafronten«.

Hun har de seneste år haft stor succes bl.a. med teaterforestillingerne »Gorilla« om finanskrisen og »Hitler on the roof« om Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, samt med operaen »The Rosenbergs« om ægteparret Rosenberg, der blev dømt og henrettet for atomspionage i McCarthy-tidens USA.

Om teatrets rolle i den politiske og samfundsmæssige debat siger hun:

»Teater kan – i modsætning til f.eks. en kronik – gå lige til hjertet, det kan gå forbi vores intellekt og nå direkte ind til vores følelser. I denne forestilling leger jeg meget med de følelser, jeg selv har for Berlusconi. Jeg elsker ham. Hvis jeg ikke havde følt et eller andet positivt for ham, havde jeg slet ikke kunnet skrive musicalen. Det var det samme med Goebbels. Jeg var nødt til at finde et eller andet ved ham, jeg kunne lide. Ellers kunne jeg ikke have været sammen med ham i de to år, det tog at skrive stykket. Og selv om det er lettere at finde noget positivt ved Berlusconi end ved Goebbels – han er trods alt ikke nazist – så leger jeg meget med den følelsesmæssige dobbelthed.«